HCA NYHEDER Odense Teater får central rolle i HCA2005-projekt

Med fire store teater-satsninger bliver Odense Teater midtpunkt for en række af de fynske aktiviteter i forbindelse med HCA2005.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 19 Juni 2003

Odense Teater fyrer op under kedlerne i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200 års jubilæum i 2005. Fire store teater-satsninger er indtil videre på tapetet. Alle med støtte fra H.C. Andersen 2005 Fonden.

"Odense Teater ser det som en fornem opgave at festligholde H.C. Andersens fødselsdag, og vi er glade for det nære samarbejde, vi har med H.C. Andersen 2005 og vil gøre alt for at leve op til sekretariatets forventninger, så Odense får en central placering i H.C. Andersen-året," siger teaterchef Kasper Wilton fra Odense Teater.

Han tilføjer, at der helt konkret bliver tale om et repertoire bestående af H.C. Andersen-forestillingerne "Meer end Perler og Guld" og "Mulatten".

"Meer end Perler og Guld" er en af H.C. Andersens festligste Casino-forestillinger, og det vil blive genoplivet på Odense Teaters store scene i Jens August Willes' bearbejdelse og instruktion. "Meer end Perler og Guld" er noget så sjældent som en ægte trylle-vaudeville, hvor hele teatrets maskineri samt ensemble tages i brug for at festligholde denne historie, som blander ånder med guldalderens borgere i København.

Hvad "Mulatten" angår, så har Odense Teater bedt komponisten Sebastian om at tonesætte H.C. Andersens rimede skuespil "Mulatten" til en festlig musical, der skal afslutte H.C. Andersen-året med premiere den 6. december 2005.

Herudover vil en af Danmarks førende dramatikere, Sven Holm, skrive et kammerspil til Odense Teater om den modne Andersen - instrueret af Henrik Sartou.

Samtidig vil Odense Teater allerede i løbet af sæson 2004/05 arrangere 30 oplæsninger af H.C. Andersens eventyr, som vil finde sted på lørdage mellem kl. 10.30 og 11 - med fri entre.


 


Tilbage