HCA NYHEDER Estlands bidrag til H.C. Andersen 2005

De estiske H.C. Andersen projekter blev præsenteret ved en presselancering, som blev afholdt d. 30. november 2004 på Den Kongelige Danske Ambassade i Tallinn, hvor også to estiske HCA ambassadører blev udnævnt

Af on - H.C. Andersen 2005 - 29 November 2004

På pressemødet blev sløret løftet for en række af de mange H.C. Andersen-begivenheder, som kommer til at finde sted i Estland i 2005 - heriblandt udstillinger, tv-programmer, konkurrencer og teaterforestillinger. Pressemødet var arrangeret af Den Kongelige Danske Ambassade og det Danske Kulturinstitut i Tallinn i samarbejde med H.C. Andersen Fonden 2005 og Have PR.

På pressemødet udnævnte ambassadør Jørgen Munk Rasmussen to kendte estiske personligheder til H.C. Andersen-ambassadører: Den verdensberømte dirigent Eri Klas og den internationale skisportsstjerne Kristiina Smigun. Da Kristiina Smigun var forhindret i at være til stede p.g.a. konkurrencer i udlandet, var det hendes manager Kristjan T. Vähi, som tog imod udnævnelsen på hendes vegne. Kristiina Smigun takkede selv for udnævnelsen via en båndet video-udtalelse.

De to H.C. Andersen-ambassadører skal være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen i Estland. Herudover vil de komme til at fungere som repræsentanter for den humanitære fond HCA-abc Fonden, som har til formål at bekæmpe analfabetisme verden over.

Også HCA2005-komiteens estiske medlemmer deltog i pressemødet. Komiteen består af repræsentanter for Estlands kulturliv, medier, regering og øvrige politiske verden, som hver især har bidraget til planlægningen af de estiske H.C. Andersen-projekter med energi og entusiasme.

Vedlagt er en oversigt over de H.C. Andersen-aktiviteter, som finder sted i Estland i 2005 og korte biografier af de to estiske H.C. Andersen-ambassadører.


FAKTA:
Præsentation af H.C. Andersen 2005 i Estland
Dato: Tirsdag d. 30. november 2004
Tidspunkt: kl. 15
Sted: Den Kongelige Danske Ambassade
Wismari 5
Tallinn, Estland


De estiske H.C. Andersen-projekter:

Tv, radio og andre medier:

Oktober 2004 - april 2005: Landsdækkende

27 dansk-producerede tegneseriefilm, baseret på H.C. Andersens eventyr.

27 dansk-producerede tegneseriefilm, baseret på H.C. Andersens eventyr. Filmene vises i øjeblikket på den landsdækkende estiske tv-kanal ETV. Tegnefilmsserien vil blive genudsendt i løbet af foråret 2005.

Sted: Den landsdækkende estiske tv-kanal ETV
Information: www.etv.ee

4. december 2004: Tallinn

Særtillæg i det estiske dagblad Eesti Päevaleht om H.C. Andersen og hans hjemland.

Avistillægget vil komme til at bestå af 8 sider med artikler om H.C. Andersen og hans betydning for Danmark og danskerne, interviews med H.C. Andersen-årets frontfigurer og artikler om steder og emner, som har relevans i forhold til H.C. Andersen og hans liv.

Sted: Tallinn
Information: Den Kongelige Danske Ambassade, Tallinn.

Januar - april 2005: Landsdækkende
Børneudsendelser på estisk tv om H.C. Andersens liv og eventyr.

Med Raivo Järvi, tv- og radiovært og medlem af det estiske parlament.

I en serie udsendelser på den landsdækkende estiske tv-kanal ETV vil Raivo Järvi læse udvalgte eventyr op og fortælle om H.C. Andersen og hans liv.

Sted: Den landsdækkende estiske tv-kanal ETV
Information: www.etv.ee

Januar - april 2005: Landsdækkende

Børneudsendelser på estisk radio om H.C. Andersens liv og eventyr.

Med Raivo Järvi, tv- og radiovært og medlem af det estiske parlament.

