Print

Nu hvor vi nærmer os det store 200-års jubilæum for H. C. Andersen, kan det være interessant at kaste et blik tilbage på de tidligere jubilæer. Da man i 1905 skulle fejre Andersens 100 års-dag, lod man en velmeriteret kulturhøvding som Holger Drachmann skrive et lille festspil. Og da man 50 år senere skulle fejre 150-året, var det Kjeld Abell, der kom med et jubilæumsskuespil til Det Kongelige Teater. Nu, ved 200 års-jubilæet, vælger man at satse på film. Sådan er det gået kunstarterne på 100 år.

Og nu er Bille August den hæderkronede danske kunstner, der skal fejre jubilæet, ikke bare for os selv, men - i globaliseringens navn - også for hele verden. På den måde passer det jo fint til den internationalisering, der gør sig gældende i dansk film i disse år.

Der har gennem tiden været gjort flere forsøg på at fortælle Andersens historie på film - og jeg skal indskyde, at de der ønsker nærmere besked om dette tema er velkomne til det seminar, der finder sted i Teaterhuset i morgen fra kl. halvti om formiddagen - men bortset fra den fantasifulde tegnefilm, som Jannik Hastrup skabte for nogle år siden om Andersen og den skæve skygge, har Andersen filmerne været en deprimerende opvisning af sentimental historieforfalskning.

Andersen var selv meget optaget af sin historie, som et eventyr og som en billedbog - omend uden billeder - om vejen fra usle kår i barndommen frem til ære og berømmelse, og han fortalte den mange gange i løbet af sit liv, på den ene og den anden måde. Men når de tidligere Andersen-film har haft deres hyr med at få Andersens liv til at ligne en film, har problemet altid været den romantiske kerne, eller rettere manglen på samme.

Den omstændighed, at der ikke var en rigtig, realiseret kærlighed i Andersens liv, har skabt problemer for filmindustrien. Det har åbenbart også skabt en del problemer for Andersen. Og overordnet er problemet nok, at Andersen ikke realiserede sig selv i sit liv, men i sin kunst.

For mange år siden var der også flere H.C. Andersen-planer i dansk film, og en af Bille Augusts ældre kolleger skrev dengang: "Formålet med den H.C. Andersen-Film, der saaledes sendes ud i Verden med det danske Folks Velsignelse, maa være at give en psykologisk redelig og sandfærdig Skildring af Digterens Liv, oplevet af ham selv og genoplevet i en gendigtning, som bringer tilskuerne i umiddelbar nærhed af Digteren som Menneske og Personlighed. Skildringen maa være enkel, simpel og sand. Ingen andre Hensyn end rent kunstneriske og æstetiske bør spille ind.

Det var Carl Th. Dreyer, der sagde sådan i 1939. Dengang blev det dog ikke til noget. Og de H.C. Andersen-film der siden kom - bl.a. en tysk fra 1941, en amerikansk fra 1952 og senest endnu en amerikansk fra 2001 - giver den nye film gode chancer for at brillere: Nu er det på tide at realisere en troværdig H.C. Andersen-film.
  
Og der er ingen tvivl om, at Bille August har alle forudsætninger for at føre projektet frem til sejr. Forventningen kan være en film, der gør for H.C. Andersen, hvad Out of Africa gjorde for Karen Blixen. Det ville ikke være så tosset. Og hvis nogen kan realisere det, må det være Bille August.

Han har formatet, og han har også erfaringen med at håntere en stort anlagt, internationalt produceret 'kulturarvsfilm', det man på engelsk kalder en heritage film. Han kan forme de store fortællinger, og få den episke ånd til at leve. Med mesterværket Pelle Erobreren fortalte han en historie om at vokse op i andegården og stræbe fremad mod større horisonter.

Bille August må være manden, der kan få en billedbog med billeder ud af Andersen og hans eventyr. Så bliver Andersen sejrherre og Bille erobreren.

Print

Tilbage