HCA NYHEDER Sydney vil have deres H.C. Andersen statue tilbage

For 50 år siden blev en buste af H.C. Andersen rejst i Philip Park i Sydney i Australien, for at markere 150 års jubilæet for den berømte forfatters fødsel. Ti år senere forsvandt busten under renovation, og siden har Sydneys danske samfund forsøgt at opspore den. Men nu, hvor 200-året for H.C. Andersens fødsel nærmer sig, har HCA 2005 Fonden i samarbejde med Det Danske Generalkonsulat og Sydneys borgmester udlovet en dusør for tilvejebringelsen af statuen. Dusøren - en eventyrrejse til Danmark

Af on - H.C. Andersen 2005 - 20 Oktober 2004

Busten, som er lavet i bronze, blev i 1955 foræret til byen af Sydneys danske samfund, og den blev placeret i Philip Park Boys and Girls Craft Centre, hvor den stod i ti år, indtil byrådet i 1965 besluttede, at den skulle flyttes til en bedre beliggenhed i Wynyard Park. Men inden den planlagte flytning fandt sted, forsvandt statuen - og den er ikke fundet siden.

En af Sydneys danske beboere, som i sin tid bidrog til købet af busten, Sigurd P Sjøquist, 89, udtaler: "Vi har ikke opgivet håbet om at finde den igen. Jeg er sikker på, at den stadig findes."

Fra officiel side er der også taget affære i jagten på den forsvundne skat. Den danske general konsul i Sydney, Jørgen Møllegaard Kristensen, udtaler, med henvisning til, at der findes H.C. Andersen statuer i alle de store parker rundt om i verdenen, lige fra Hyde Park i London til Central i New York, at "... det ville glæde os meget, at få en statue i Sydney igen, og hvis vi ikke kan finde frem til originalen, må vi lave en kopi."

Han har derfor involveret Sydneys borgmester og HCA 2005 Fonden i jagten på statuen, inden 200 års fødselsdagen for H.C. Andersen den 2. april 2005.

Som opfordring til statuens tilvejebringelse er der indgået en aftale med SAS og Bentours, om udlovning af en rejse til København med en seks dages togrundrejse til historiske danske byer, til en samlet værdi af 5600 australske dollars.

Næste år vil Sydney, sammen med Tokyo, Beijing, Berlin og London, være centrum for HCA 2005 Fondens verdensomspændende fejring. Her vil prominente australiere, blandt andre Cathy Freeman, være H.C. Andersen ambassadører for flere kulturelle begivenheder, der skal skabe opmærksomhed omkring H.C. Andersens liv og forfatterskab, der blandt andet inkluderer 156 eventyr, noveller, digte, teatermanuskripter, rejsedagbøger og selvbiografier.


Tilbage