HCA NYHEDER H.C. Andersens Hus modtager papirklipgave

H.C. Andersens Hus i Odense modtager 112 papirklip i gave.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 04 November 2002

En af Kinas bedste udøvere af kunsthåndværket papirklip, Lu Xue, har fremstillet 112 papirklip over fem af H.C. Andersens eventyr. Papirklippene er lavet som en gave til H.C. Andersens Hus i Odense og skal, ifølge Odense Bys Museer, ses som et udtryk for Kinas stærke tilknytning til den danske eventyrdigter samt en kinesisk fortolkning af en vestlig kulturtradtion.

Den 31-årige papirklipper overrakte gaven i H.C. Andersens Hus i dag. Hun har klippet papir, siden hun var seks år gammel og er højt respekteret i Kina. Blandt andet er hun repræsenteret i Folkets Store Hus i Beijing, og hun har ligeledes udstillet flere andre steder i både Asien og Europa.

Lu Xue arbejder altid med saks og fremstiller aldrig skårede papirklip. Selv om hun hele sit liv har følt sig nært knyttet til H.C. Andersens eventyr, udtrykker hun sig naturligvis også inden for kinesisk tradition, hvor hun set med vore øjne bruger stærkere udtryk end i sine Andersen-klip. Hun anser dog disse for at være mere gennemarbejdede.

Samlingen af de 112 klip er den hidtil største enkeltsamling af kinesiske H.C. Andersen-illustrationer, som har været kendt herhjemme, og de fleste af dem vil blive udstillet i H.C. Andersens Hus næste sommer, når første etape af det ombyggede museum står færdigt.

Tilbage