HCA NYHEDER H.C. Andersen fejres i Næstved

Også Næstved har nu meldt sig under fanerne i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag.

Af Camilla Jensen - H.C. Andersen 2005 - 12 Marts 2004

"Her er en god anledning til at sætte fokus på en verdensberømt digter, og til at børn og voksne i Næstved kan udfolde sig og få store kulturelle oplevelser," siger Næstveds borgmester, Henning Jensen.

Især på skolerne i Næstved er man allerede i gang med at forberede fejringen næste år. Byens skoler vil samarbejde på kryds og tværs og både byens kulturinstitutioner og forretningslivet opfordres til at deltage. For at koordinere de forskellige arrangementer er der blevet nedsat en arbejdsgruppe, der allerede nu er i gang med et idé katalog over de mange tiltag, der skal markere digteren.

Logo-konkurrence
Næstved følger også Andersens eksempel med at skue ud i verden ved at invitere byer i landene omkring Østersøen til at deltage i fejringen.

Samarbejdet præger samtidig det logo Næstved har valgt som symbol for deres fejring. Logoet viser en silhuet af H.C. Andersen, samt en stregtegning af Østersø-området. Det valgte logo er vinderen af en konkurrence, hvor børn fra alle Næstveds skoler deltog.

Det vindende logo er designet af 9.a fra Kalbyris skole, de skulle dog dele førstepladsen i konkurrencen med Kia Jensen fra 6.a på Nøddeskovskolen, der havde lavet et rundt logo inspireret af H.C. Andersens eventyr "Den Grimme Ælling".


Tilbage