HCA NYHEDER Ny genre i HCA Cinema

HCA2005.com er på banen med HCA-kommentaren som ny genre i HCA Cinema. Der er tale om en kommentar om H.C. Andersen fra kendte og ukendte mennesker fortalt i levende billeder. Første levende billede er filminstruktøren Bille August.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 08 April 2003

H.C. Andersen 2005 introducerede i dag HCA-kommentaren, der har fået sin egen side på hca2005.dk og med jævne mellemrum vil følge et af nyhedsbrevene fra portalen.

HCA-kommentaren er en personlig kommentar fra en kendt eller en ukendt, en dansker eller en udlænding, en voksen eller et barn, som har noget på hjerte om H.C. Andersen. De personlige kommentarer illustrerer mangfoldigheden i H.C. Andersens univers og er med til at kortlægge, hvad det er H.C. Andersen kan - og hvorfor han berører os så dybt.

Denne HCA-kommentar er indtalt af filminstruktøren Bille August, der netop har modtaget Odense Bys Hans Christian Andersen Pris for sit forestående arbejde med den internationale storfilm om H.C. Andersen. På HCA-kommentarens side kan du også opleve Ghita Nørby fortælle om sit forhold til Andersen.

Bille August modtog Odense Bys Hans Christian Andersen Pris på 50.000 Euro ved fejringen af H.C. Andersens 198-års fødselsdag i onsdags d. 2. april i Odense, hvor borgmester Anker Boye stod for overrækkelsen af den ærefulde pris. Omkring 500 mennesker var mødt op til den festlige aften på Odense Teater, hvor lektor i filmvidenskab Peter Schepelern motiverede prisen til Bille August. I sin tale sagde han bl.a.:

"Der er ingen tvivl om, at Bille August har alle forudsætninger for at føre projektet frem til sejr. Forventningen kan være en film, der gør for H.C. Andersen, hvad Out of Africa gjorde for Karen Blixen. Han kan forme de store fortællinger, og få den episke ånd til at leve."

Peter Schepelerns tale kan læses i sin fulde længde her.

Bille August takkede i sin tale Odense by, borgmester Anker Boye og H. C. Andersen præsidiet for den fornemme pris:

"Jeg er meget beæret, fordi H. C. Andersen, som den geniale fortæller han er, så absolut er én af mine allerstørste helte. Nu skal jeg til at lede et stort filmprojekt om H. C. Andersen, og det glæder jeg mig vanvittig meget til. Ikke at holde liv i myten om ham som en sødladen, selvoptaget og sentimental karrikatur, et indbildsk fjols. Men mere som et seriøst arbejdende menneske. En omhyggelig perfektionist. En europæisk visionær, en fremsynet mand,  som bekæmpede middelmådigheden. Som alle andre kunstnere fik H. C. Andersen udløb for sin glæde og smerte i den kreative proces. Og her tror jeg, at vi i portrættet af ham kommer frem til sagens kerne: Hvordan fungerer skaberprocessen."

Læs hele Bille Augusts takketale.
Se de levende billeder fra prisuddelingen her!


Tilbage