HCA NYHEDER Bjørn Nørgaard udnævnt til HCA-ambassadør

Kunster og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Bjørn Nørgaard blev i dag udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 26 Januar 2005

Generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden Lars Seeberg stod for udnævnelsen af Bjørn Nørgaard, der skal være med til at fejre den verdenskendte forfatter i 2005 og udbrede kendskabet til den humanitære HCA-abc Fond, der er oprettet til bekæmpelse af analfabetisme i H.C. Andersens navn.      
 
Lars Seeberg sagde om udnævnelsen:
"Bjørn Nørgaard  er en af Danmarks højest estimerede kunstnere, der i mange år har beskæftiget sig med  H.C. Andersen. Sidst har han givet et skulpturelt bud på en tolkning af Andersen som en sammensat person, der kan ses fra mange vinkler. Bjørn Nørgaards tolkning ligger fint i tråd med H.C. Andersen 2005 Fondens bestræbelse på at udbrede kendskabet til Andersen og hans mangefacetterede forfatterskab.  Det er derfor med stor glæde, at jeg på vegne af H.C. Andersen 2005 Fonden udnævner Bjørn Nørgaard til H.C. Andersen-ambassadør."
 
Bjørn Nørgaard udtalte om udnævnelsen til H.C. Andersen-ambassadør:
"Forankret i sin tid, national romantikken, er han samtidigt vores første moderne forfatter og billedkunstner, både i sit liv og sin digtning peger han frem mod den moderne kompleksitet og mangfoldighed, men også den tvivl, søgen og deraf følgende ensomhed, der er modernitetens vilkår. Jeg modtager titlen i ærbødighed for H.C. Andersens liv og værk."
 
H.C. Andersen-ambassadører er anerkendte danske og udenlandske kunstnere, politikere, journalister, erhvervsfolk og sportsfolk fra hele verden, som H.C. Andersen 2005 Fonden beder om at repræsentere fejringen af 200-året for H.C. Andersens fødselsdag. Alle adspurgte personer er højt respekterede inden for deres eget felt og har igennem deres liv og arbejde opnået en høj troværdighed og gennemslagskraft over for omverdenen.
 
H.C. Andersen-ambassadørerne bidrager til at skabe synlighed omkring fejringen - bl.a. i kraft af deres tilstedeværelse ved forskellige H.C. Andersen 2005-relaterede begivenheder og ved at fortælle omverden om deres eget syn på H.C. Andersen.
 
Ved samme lejlighed præsenterede H.C. Andersen 2005 Fonden DSB som ny kommerciel samarbejdspartner. DSB stiller bl.a. togtransport til rådighed for de mange gæster i forbindelse med åbningens af fejringsåret for H.C. Andersens fødsel.
 
Desuden vil DSB i løbet af 2005 trykke tolv nye H.C. Andersen-inspirerede eventyr af kendte danske forfattere i deres passager-magasin Ud & Se. Blandt forfatterne er Jan Sonnergaard, der ved pressemødet læste sin version af "Den Lille Havfrue" op.
 



Foto af Bjørn Nørgaard og generalsekretær for HCA 2005 Fonden Lars Seeberg.
Foto: Henrik Salling/Have PR. 

 
Fakta om H.C. Andersen 2005
 
H.C. Andersen 2005 skal udvide kendskabet til - og billedet af H.C. Andersens liv og værker i anledning af digterens 200 års fødselsdag i 2005. Dette vil ske gennem en lang række projekter inden for film og tv, litteratur, teater, opera, dans, multimedier, rytmisk og klassisk musik, underholdning, billedkunst, museale udstillinger samt undervisning og turisme.
 
Det klare mål er, at så mange som muligt, herhjemme og i udlandet, børn såvel som voksne, får et større og mere nuanceret kendskab til digteren. H.C. Andersen vil i 2005 blive fejret med såvel store produktioner med international gennemslagskraft som mindre begivenheder i lokalområder over hele verden. H.C. Andersen 2005 Fonden er etableret af den danske stat ved Kulturministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet samt af Odense Kommune, Fyns Amt og Bikubenfonden.


Tilbage