HCA NYHEDER HCA2005 og HCA-abc Fonden i samarbejde med LEGO

LEGO Koncernen har indgået et samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden og HCA-abc Fonden med henblik på fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005. Samarbejdet indebærer en række forskellige aktiviteter i LEGOLAND, såvel som en kommende lancering af H.C. Andersen inspirerede LEGO produkter.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 17 December 2004

I forbindelse med indgåelsen af samarbejdet har LEGO udviklet en maskot for fejringen af H.C. Andersens fødselsdag. Den Grimme Ælling i LEGO klodser vil således blive en integreret del af festlighederne næste år. HCA-abc Fonden vil efterfølgende overtage maskotten til brug i forbindelse med indsamling af midler til bekæmpelse af analfabetisme.

Den Grimme Ælling vil kun blive produceret i et begrænset antal, der blandt andet vil blive givet til H.C. Andersen-ambassadørerne, der alle bliver inviteret til at deltage i den storslåede åbning af H.C. Andersen-året 1.-3. april 2005.

I forbindelse med indgåelsen af samarbejdet og udviklingen af maskotten siger ejer af LEGO Koncernen Kjeld Kirk Kristiansen:

"Vi er glade for, at ællingen er blevet valgt som maskot, fordi eventyret om den grimme ælling hører til blandt H.C. Andersens mest populære værker. Ællingen repræsenterer forskellighed og at fremtiden er fuld af muligheder. Desuden er den årvågen og charmerende, og ikke til at stå for. Den er selvfølgelig bygget i grå-hvide nuaner, for svaneunger er som bekendt ikke gule.
H.C. Andersens eventyr er magiske. De sætter skub i børns fantasi. Netop børns fantastiske univers ligger os meget på sinde, og derfor er det helt naturligt, at vi har valgt at gå i samarbejde med H.C. Andersen Fonden."

Generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden Lars Seeberg siger om indgåelsen af samarbejdet:
"Med sproglig kreativitet og forestillingsevne byggede H.C. Andersen gennem et langt liv eventyrlige verdner til både børn og voksne. Med sine eventyr og historier har H.C. Andersen begejstret hele verden og været til stor inspiration for enhver. Vi er glade for samarbejdet med LEGO Koncernen, som i bedste Andersen ånd inviterer alle aldre og alle nationer til at deltage i skabende leg, magiske universer og fantasifuld tilgang til verden."

Mette Holst, direktør for HCA-abc Fonden udtaler i forbindelse med samarbejdet:
"Vi er meget glade for, at vi har indgået en aftale med LEGO Koncernen. Vi får gennem information i LEGO æskerne en god lejlighed til at udbrede kendskabet til Fondens vigtige formål om at bekæmpe analfabetisme samt give købere af LEGO æskerne mulighed for økonomisk at støtte dette gode formål. Vi ser frem til et fortsat godt og frugtbart samarbejde med LEGO Koncernen."

LEGOLAND Billund starter fejringen af H.C. Andersen allerede d. 3. april 2005, hvor Andersens fødselsdag markeres med et festligt fyrværkeri. LEGOLAND Billund fortsætter fejringen i september, hvor der afholdes en eventyr-weekend, hvor Parkens gæster får et spændende kig tilbage til det 19. århundrede. Børnene får mulighed for at møde flere kendte figurer fra H.C. Andersens eventyr i levende live.

Der er eventyrlig underholdning for hele familien, hvor blandt andet LEGOLAND Garden giver en helt speciel koncert og så bliver der mulighed for at udforske de nye LEGO BELVILLE eventyr og Princess Castle produkter. Salget af produkteren vil støtte HCA-abc Fondens arbejde om at bekæmpe analfabetisme samt give købere af LEGO æskerne muligehd for økonomisk at støtte det humanitære arbejde.

Fakta om Den Grimme Ælling som Maskot
Den lille grimme ælling er blevet vakt til live på LEGO Koncernens fabrik i Tjekkiet. Det tager en professionel LEGO bygger 3,5 time at bygge og lime ællingen, og der er brugt 514 klodser. Ællingen vil kun blive produceret i et begrænset antal, der blandt gives til H.C. Andersen-ambassadørerne.


Fakta om H.C. Andersen-ambassadørerne
H.C. Andersen-ambassadører er anerkendte kunstnere, politikere, journalister, erhvervsfolk og sportsfolk fra hele verden, som H.C. Andersen 2005 Fonden beder om at repræsentere fejringen af 200-året for H.C. Andersens fødselsdag. Alle adspurgte personer er højt respekterede inden for deres eget felt og har igennem deres liv og arbejde opnået en høj troværdighed og gennemslagskraft over for omverdenen.

H.C. Andersen-ambassadørerne skal bidrage til at skabe synlighed omkring fejringen i deres hjemland - det kan de bl.a. gøre i kraft af deres tilstedeværelse ved forskellige H.C. Andersen 2005-relaterede begivenheder og ved at fortælle omverdenen om deres eget syn på H.C. Andersen.

H.C. Andersen-ambassadørerne repræsenterer samtidigt HCA-abc Fonden og støtter dennes arbejde i kampen mod analfabetisme.


Fakta om HCA-abc Fonden
HCA-abc Fonden blev stiftet i april 2004 af Bikubenfonden. HCA-abc Fondens formål er at støtte igangværende og nye initiativer og projekter, der hjælper børn, unge, kvinder og etniske minoriteter i udviklingslande med at lære at læse og skrive.

Der er indgået en aftale med H.C. Andersen 2005 Fonden, som sikrer, at alle virksomheder, der ønsker at benytte sig af H.C. Andersen 2005-logoet, skal betale en royalty til HCA-abc Fonden af de produkter, der sælges i forbindelse med kommerciel udnyttelse af tilknytningen til H.C. Andersen 2005-året.

H.C. Andersen-ambassadørerne som alle støtter Fonden i kampen mod analfabetisme, ville gennem synliggørelse af Fondens arbejde være med til at skabe grundlag for indsamlingen af midler til det humanitære arbejde.


Fakta om H.C. Andersen 2005 Fonden
H.C. Andersen 2005 skal udvide kendskabet til og billedet af H.C. Andersens liv og værker i anledning af digterens 200 års fødselsdag i 2005. Dette skal ske gennem en lang række projekter inden for film og tv, litteratur, teater, opera, dans, multimedier, rytmisk og klassisk musik, underholdning, billedkunst, museale udstillinger samt undervisning og turisme. Det klare mål er, at så mange som muligt, herhjemme og i udlandet, børn såvel som voksne, skal få et større og mere nuanceret kendskab til digteren.

H.C. Andersen vil i 2005 blive fejret med såvel store produktioner med international gennemslagskraft som mindre begivenheder i lokalområder over hele verden. H.C. Andersen 2005 Fonden er etableret af Danmark ved Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Odense Kommune, Fyns Amt og Bikubenfonden. Hendes Majestæt Dronning Margrethe er protektor for H.C. Andersen 2005 Fondens arrangementer.







Tilbage