I en serie udsendelser på den landsdækkende estiske radiostation vil Raivo Järvi læse udvalgte eventyr op og fortælle om H.C. Andersen og hans liv.

Sted: Den landsdækkende estiske radio
Information: www.er.ee

Konkurrencer:

5 dage i januar - februar 2005: Tallinn

Isskulptur-by: "Snedronningen"

Med udgangspunkt i eventyret om "Snedronningen" vil estiske gymnasieelever og medlemmer af Falck-klubben blive inviteret til at bygge en isby i det centrale Tallinn, som en legeplads for børn. Denne event indgår som en del af Tallinns vinterprogram for børn.

Konkurrencen arrangeres af Tallinns bystyre og Falck A/S.

Sted: Schnelli-søen, Toompuiestee 36, 15172 Tallinn
Information: www.dankultur.ee

20. marts 2005: Tallinn

Litteraturquiz: H.C. Andersen og hans eventyrland.

Der vil blive afholdt en litteraturquiz i Tallinn for børn i alderen 9-13 år, som her får lejlighed til at dyste om, hvem der ved mest om H.C. Andersen. Spørgeskemaer til konkurrencen vil blive uddelt på Tallinns Hovedbibliotek. Frem til marts 2005 vil der hver måned blive udnævnt en vinder i konkurrencen. Den samme dag, hvor de sidste vindere bliver offentliggjort, vil der også blive afholdt et kostumebal på en af Tallinns skoler.

Konkurrencen arrangeres af Tallinns Hovedbibliotek.

Sted: Tallinns Hovedbibliotek, Estonia pst 8, 15032 Tallinn
Information: www.keskraamaatukogu.ee

2. april 2005: Tallinn

Dukkekonkurrence og -udstilling.

Frem til februar 2005 vil estiske børn lave dukker, som forestiller figurer fra H.C. Andersens eventyr. Vinderne vil blive offentliggjort d. 2. april 2005 i forbindelse med åbningen af en udstilling af samtlige fremstillede dukker.

Det er hensigten, at konkurrencens resultat skal vises på udstillinger rundt om i Estland og derefter på H.C. Andersen-museet i Odense.

Aktiviteterne arrangeres af Informationcentret for Estisk Børnelitteratur.

Sted: Det estiske Nationalbibliotek, Tõnismägi 2, 15189 Tallinn, og andre steder
Information: www.eltk.ee

22. april 2005: Tallinn

Filmkonkurrence for ikke-professionelle - "Kejserens nye klæder".

Uafhængige filmklubber og amatørfilmstudier vil producere kortfilm med udgangspunkt i eventyret "Kejserens nye klæder". Deltagerne vil konkurrere inden for forskellige alderskategorier. Hovedvægten vil ligge på det enkelte eventyrs budskab og moralværdier.

De bedste af filmene vil blive vist d. 22. april 2005.

Konkurrencen arrangeres af Den Estiske Filmamatørklub.

Sted: Tallinna Kinomaja, Uus tn. 5, Tallinn
Information: www.dankultur.ee

Teater og film:

20. december 2004: Kohtla-Järve

Teaterstykke baseret på H.C. Andersens eventyr "Den grimme ælling".

Kulturcentret i Kohtla-Järve vil sætte et stykke op, som er inspireret af H.C. Andersens eventyr "Den grimme ælling". Hvis der kan skaffes økonomisk opbakning, vil stykket også blive sat op andre steder rundt om i Estland.

Begivenheden arrangeres af Kulturcentret i Kohtla-Järve.

Sted: Kulturcentret i Kohtla-Järve
Information: www.dankultur.ee

Januar - december 2005

H.C. Andersen-eventyrrum.
Det Estiske Dukketeater vil indrette et særligt rum på teatret, som skal bruges til oplæsning af H.C. Andersens eventyr. Rummets indretning vil komme til at afspejle temaet i det eventyr, som bliver læst op. Dette koncept vil også blive overført til skoler, børnehaver osv.

Begivenheden arrangeres af Det Estiske Dukketeater.

