HCA NYHEDER HCAs eventyr til alle grundskolens sjetteklasser

I dag kl. 12.00 på Nyboder Skole i København overrakte undervisningsminister Bertel Haarder officielt en ny udgave af H.C. Andersens eventyr til alle elever i grundskolens sjetteklasser. H.C. Andersen 2005 Fondens formand, Anker Boye, deltog også i bogoverrækkelsen.

Af tkr - H.C. Andersen 2005 - 03 Marts 2005

Udgivelsen af eventyrsamlingen H.C. Andersen: Eventyr sker i forbindelse med festlighederne omkring H.C. Andersens 200 års fødselsdag den 2. april 2005. Eventyrbogen, der overrækkes eleverne i landets sjetteklasser, er en speciel udgave af H.C. Andersens eventyr, der er produceret af Gyldendal med støtte fra Undervisningsministeriet og H.C. Andersen 2005 Fonden.

Samlingen på i alt 360 sider indeholder 29 både kendte og mindre kendte eventyr. Eventyr som Klokken og Lykkens galocher introducerer eleverne for ukendte områder i eventyrdigterens univers og udfordrer deres læsefærdigheder. Eventyrbogen indeholder også klassikere som Den lille havfrue, Hyrdinden og skorstensfejeren og Den grimme ælling.

Udgivelsen H.C. Andersen: Eventyr er ligesom historierne noget helt særligt. Bogen indeholder et personligt brev til eleverne fra undervisningsminister Bertel Haarder, og Flemming B. Jeppesen har lavet bogens 156 illustrationer specielt til denne udgave.

At netop sjetteklasserne er valgt som målgruppe, skyldes primært to ting: For det første har eleverne en alder og besidder læsefærdigheder, der giver dem mulighed for at se og forstå nye sider og lag i de kendte eventyr, og for det andet er det i sjette klasse afgørende at sikre og yderligere motivere elevernes læselyst.

Undervisningsminister Bertel Haarder er glad for initiativet: 
"Det er vigtigt at fastholde og styrke elevernes læselyst og litterære kompetencer. Denne flotte eventyrbog kan medvirke til at sikre, at eleverne opnår kendskab til H.C. Andersen som en del af den danske kulturarv. H.C. Andersens problemstillinger er elementære og eviggyldige. Selv om eventyrene er næsten 200 år gamle, er de stadig aktuelle."

H.C. Andersen 2005 Fondens formand Anker Boye udtaler:
"Det er en stor glæde for H.C. Andersen 2005 Fonden at være med til at sikre, at et nyt, stort publikum får direkte adgang til Andersen, som stadig kan lære os et og andet om at være menneske på tværs af tiden. Men netop fordi Andersen trods alt tilhører en anden tid, er der brug for nye værktøjer, som kan være med til at gøre Andersen nærværende og nutidig. Det gør den nye udgave på fornem vis - naturligvis med respekt for den originale Andersen."

I tilknytning til udgivelsen har Gyldendal med støtte fra Undervisningsministeriet udviklet den undervisningsrelaterede hjemmeside www.hcandersen.gyldendal.dk. Her kan såvel elever som lærere finde inspiration og konkrete arbejdsopgaver om den kendte forfatters univers og liv. 

Eleverne kan blandt andet gå på opdagelse i baggrundsstof, mens lærerne kan finde et omfattende leksikon med opslagsord, der knytter sig til opgavetyper, analytiske indfaldsvinkler, litteraturpædagogiske teorier og andet relevant materiale, der kan bruges direkte i tilrettelæggelsen af undervisningen. Derudover hører der et bredt udvalg af konkrete opgaver, kopiark og ordforklaringer til de enkelte eventyr.

Eventyrbogen er trykt i 67.000 eksemplarer og uddeles i uge ni til elleve til de danske skoler, og derudover også til skoleelever i Grønland, Island, på Færøerne samt til Europaskolerne i Bruxelles og Luxemburg. Desuden uddeles den til skolerne i Sydslesvig, til den danske kirke i udlandet og til de danske lektorer på de udenlandske universiteter.  


For yderligere information kontakt:

Pressechef i Undervisningsministeriet
Nicolai Kampmann, tlf. 3392 5092 
          
Fagkonsulent i Undervisningsministeriet
Nina E. Nielsen, tlf. 3392 5488

Programansvarlig i H.C. Andersen 2005 Fonden
Jakob Steen Olsen, tlf. 6551 4902

Direktør for børnebogsafdelingen i Gyldendal
Flemming Møldrup, tlf. 3375 5555


Tilbage