KALENDER
Russisk seminar om H.C. Andersen

15 April 2003 , Andre events
Rusland - Moskva

Den 15. april 2003 lægger den danske ambassade i Moskva lokaler til et seminar om H.C. Andersen og hans inspiration fra brødrene Grimm.

De to tyske brødre Grimm var med til at skabe H.C. Andersens særlige eventyrgenre, kunsteventyret. Det er emnet for et seminar på Den danske ambassade i Moskva, hvor Cay Dollerup fra "Centre for Translation Studies" ved Københavns Universitet fortæller om, hvordan brødrene Grimms historier inspirerede H.C. Andersen til at skrive eventyr.   

Danmark var det første land i verden, der oversatte brødrene Grimms eventyr, og de danske læsere tog imod brødrenes folkelige fortællinger om Askepot, Snehvide og Hans og Grethe med åbne arme, da deres første bind med eventyr kom i dansk udgave i 1821. Således var de to tyske brødre, der samlede folkeeventyr ind og bearbejdede dem til bogform, med til at bane vejen for H.C. Andersens eventyr i Danmark. Deres historier inspirerede H.C. Andersen til at skrive i eventyrgenren kunsteventyr, der siden skulle sikre hans verdensberømmelse. H.C. Andersens første samling af eventyr,  "Eventyr, fortalte for børn", udkom i 1835. 

På seminaret i Moskva fortæller Cay Dollerup blandt andet om de tætte forbindelser mellem brødrene Grimm og Danmark, ligesom forskellene og samspillet mellem H.C. Andersens og brødrene Grimms eventyr bliver diskuteret. Desuden bliver der gjort rede for, hvordan deres eventyr har suppleret hinanden på den internationale scene gennem de sidste 170 år. 

 



Tilbage





Kalender navigation