Sted: Det Estiske Dukketeater, Lai 1, 10133 Tallinn
Information: www.nukuteater.ee

26.-28. april 2005: Tallinn

Teaterperformance om H.C. Andersens liv: Billedbog uden billede.

Den estiske teatergruppe TEATER VARIUS har skabt en teaterudgave af H.C. Andersens liv ud fra forskellige bøger og film om forfatteren. Forestillingen vil bestå af musik, tekst, dans og videokunst og vil give et mange-facetteret billede af forfatteren. Målgruppen er 12-18 årige børn og voksne, som i forvejen kender lidt til forfatteren og hans værker. Teatergruppen vil optræde med forestillingen rundt om i Estland på teatre og i ungdomsklubber. Planen er, at turneen skal starte i maj og løbe til december 2005.

Begivenheden arrangeres af TEATER VARIUS.

Sted: Det Estiske Nationalbibliotek, Tõnismägi 2, 15189 Tallinn, og andre steder
Information: www.varius.ee

November - december 2005: Tallinn

Black Nights Film Festival: H.C. Andersen-tema.

Black Nights Film Festival 2005 vil indeholde et særligt H.C. Andersen-afsnit med adskillige film om forfatteren. Målgruppen er børn i alle aldre.

Begivenheden arrangeres af Black Nights Film Festival, Gonsiori 27, 10147 Tallinn.

Sted: Nukuteater, Lai 1, 10133 Tallinn
Information: www.poff.ee

Uddannelse:

22. september 2005: Tallinn

HCA2005-konference.

Konferencens hovedvægt vil ligge på emner, der vedrører H.C. Andersens liv, værker og betydning for eftertiden. Lærere, litteraturhistorikere, litteraturkritikere, studerende og psykologer forventes at deltage, heriblandt Helene Højrup fra Center for Dansk Børnelitteratur, som vil analysere og vurdere betydningen af Andersens børnebøger fra det 19. århundrede, set i lyset af vore dages forskning i børnelitteratur.

Konferencen arrangeres af Tallinns Pædagogiske Universitet.

Sted: Tallinns Pædagogiske Universitet, Narva mnt 25, 10120 Tallinn
Information: www.tpu.ee

21. oktober 2005: Tartu

Seminar: Om at oversætte Andersen.

De studerende ved Instituttet for Skandinaviske Studier, Instituttet for Estisk og andre institutter under Tartus Universitet vil afholde et seminar, som skal omhandle H.C. Andersen, hans liv og hans værker. På seminaret vil de studerende fremlægge resultaterne af deres forskning.

Seminaret arrangeres af Tartus Universitet.

Sted: Tartus Universitet, Tartu
Information: www.ut.ee

Oktober 2005: Landsdækkende

Uddeling af eventyret "Elverhøj" til skoleelever i 4. klasse på alle estiske skoler.

En oversættelse til estisk af H.C. Andersens "Elverhøj" vil blive uddelt til skoleelever i 4. klasse på alle estiske skoler. Den berømte estiske tegner Tiina Reinsalo vil stå for bogens illustrationer. Forud for uddelingen af bogen vil skolerne arrangere forskellige aktiviteter vedrørende H.C. Andersen (diskussioner, foredrag, film og video, teaterforestillinger osv.).

Uddelingen af bogen forestås af Det Danske Kulturinstitut i Tallinn.

Sted: Skoler rundt om i Estland
Information: www.dankultur.ee

Udstillinger:

Marts - april 2005: Landsdækkende

Udstilling af H.C. Andersens bøger på lokale biblioteker.

I samarbejde med lokale biblioteker og skoler vil der blive arrangeret udstillinger af H.C. Andersens bøger på bibliotekerne rundt omkring i landet. I tilknytning til udstillingerne er der i øjeblikket ved at blive planlagt forskellige aktiviteter, som skal finde sted i lokalsamfundene. Der vil være fernisering på udstillingerne i løbet af marts-april 2005.

2. april 2005: Tallinn

Udstilling af H.C. Andersens bøger og illustrationer af hans eventyr.

