FEATURES H.C. Andersen teknik og videnskab

I år 2005, hvor alverden fejrer 200-året for vor berømte digter og landsmands fødsel, er det vigtigt at komme helt ud i krogene - og så vidt muligt få belyst H.C. Andersens geni fra alle vinkler. Det er foreløbig blevet gjort godt og grundigt på alle områder, men ét aspekt har hidtil manglet den fulde opmærksomhed, når vi taler om Andersens fantasiverden - hans store interesse og entusiasme for hans egen tids og fremtidens tekniske og videnskabelige landvindinger.

Af Jørgen Reese - H.C. Andersen 2005 - 14 Marts 2005

H.C. Andersen ville næppe nogensinde være blevet en god og gedigen håndværker - bortset fra hans "flair" for papirklip, tegning, blomsterbinding etc. Det var ikke på det rent håndværksmæssige plan, hans interesser lå. Men det forhindrede ham ikke i - i tankerne - at beskæftige sig med al den teknik, der omgav ham - og udvikledes i hans tid. Andersen var levende interesseret - så interesseret, at han den 3. juni 1853 skriver i et brev til digteren Carsten Hauch efter at have læst dennes roman "Robert Fulton" om den amerikanske ingeniør og opfinder - af samme navn - der byggede et af verdens første dampdrevne skibe i 1807 - hjuldamperen Clermont. Andersen skriver bl.a.: "Jeg har selv i min Udvikling prøvet Sandheden af, hvad De har følt og givet ..."

Nok så interessant er det, at Andersen i et brev til Henriette Wulff et par dage senere - den 5. juni - uddyber sine oplevelser ved at læse Carsten Hauchs bog; her skriver han videre: "Videnskaben har i de sidste Aar faaet en saadan Interesse for mig, at jeg er overtydet om, at havde jeg for tyve Aar siden været saaledes opfyldt af dens Herlighed, som jeg er nu, jeg havde vist gaaet en anden Vei, end den, jeg nu gaaer, eller rettere; jeg havde tilegnet mig Kundskaber i en Retning, hvorved min Digtervirksomhed havde faaet en anden Blomst end nu".

Dette sidste er jo en sådan interessant oplysning, som slet ikke er til at overskue ud fra det faktiske kendskab, vi har til H.C. Andersen. Men store dele af hans samlede værker ville i givet fald have set meget anderledes ud.

Der tales så ofte om, at det 20. århundrede var teknikkens århundrede, og det er da så rigtigt, som det er sagt. Men det var i det 19. århundrede, det hele begyndte efter at have taget tilløb i anden halvdel af det attende - den praktiske anvendelse af dampmaskinen til lands og til vands, propellen eller skibsskruen, opdagelsen af elektromagnetismen og dens praktiske anvendelse i telegrafen, telefonen, radiotelegrafien etc. etc. Desuden så fotografiet og glødelampen dagens lys i Andersens århundrede - men accelerationen i teknikkens udvikling foregik i det 20. århundrede for på det nærmeste at eksplodere hen mod slutningen.

Det kan undre, at H.C. Andersens tekniske begavelse - eller måske rettere tekniske visioner - så længe har befundet sig i en dvalelignende tilstand; ikke sådan, at den sag har været ukendt - snarere mere eller mindre upåagtet. For hvem kan undsige sig for flere hundrede gange at have sunget H.C. Andersens tekst til Peter Heises dejlige melodi - "Jylland mellem tvende have" - Hvorfor har vi blot sunget den "med lukkede øjne"? Måske fordi vi i skolen lærte den udenad! Men vi har under alle omstændigheder ikke været gamle og modne nok til at fatte meningen med denne mærkelige række af uforståelige ord - næsten lige som B.S. Ingemanns tekst til C.E.F. Weyses melodi, der blev til: "...nu sneglen med hus, paryk og vanter".

De første tre vers er Andersens hyldest til sit fædreland - det er der så mange, der har gjort, både før og efter ham, og det skal han kun høre godt for. Men fjerde vers - det er jo helt hen i vejret, det kan man sige med god samvittighed, for det handler om luftfart. Det er gået lige hen over hovederne på os. Luftfart - Ja, vi har bare ikke tænkt over det - vi har blot sunget det - som så meget andet af det "højtravende sludder", de danske sangskrivere har blandet i deres poetiske pris af fædrelandet, når de har kogt over af begejstring. Det er der ikke noget forkert i - tværtimod. Men det kan lyde vældig patetisk.

Det var måske ikke så diplomatisk udtrykt, men det var ikke meningen at fornærme nogen - og da slet ikke H.C. Andersen. Meningen var at fortælle, at Andersen i fjerde vers af "Jylland mellem tvende have" har et budskab til os, og kun ganske få har opdaget det. Derfor er der nu - ved hans 200-års fødselsdag - så meget mere grund til at "forkynde" for den undrende verden, at Andersens fantasi rakte længere, end de fleste af os hidtil har forestillet os. (Her er med vilje brugt den daglige betegnelse, vers, om det begreb, der i faglig sammenhæng hedder strofe. Vers er i den samme sammenhæng betegnelsen for den enkelte "linie" i en strofe. Eks.: "Jylland mellem tvende have" består af fem strofer, der hver indeholder seks vers).

