HCA NYHEDER Amerikanske havfruer lukningstruede

Ti amerikanske havfruer i staten Florida risikerer at stå uden job meget snart. Den amerikanske naturpark, der danner rammen for deres optræden, er forældet og skal renoveres med det samme for undgå lukning, og det har fået lokale til at gå i brechen for deres havfruer.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 09 September 2003

Weeki Wachee ligger knap 100 kilometer nord for byen Tampa i Florida. Den er en af statens klassiske naturparker og har tjent som forlystelses-attraktion for millioner af amerikanere siden 1940'erne.

Den har haft sin storhedstid i 1950'erne og 60'erne, og har de seneste årtier måttet se turister flokkes om mere moderne forlystelsesparker andre steder i staten. For eksempel Walt Disney World.

Som følge af det har Weeki Wachee i dag ikke råd til at gennemføre renovationer, og parkens tilstand er nu så dårlig, at myndighederne truer med at lukke parken og dermed gøre de lokale havfruer arbejdsløse.

Danser med alligatorer
For Weeki Wachee er især kendt for sin havfrue-ballet, der bliver opført to gange om dagen i parkens undervands-teater. Havfrueballetten bygger på H.C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue" og er af 30 minutters varighed. Den brødføder ti kvindelige svømmere og en mandlig, der spiller prinsen i balletten.

Undervandsteatret er skabt omkring en naturlig kilde i parken, der har direkte forbindelse til de tropiske sumpe omkring Weeki Wachee. Havfruerne skal derfor dele teaterrummet med både den lokale undervandsfauna og det naturlige dyreliv i området.

Herunder diverse fisk, skildpadder og alligatorer, der alle med jævne mellemrum svømmer ind i undervandsteatret. Når en alligator dukker op holder havfruerne en pause i deres optræden, til den er væk igen.

Gammel teknologi
De lokale myndigheders bekymring angående parken drejer sig om vandmiljøet. Den naturlige kilde, som havfrueballeten bliver opført i, har et dagligt gennemløb på mere end 400 millioner liter vand, og  teknologien i og omkring undervands-teatret stammer helt tilbage fra tiden efter Den Anden Verdenskrig. Den er ganske enkelt ikke moderne nok til fortsat at sikre et rent vandmiljø i området.

Derfor har Weeki Wachees 29-årige direktør, Robyn Anderson, der selv er tidligere havfrue, blæst til fundraising for at bevare parken, og hun har ifølge nyhedsbureauet Reuters allerede fået stor opbakning til projektet. Det er dog endnu for tidligt at sige noget om udfaldet af indsamlingen.

50 kroner i timen
Som havfrue i Weeki Wachee er lønnen 6.50 dollar i timen, knap 50 kroner, og ud over de to halve timers optræden hver dag, skal havfruerne skrabe alger af glasset ind til publikum mellem forestillingerne samt foretage andet forefalende arbejde.

Til gengæld undgår de at have luftflasker på ryggen, når de arbejder. I undervandsteatret er indlagt særlige slanger, som svømmerne kan tage luft fra uden at behøve gå til overfladen.

For at blive havfrue i Weeki Wachee skal man være en usædvanlig god svømmer, og der skal derudover påregnes en optræningsperiode på op mod fem måneder. Men så er svømmerne også i stand til både at spise og drikke under vandet, hvilket de i enkelte tilfælde har gjort for publikum. Dog ikke som en del af forestillingen "Den lille Havfrue".

De fleste havfruer beholder kun jobbet i få år.


Tilbage