HCA NYHEDER HCA med i den nye salmebog

H.C. Andersen repræsenteret i den nye officielle danske salmebog, der får rosende ord med på vejen fra alle sider.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 02 Juni 2003

H.C. Andersen skrev andet end eventyr og gjorde sig for eksempel i salmer. Blandt andet derfor er han repræsenteret i den nye salmebog, der netop er udkommet med henblik på at blive taget i brug i den danske folkekirke i forbindelse med Pinsen.

I dagens udgave af Berlingske Tidende anmelder præsten og H.C. Andersen-kenderen Kathrine Lilleør salmebogen til karakteren fem stjerner ud af seks og ledsager den fine bedømmelse med blandt andet disse ord:

"H.C. Andersen har også fået to salmer med. Andersen havde sans for salmens tiltrækning. I eventyret "Lille Claus og Store Claus" har Store Claus puttet Lille Claus ned i en sæk for at drukne ham i åen. På vejen kommer Store Claus imidlertid forbi kirken, hvorfra der strømmer så dejlig salmesang ud, at Store Claus sætter sækken med Lille Claus uden for kirkedøren for at gå ind og synge en salme."

Og Lilleør fortsætter:
"Det er da en vision for en salmebog. At den skal få folk til at slippe, hvad de har i hænderne for at gå ind og synge med. At samlesangen så ikke, som Andersen antyder det, kan forhindre Store Claus og os andre i at have gang i alt muligt andet uden for kirken, er en anden sag, som ikke umiddelbart har noget med denne nye blanke salmebog at gøre."

 


Tilbage