HCA NYHEDER H.C. Andersen-museum i København

Nyt oplevelses-museum på vej i hjertet af København.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 28 April 2003

Igennem to år har fire mænd fra den danske hovedstad arbejdet på at føre planen om et stort oplevelses-museum om H.C. Andersen ud i livet, og nu tør de godt love, at tanken bliver til virkelighed i starten af 2004.

For 25 millioner kroner  får københavnerne sig til næste år et museum, der har sat sig målet at formidle H.C. Andersen til såvel danskere som udlændinge på en underholdspræget facon. I stil med hvordan vi kender det fra eksempelvis "Guiness World Records Museum" og "Ripley's Believe It Or Not!", der begge ligger i København. Det er da også samme selskab, Museumsaktieselskabet af 30. februar 1992, der står bag initiativet vedrørende H.C. Andersen.

"Indtil nu har København kun haft en gade opkaldt efter den verdensberømte digter, og det er ikke mere, end der er for så mange andre mennesker. Men der er en masse mere bag H.C. Andersen, og derfor udviklede vi ideen om et helt museum om manden," siger direktør og talsmand for de fire initiativtagere, Claus Broge, til Fyens Stiftstidende.

Han tilføjer, at tanken med museet er at servere en let tilgængelig underholdning om H.C. Andersen for hele familien. Dog uden det bliver useriøst. Blandt andet har museet allerede indkøbt et originalmanuskript til eventyret "De Vises Sten" for tre millioner kroner.

Museet åbner i april 2004 og skal hedde "Eventyrmuseet". Selskabet bag det forventer at tiltrække omkring 150.000 besøgende allerede det første år og derefter se et meget stort antal besøgende i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200-års jubilæum i 2005.

 


Tilbage