USA































Peter Martins. Er født i Danmark i 1946. Han har tilbragt snart 40 år i New York City Ballet som både danser, koreograf og balletmester. Han havde sin debut ved The New York City Ballet i 1967, da han af George Balanchine blev inviteret til at danse titelrollen i "Apollon Musagetes" ved Edinburgh Festival. I 1970 blev han solodanser i kompagniet, hvor han efterfølgende har danset imponerende mange roller, mange af dem koreograferet direkte til ham af George Balanchine. Hans debut som koreograf fik han i 1977 med "Calcium Light Night".

Peter Martins stoppede som danser i 1983 og fik derefter tildelt balletmestertitlen, en titel han har delt med George Balanchine, Jerome Robbins og John Tarras. I 1990 overtog Peter Martins alene balletmesterposten efter Jerome Robbins beslutning om at forlade kompagniet. Han har efterfølgende skabt mere end 60 balletter - primært til New York City Ballet. Den kongelige ballet har haft en lang række af Peter Martins balletter på repertoiret, bl.a. "Stabat Mater" til musik af Pergolesi og "Svanesøen", som er skabt direkte til Den Kongelige Ballet med scenografi af Per Kirkeby.