FEATURES Bille Augusts takketale den 2. april 2003

Takketalen som filminstruktøren Bille August holdt ved motagelsen af Odense Bys Hans Christian Andersen Pris i Odense den 2. april 2003.

Af Bille August - H.C. Andersen 2005 - 07 April 2003

Først og fremmest vil jeg have lov at takke Odense by, borgmester Anker Boye og H.C. Andersen præsidiet for denne fornemme pris.

Jeg er meget beæret, fordi H.C. Andersen, som den geniale fortæller han er, så absolut er én af mine allerstørste helte.

Som så mange andre, er jeg vokset op med H.C. Andersen; han er en stor del af min kulturelle og litterære arv. Jeg identificerede mig som barn med hans figurer og fik i den grad stimuleret min retfærdighedsfornemmelse. H.C. Andersens udgangspunkt var barnet, det var begyndelsen til alting, og på den måde byggede han hele sin verden op nedefra med mennesket i sin enkleste form som grundstammen.

Han gav sine figurer - ofte dyr eller legetøj -  en stemme, så de kunne formulere sig - så de pludselig fik mulighed for at udtrykke sig, at blive hørt. Og i dette miniatureunivers blev hele det psykologiske spekter blotlagt. Fra skrøbelighed, middelmådighed, forfængelighed, hovmod, storhedsvanvid til generøsitet og storsindet ånd.

Ved at tage barnet og menigmands parti placerede H.C. Andersen sig også som en stor digter for menneskeheden. Han kunne kombinere den ironiske lethed og det overstrømmende fantastiske  med en ubarmhjertig og nådesløs realisme, og hans evne til at kombinere de universer, gør ham til en sand mester.

Og nu skal jeg til at lede et stort filmprojekt om H.C. Andersen, og det glæder jeg mig vanvittig meget til. Ikke at holde liv i myten om ham som en sødladen, selvoptaget og sentimental karrikatur, et indbildsk fjols. Men mere som et seriøst arbejdende menneske. En omhyggelig perfektionist. En europæisk visionær, en fremsynet mand,  som bekæmpede middelmådigheden.

Som alle andre kunstnere fik H.C. Andersen udløb for sin glæde og smerte i den kreative proces. Og her tror jeg, at vi i portrættet af ham kommer frem til sagens kerne: Hvordan fungerer skaberprocessen.

H.C. Andersen var en modsætningernes mand. Privat fornægtede sin sociale oprindelse;  han havde ingen solidaritet med arbejderklassen, han stræbte målrettet mod at blive en del af etablissementet. Han elskede magten og æren. Men i sin kunst var han oprøreren. Her tog han de fattiges parti, her fandtes solidariteten, her forsvarede han de udsatte. Og det er netop modsætningen heri, som er interessant.

Han var splittet, han var udenfor,  han forblev den observerende. Og som enhver iagttager havde han lige store dele overblik og ensomhed. Men han forvandlede sin tomhed, sit indre kaos, til en kunstnerisk orden.

I sine senere år blev hans fatalistiske holdning mere og mere tydelig. Ikke kun at det antyder skæbnens nådesløshed, men også selve livets meningsløshed. Andersen sloges med den eksistensielle tvivl.

Går vi fra at være, til ikke at være? Findes der nogen given mening? Eller kan vi kun selv give livet mening? Findes meningen i de store passioner? I kærligheden? Den kærlighed, som Andersen søgte hele livet. Eller i kunsten? I kunsten fandt han en mening. Den trøstede ham og gjorde ham fri. Den forklarede for ham, det som ikke kunne forklares.

Jeg er her på det sidste blevet spurgt om, hvad jeg tror H.C. Andersen havde lavet, hvis han havde levet i dag. Så ambitiøs og hårdt arbejdende som han var, tror jeg faktisk, at han ville have bosat sig i Hollywood. Det kan lyde forfærdeligt, men han var også en forfængelig mand. Det værste skrækscenario man kan forestille sig er, at han ville ende som en freak ligesom Michael Jackson, en verdensberømt pauseklovn, som insisterer på at få lov at blive i barnets univers.

Det tror jeg nu ikke. Derimod tror jeg, at han ville være en storleverandør af historier, af filmmanuskripter. Fordi den direkte og mundrette måde at fortælle historier på, som er én af H.C. Andersens store forcer, er nøjagtig det samme som filmkunsten gennem alle tider har bestræbt sig på. At kombinere det folkelige, det underholdende, med det dybsindige og tankevækkende.

Og Andersen indså meget tidligt, at der absolut ikke er noget modsætningsforhold mellem kunst og folkelighed.

Men nu bor H.C. Andersen ikke i Hollywood, og jeg kan heller ikke ringe til ham, men jeg er så priviligeret, at jeg under alle omstændigheder vil være i kontakt med ham de næste par år, i det store filmprojekt, som ligger og venter.

Mine damer og herrer,
Endnu engang tak for prisen.


Tilbage