HCA NYHEDER Kongelig forlovelse skaber opmærksomhed

Den kommende forlovelse og det efterfølgende bryllup mellem tasmanske Mary Donaldson og kronprins Frederik skaber god omtale af Danmark op mod HCA2005.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 01 Oktober 2003

Mediepostyret omkring kronprins Frederik og hans kommende forlovede samt hustru, Mary Donaldson, holder sig ikke kun inden for rigets grænser. Tværtimod skaber det en yderst værdifuld platform at markedsføre Danmark på internationalt, og det får også positive konsekvenser for H.C. Andersen 2005.

Det internationale samfunds opmærksomhed er ganske enkelt skærpet i sin opfattelse af Danmark som det lille kongedømme, hvor den almindelige pige kan få prinsen og det halve kongerige.

For en international fejring af Danmarks nationaldigter, H.C. Andersen, hvis eventyr netop fremkalder den slags billeder på nethinden, giver det den danske turistindustri den perfekte platform at markedsføre både Danmark og H.C. Andersen på.

"Den omtale, som Danmark får på det her, svarer til annoncer for flere hundrede millioner kroner," siger fungerende direktør i Danmarks Turistråd, Flemming Bruhn, til gratisavisen MetroXpress.

Tilbage