HCA NYHEDER H.C. Andersen maraton

I går fejrede vi H. C. Andersens 198-års fødselsdag. I den anledning afholder Christians kirke fra fredag den 4.april til søndag den 6. april en hel weekends eventyroplæsning til fordel for Læger uden Grænser.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 03 April 2003

H.C. Andersens eventyr hører til verdenslitteraturen. Noget af det fornemmeste dansk litteratur har frembragt. I Andersens eventyrverden føres vi ind i erkendelse af os selv. Eventyrerne er eviggyldige og, helt i tråd med H. C. Andersens egen praksis, bedst når de læses op.

Derfor fejrer Christians Kirke i København digterens 198-års fødselsdag ved at afholde en marathonoplæsning af hans eventyr fra fredag den 4.april til søndag den 6. april. I alt en hel weekends eventyroplæsning til fordel for organisationen "Læger uden Grænser".

Der bliver tale om 30 timer i godt selskab med eventyr i teaterkirken på Christianshavn, og arrangementet har fået tilsagn fra en lang række kunstnere.

Heriblandt Vigga Bro, Anne Marie Helger, Jannie Faurschou, Kurt Ravn, Grethe Dirkinck-Holmfeldt, Therese Damsholt, Anders Lund Madsen, Pedro Christoffersen, Karsten Kressner, John Hahn- Petersen, Vera Gebuhr, Tommy Kenter, Frederik Dessau, Claus Bue, Baard Owe, Margrethe Koytu, Jens Okking, Lisbet Lundquist, Jesper Asholt, Lone Hertz, Henrik Koefoed og Maiken Gravlund. Alle optræder gratis.

Desuden gæsteprædiker forsvarsadvokat Merethe Stagetorn ved søndagens gudstjeneste kl. 10, og fredag aften afsluttes der med musik af komponisten og saxofonisten Karsten Vogel.

Lørdag kommer Palle Mikkelborg/Helen Davies/Agnethe Christensen og søndag står menuen på sangerinden Karen Marie Groth fra "Stjerne for en aften".

Entreen er 50 kroner for en enkelt dag og 100 kroner for alle tre dage.

Programmet for dagene fås ved indgangen eller på http://www.msf.dk


Tilbage