HCA NYHEDER Helligtrekongersoptog i H.C. Andersens tegn

Det årlige Helligtrekongersoptog i Madrid, Spanien, har H.C. Andersen som tema, når det løber af stablen den 5. januar 2005

Af on - H.C. Andersen 2005 - 29 December 2004

I Spanien er det de Hellige Tre Konger, der kommer med julegaverne den 6. januar om morgenen og den 5. januar kan alle børn således se Kongernes indtog i Madrid. Det er Madrids Rådhus, der arrangerer denne årlige julebegivenhed, der er julens højdepunkt for spanske børn.

Madrids Rådhus har i anledning af H.C. Andersen 200 års jubilæum valgt at sætte det lange optog, der følger de Hellige Tre Konger, i H.C. Andersens tegn. De mange vogne, der indgår i optoget, vil således været udsmykket i overensstemmelse med udvalgte H.C. Andersen eventyr. Også de forskellige gøglere og gadeteateropførelser langs den 2 km. lange rute fra Retiro-parken til Plaza Mayor vil være inspirerede i H.C. Andersen eventyr. Selve H.C. Andersen vil være til stede i optoget repræsenteret ved  Torben Iversen og H.C. Andersen Paraden fra Odense.

Optoget starter i Madrids store park Retiro kl. 17:00 og ender på Madrids central plads Plaza Mayor et par timer senere, hvor der er opstillet en scene og hvor der vil være underholdning. Odense Bys Museer har givet tilladelse til at projektere et udvalg af H.C. Andersens papirklip som scenebaggrund. Med stor forventning stiller børn og voksne op langs optogets rute for at byde de Hellige Tre Konger, H.C. Andersen og hans eventyr velkommen.

Hans Christian Andersen 2005 Fonden har støttet projektet.


Tilbage