HCA NYHEDER Fodboldikonet Pelé som HCA-ambassadør

Han er tæt på at være Gud i sit hjemland, og han er ubetinget det største fodboldikon nogensinde i resten af verden. I dag blev han udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 15 Maj 2003

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik udnævnte i dag det brasilianske fodboldikon Pelé til H.C. Andersen-ambassadør ved en frokost på Københavns Rådhus, hvor overborgmester Jens Kramer Mikkelsen var vært.

Som H.C. Andersen-ambassadør er det Pelés opgave et lægge navn til fejringen af H.C. Andersens 200-års jubilæum i 2005, så begivenheden bliver profileret mest muligt verden over.

Foruden kronprinsen, Pelé og overborgmester Jens Kramer Mikkelsen deltog Anker Boye, Odense kommunes borgmester, i udnævnelsen i kraft af sin rolle som bestyrelsesformand i H.C. Andersen 2005.

Jens Kramer Mikkelsen bød Pelé velkommen, mens Anker Boye på vegne af H.C. Andersen 2005 udtrykte sin store glæde over, at Pelé havde sagt ja til at modtage udnævnelsen til H.C. Andersen-ambassadør. Herefter motiverede og udnævnte kronprins Frederik det brasilianske verdensnavn, hvis rigtige navn er Edson Arantes do Nascimento.

"H.C. Andersen-ambassadørerne er blevet udvalgt på baggrund af deres indsats i forhold til afsøgningen af menneskelivets muligheder på forskellig vis. Igennem sin lange karriere som fodboldspiller og sin indsats inden for humanitære områder har Pelé inspireret millioner af mennesker over hele verden. Der er ingen tvivl om, at Pelé har gjort sig fortjent til at repræsentere en så vigtig sag som afsøgningen og udvidelsen af menneskelivets potentiale i H.C. Andersens navn og ånd," sagde kronprinsen.

Enestående karriere
Den nu 62-årige Pelé sluttede sin karriere for over 25 år siden, men hans navn lever fortsat i bedste velgående. I 1363 kampe scorede han 1281 gange. Han begyndte sin karriere i 1956 i Santos i Sao Paulo, hvor han spillede frem til 1974.

På de år var han med til at sikre klubben et hav af titler, men han slog allerede sit navn fast internationalt, da han i 1958 driblede Brasilien til titlen som verdensmester ved VM i Sverige. Det svendestykke gentog han to gange senere i 1962 og 1970.
Karrieren sluttede hos Cosmos i New York i 1977 - selvfølgelig med et mesterskab.

I 1978 modtog Pelé den internationale fredspris, International Peace Award, og i 1993 blev han optaget i USA's "National Soccer Hall of Fame". Tre gange er han kåret som "Athlete of the Century" - i 1980 og to gange i 1999.

Ambassadører for Andersen
Frem til jubilæumsåret vil en lang række danske og internationale topnavne og ikoner inden for politik, sport, film, kultur og underholdning blive udnævnt til H.C. Andersen Ambassadører. De vil på forskellig vis bidrage til udbredelsen af kendskabet til H.C. Andersens liv og værker.

Kronprins Frederik udnævnte selv de første H.C. Andersen-ambassadører i New York sidste efterår, hvor de syv første ambassadører var:
Rockmusikeren Suzanne Vega, skuespillerne Harvey Keitel, Susan Sarandon, Boyd Gaines og dansk-amerikaneren Connie Nielsen. Jazzpianisten McCoy Tyner og den danske balletchef ved New York City Ballet, Peter Martins.

Udnævnelsen af Pelé på Københavns Rådhus er den første udnævnelse af en H.C. Andersen-ambassadør i Danmark.


På billedet er det fra venstre:
overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen, kronprins Frederik, Pelé og bestyrelsesformand for H.C. Andersen 2005 Fonden og borgmester i Odense, Anker Boye.



Se reportage i levende billeder fra udnævnelsen af Pele!
Tilbage