HCA NYHEDER Tidens Samling åbner HCA-udstilling i Odense

Odense-museet Tidens Samling, der har til huse på Brandts Klædefabrik, skaber en særudstilling, der viser H.C. Andersen i danskernes hverdag. Udstillingen åbner på lørdag.

Af awk - H.C. Andersen 2005 - 27 Februar 2005

Samlingen har fået hjælp af scenograf, dukkemager og store H.C. Andersen-kender, Morten Grue, som har iscenesat en fantastisk udstilling fyldt med folkelighed, fantasi og eventyr:

Særudstillingens fokus er det folkelige og måske mere kommercielle billede af vores nationaldigter. Men i Morten Grues univers er der ikke sparet på hverken fantasi eller eventyr. Man vil kunne opleve flyvende kufferter og kendte såvel som mindre kendte H.C. Andersen-eventyr vil dukke frem fra sit skjul rundt om i udstillingens fantasiverden. Særudstillingen har dog samtidig en folkelig side, hvor H.C. Andersens uforglemmelige eventyrmotiver kommer helt ned i øjenhøjde med folket. 

Overalt i de danske hjem var H.C. Andersen tilstede gennem hele det 20. århundrede. Alle vegne sneg der sig et eventyrmotiv ind i hverdagsbilledet: på marmeladekrukken, barnets natlampe, askebægret, tændstikæsken, kalenderen, servicet etc. Derudover blev H.C. Andersen-motiver mangfoldiggjort i utallige af hverdagens brugsgenstande og ved flittige hænders håndarbejde på klokkestrenge, sofapuder og broderede billeder. Alt dette, og meget mere, som normalt ikke vises frem på museum, og som måske ligger uden for, hvad man i dag kalder den gode smag, vil være at finde i rigt mål under udstillingen.

H.C. Andersen i øjenhøjde kan ses på Tidens Samling fra lørdag d. 5. marts til den 11. september 2005.  Åbningstider: hver dag fra kl. 10.00 - 17.00.

Ønskes mere information kan Tidens Samling kontaktes på:
Tlf. 65 91 19 42, eller e-mail:
Tilbage