Det Estiske Nationalbibliotek råder over en betydelig samling originalillustrationer af H.C. Andersens eventyr. Disse illustrationer vil blive udstillet på biblioteket i løbet af 2005 sammen med en række nye illustrationer, som er under tilblivelse. Udstillingen vil desuden blive vist forskellige steder rundt om i Estland.

Udstillingen arrangeres af Det Estiske Nationalbibliotek.

Sted: Det Estiske Nationalbibliotek, Tõnismägi 2, 15189 Tallinn
Information: www.nlib.ee

Juli - december 2005: Landsdækkende

Vandreudstilling: H.C. Andersen - Hans liv og kunst.

Den internationale udstilling, H.C. Andersen - Hans liv og kunst med 20 plancher, der i tekst og billeder fortæller om digterens liv og forfatterskab, vil blive udstillet på udvalgte steder rundt omkring i Estland. Udstillingen skildrer digterens liv i Danmark og rundt om i Europa, fra han kom til verden i Odense i 1805, til han døde i København i 1875.

Udstillingen arrangeres af Det Danske Kulturinstitut i Tallinn.

Sted: Narva Kunstmuseum 5.-20. juli, Kohtla-Järve 22. juli - 10. august, Rakvere Bymuseum 15. august - 1. september, Det Estiske Dukketeater (Tallinn) 2.-17. september, Kulturhuset i Paide 19.-30. september, Stadsbiblioteket i Tallinn 2.-20. oktober, Pärnu Bymuseum 25. oktober - 10. november, Kuresaare Kulturcenter 15.-30. november, Kulturhuset i Haapsalu 3.-15. december, Hovedbiblioteket i Tartu 17.-27. december.
Information: www.dancultur.ee

Andre begivenheder:

April 2005: Tallinn

Præsentation af den estiske udgave af H.C. Andersens roman "Lykke-Peer".

Den estiske udgave af H.C. Andersens roman "Lykke-Peer", som er oversat og financieret af den estiske forfatter Anu Saluäär, vil udkomme til april 2005.

Begivenheden forestås af Det Danske Kulturinstitut i Tallinn.

Sted: Tallinn
Information: www.dankultur.ee

April 2005: Landsdækkende

H.C. Andsersen postkort uge.

Det estiske postvæsen vil udgive et særligt postkort tegnet af TV- og radioværten Raivo Järvi. Børn vil blive opfordret til at gøre tegningen færdig og skrive navnet på deres yndlingseventyr af H. C. Andersen  på kortet og sende det til familie og venner med deres eget budskab. Postkortet vil kunne sendes gratis og vil blive stemplet af det estiske postvæsen med teksten HCA2005 Eesti.

Begivenheden forestås af Det Danske Kulturinstitut i Tallinn.

Sted: Landsdækkende
Information: www.dankultur.ee


De to estiske H.C. Andersen-ambassadører:

Eri Klas:
1. gæstedirigent ved det hollandske radiosymfoniorkester, kunstnerisk leder af Tampere-filharmonikerne i Finland og Tallinn-filharmonikerne i Estland. Eri Klas er født d. 28. juni 1939 i Tallinn og er uddannet dirigent ved konservatoriet i Tallinn. Efter studierne rejste han til Sankt Petersborg (det daværende Leningrad) for at arbejde sammen med Nikolaj Rabinovich. Han debuterede som dirigent på Estlands Nationalteater i Tallinn i 1964. I 1975 blev han udnævnt til kapelmester ved nationalscenen, hvor han senere er blevet udnævnt til musikchef. Fra 1985 til 1990 var han kapelmester ved den kongelige opera i Stockholm og i 1991-1996 fungerede han som førstedirigent for Aarhus Symfoniorkester.

Kristiina Smigun:
Flerfoldig World Cup-vinder og medaljevinder ved verdensmesterskaberne i langrend. Født d. 23. februar 1977 i Tartu i Estland. Kristiina Smigun har desuden flere gange været estisk mester og juniorverdensmester. I Worldcuppen 2003/2004 blev hun nummer fire i tæt konkurrence med verdens allerbedste løbere.


Tilbage