HCA NYHEDER Total udsolgt til børnefest

9000 vil til børnenes H.C. Andersen-fest 2. april, men der er kun plads til 5000.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 24 Marts 2003

9000 børnehave- og skolebørn har sammen med deres voksenledsagere forsøgt at få billetter til et af de fire børne-fødselsdagsshows den 2. april. Showene foregår i Odense Koncerthus i anledning af H.C. Andersens fødselsdag, og det er ottende gang arrangementet sættes op.

Desværre er der kun plads til 5000 børn på tilskuerpladserne, og dermed må mindst 3500 børn leve med skuffelsen over ikke at kunne opleve showet i år, hvor H.C. Andersen bliver 198.

"Det er helt vildt. Der har aldrig været så stor interesse for showet før, selv om der de andre år også har været stor søgning til det. Men succesen viser blot, at vi har ramt rigtigt med vores show, og at der også skal være noget for børn og barnlige sjæle i forbindelse med fejringen af H.C. Andersen," siger Torben Iversen, der er koordinator på arrangementet, til Fyens Stiftstidende.

I showet medvirker blandt andet skuespilleren Sophie Lassen-Kahlke, Odense Skoleorkester og bugtaler Preben Palsgaard, hvis gode ven, en kysselysten gris, fortæller eventyret om "Svinedrengen".

Billetterne til arrangementet er gratis og bygger på princippet om at komme først til mølle. Invitationerne bliver sendt ud til alle landets skoler og børnehaver på samme tidspunkt, og så gælder det om at være hurtig på aftrækkeren, hvis man har lyst til at deltage. De 5000 første ansøgere kommer med.


Tilbage