HCA NYHEDER Portugisisk HCA2005-site

Nyt portugisisk website om HCA2005 sætter fokus på fejringen af H.C. Andersens 200-års jubilæum på internettet.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 29 Januar 2004

Formålet med ny portugisisk website er at trække H.C. Andersen-interesserede i den portugisisk-talende verden over på den internationale HCA2005-portal og her formidle aktuelle informationer om såvel projektet som digteren selv.

"Som alle andre har også den portugisisk-talende verden et ejerskab af H.C. Andersen, og vi er glade for at kunne dele ud af vores viden om Andersen i den forbindelse. De portugisisk-talende lande er et nøglemarked for fejringen af H.C. Andersen over hele verden, og det portugisiske HCA2005-site er derfor en hjørnesten i vores arbejde for at gøre HCA2005 til en global kulturbegivenhed," siger generalsekretær for HCA2005 Fonden, Lars Seeberg.

Det portugisiske website oplyser overordnet brugerne om henholdsvis selve projektet, H.C. Andersen som person, nøglepersonerne i HCA2005 og de turist-mæssige muligheder hvad angår besøg i Danmark.

Dermed er sitet et ektrakt af informationerne på den internationale HCA2005-portal og indeholder ikke dynamisk stof som nyheder og kalender-begivenheder. Her henvises brugerne i stedet til den internationale portal.

"Sitet er produceret som et naturligt led i kommunikations-strategien for HCA2005, og de planer der ligger bag vores ønske om at forbinde verden med fejringen af H.C. Andersen i 2005. Vi håber derfor på, at det portugisiske site vil give de portugisisk-talende brugere det nødvendige afsæt for deres interesse i H.C. Andersen og vores fejring af ham i 2005," siger kommunikationsansvarlig for HCA2005, Christian Have.



Se det portugisiske HCA2005-site på: pt.hca2005.net
Tilbage