H.C. Andersen spøgte af og til med over for bl.a. veninden Henriette Hanck (i Odense, de førte en større korrespondance med hinanden, som er udgivet i årbogen Anderseniana 1941-46), at han ikke kunne gifte sig, før han tjente 1.500 rdl. om året. Ned gennem 1830rne havde han reelt store økonomiske problemer og måtte skrive meget - også meget, som han senere fortrød at have udgivet - for at skaffe sig bare det allernødvendigste og var samtidig økonomisk afhængig af hjælp fra sin mæcen, Jonas Collin. Først da han i 1838 fik den offentlige forfatterydelse fra kongens "cigarkasse", Fonden Ad usus publicos, med begyndelsesydelsen på 400 rdl. årligt, lysnede det for ham. Og fra og med ca. 1840 tjente han i virkeligheden nok til, at han godt kunne havde giftet sig - hvis det var det, han ville.

Jonas Collins søn, Edvard Collin, der var, hvad der ville svare til direktør i Nationalbanken, administrerede samvittighedsfuldt Andersens penge. Og fra og med slutningen af 1840rne voksede hans formue støt, så han ved sin død var god for, hvad der i dag ville svare til min. 3 mill.kr. (ca. 450.000 US$). dertil kom så forlaget Reitzels betaling til boet for rettigheder på ca. 2 mill. kr. i dagens penge (ca. 300.000 US$).

Man skal i denne forbindelse huske på, at Andersen reelt med en anden livsform kunne have været meget rigere ved sin død. Hans mange og lange udlandsrejser (på en del af dem, han foretog i de sidste par tiår af sit liv betalte han alle rejseudgifter for at have selskab af unge mandlige medlemmer af familien Collin, hvorved han syntes, at han tilbagebetalte en gammel gæld til familien) kostede ham ganske betragtelige summer. Hans daglige livsførsel, hvor han aldrig lavede mad selv, men fik mad og vin serveret enten på pensionat, på hotel eller i restaurant (bortset fra, når han spiste som gæst hos andre) har også været uøkonomisk.

Havde han konsekvent fået penge fra udlandet for de mange oversættelser af sine værker, ville han have været enormt rig. Men det var som bekendt før Berner-konventionens (international overenskomst vedr. ophavsret, indgået 1886, Danmark medlem siden 1903) tid, og det hørte til undtagelserne, at han gennem direkte kontrakter med forlæggere i udlandet (f.eks. Lorck i Leipzig og Horace Scudder i USA) fik penge fra udlandet.

Til gengæld var Det kgl. Teater for ham som for en række andre danske forfattere en kilde til stadige indtægter. Deraf kommer det, at han ned gennem tiden havde en så omfattende teaterprofuktion (også for det folkelige teater, Casino) og ikke lod sig slå ud af fiaskoer.

Møntenheden på Andersens tid var: 1 rigs(bank)daler (forkortet rdl.) = 6 mark. 1 mark = 16 skilling.

Man skal gange antallet af rdl. med minimum 100 for at få et billede af værdien i dagens kroner.

Indførelsen af en fælles nordisk møntenhed skete i 1873, hvor 1 rdl. sattes til 2 kr.

© 2002 Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret