HCA NYHEDER Eksistentiel eventyrrejse i Andersens liv og værk

Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense bag interaktivt kunstværk om Andersen.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 26 Juni 2003

Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense sender med projektet "Hearts of Andersen" sit publikum ud på en eksistentiel eventyrrejse i Andersens liv og eventyr - samt i deres eget liv. Samtidig med at der sættes fokus på en anderledes side af H.C. Andersen.

Den eksistentielle eventyrrejse er ramme for de mange sensoriske oplevelsesinstallationer, der etableres i hele Børnekulturhuset Fyrtøjet i forbindelse med jubilæumsåret for H.C. Andersen i 2005.

I det interaktive kunstværk inddrages publikum med alle sanser. Installationerne vil bruge fragmenter, figurer og symboler fra Andersens forfatterskab til at belyse forskellige livsfaser og temaer i forfatterens liv. Hjertet bliver det primære symbol i projektet, hvor hjertet både er Andersen selv, det budskab der løber gennem alle hans eventyr og et livs forskellige faser (barn, ungdom, voksenlivet og alderdom - lig de fire hjertekamre). 
 
"Samarbejdet med H.C. Andersen 2005 har gjort det muligt for Fyrtøjet at satse på den eksistentielle eventyrrejse, "HEARTS of ANDERSEN - følg dit hjerte... sæt dine spor" og hyre en yderst kompetent kunstnerisk leder fra Carte Blance Teatret, Sara Topsøe- Jensen, til projektet," siger daglig leder af Børnekulturhuset Fyrtøjet, Ulla Englich.

Netop performanceteatret Carte Blanche's kunstneriske leder, Sara Topsøe-Jensen, forestår projektets kunstneriske side. Projektet bliver til som et samarbejdsprojekt med Odenses venskabsby Funabashi (børnekulturhuset i H.C. Andersen Parken).

Parken har ca. 500.000 besøgende årligt og er placeret umiddelbart uden for Tokyo. Udvikling af ideer, erfaringer samt opbygning af installationen fra produktionen på Fyrtøjet overføres direkte eller tilpasses de japanske ønsker. Sara Topsøe-Jensen medvirker desuden til realiseringen af den japanske del.


Tilbage