Hermed vil jeg lade en af den gamle digters kendte "teser" åbne døren til "H.C. Andersens tekniske visioner" eller "univers" - for Andersen var heller ikke i tvivl om, at der er liv på andre kloder!

At rejse er at leve!
"Navigare necesse est" - sådan sagde den gamle romerske statsmand, Magnus Gnæus Pompejus, og dermed mente han: "At sejle er nødvendigt". Dette - at sejle - var ikke de gamle romeres stærke side, men Pompejus mente, at skulle de igen komme til kræfter, måtte de ud i verden, og så var det nødvendigt at sejle. Så overbevist var han, at han tilføjede: "vivere non necesse", hvilket betyder: "at leve er ikke nødvendigt". Dette sidste kan vel nok diskuteres, selv om man udmærket kan følge Pompejus i hans syn på de daværende romeres pompøse og dekadente levevis. Næsten 2.000 år senere tilføjede vor egen berømte digter, Hans Christian Andersen: "At rejse er at leve". Dette argument kan vi yde fuld tilslutning, for den gode Andersen vidste, hvad han talte om. Han havde, trods datidens noget mere besværlige rejsebetingelser, været vidt omkring - både indenlands og udenlands - og meget tyder på, at han alt i alt nød - om ikke selve rejsens strabadser - så de mange nye oplevelser og gode indtryk, rejselivet bibragte ham.

Men har De tænkt over, at H.C. Andersen også havde visioner om en fremtidig passagerflyvning gennem luftrummet? Ikke blot et "lille hop" mellem Odense og Dalum eller Blommenslyst, nej, regulær interkontinental charter-trafik.

H.C. Andersen skrev sin visionære historie "Om Aartusinder" i 1852; få år senere - i 1859 - skrev han teksten til "Jylland mellem tvende have", men dette sidste kommer vi - endnu en gang - tilbage til. I historien "Om Aartusinder" lyder det i indledningen: "Ja, om Aartusinder komme de paa Dampens Vinger igjennem Luften hen over Verdenshavet! Amerikas unge Beboere gjæste det gamle Europa. De komme til Mindesmærkerne her og til de da synkende Steder, saaledes som vi i vor Tid drage til Syd-Asiens hensmuldrende Herligheder. Om Aartusinder komme de"! - og videre skriver han: "Luftskibet kommer; det er overfyldt med Reisende, thi Farten er hurtigere end tilsøes; den elektromagnetiske Traad under Verdenshavet har allerede telegrapheret, hvor stor Luftkaravanen er. Alt øines Europa, det er Irlands Kyster der ses, men Passagererne sove endnu; de vilde først vækkes, naar de ere over England; der betræde de Europas Jord i Shakespeares Land, som det hedder blandt Aandens Sønner; Politikens Land; Maskinernes Land, er der andre der kalde det.

En heel Dag bliver Opholdet her, saa megen Tid har den travle Slægt at give det store England og Skotland.

Farten gaar under Canal-Tunnelen til Frankrig, Carl den Stores og Napoleons Land (...)"

Den gamle digter havde hovedet fuldt af gode idéer, også når det gjaldt fremtidens transport og "charter-turisme" gennem luftrummet. For det er jo det, han fortæller i sin godt 150 år gamle historie eller - man kunne fristes til at sige - åbenbaring. Han har forudset det mastodontiske stykke arbejde - at forbinde England og Frankrig med den Kanal-tunnel, som man ganske vist havde talt om siden 1802 - og han har ikke haft høje tanker om eftertidens fredelige sameksistens. Hør blot videre: "Gjennem Luften, over Havet til Italien, hen hvor det gamle, evige Roma laae; det er udslettet, Campagnen en ørk; af Peterskirken vises der en eensomtstaaende Muur-Rest, men man tvivler om dens ægthed. Til Grækenland, for at sove en Nat i det rige Hotel høit paa Olympens Top, saa har man været der; Farten gaaer mod Bosporus, for der i nogle Timer at hvile ud og see det Sted, hvor Byzanz laae; fattige Fiskere spænde deres Net der, hvor Sagnet fortæller om Haremets Have i Tyrkernes Tid (...)" Det lyder ikke opmuntrende, og her vil vi nok helst tro på Andersens tidsregning i - "Om Aartusinder", hvilket naturligvis også kan indikere ødelæggelserne af de gamle metropoler som værende foregået ved diss årtusinders almindelige erosion.

Til gengæld foregår historien i et hæsblæsende tempo, der meget godt illustrerer en hel del af vor tids rejseliv, hvor det gælder om at opleve mest muligt på kortest mulig tid.

Selv navigationskunsten har Andersen haft en forestilling om. Det ligner "storcirkel-navigation" - den lige vej - når han skriver om det amerikanske selskabs hjemfart: "Een Dags Ophold for Tydskland og een Dag for Norden, for Ørsteds og for Linnés Fædreland og Norge, de gamle Heltes og de unge Nordmænds Land. Island tages paa Hjemfarten; Geiser koger ikke længer, Hekla er slukket, men som Sagas evige Steentavle staaer den stærke Klippe-Ø i det brusende Hav".

Andersen vidste, at dampmaskinen havde eksisteret i James Watts stærkt forbedrede konstruktion siden sidst 1700-tallet, og at den havde været i praktisk anvendelse som trækkraft i det første damplokomotiv i 1804, kort før han selv kom til verden. Han havde selv oplevet den første danske jernbane, da han tog toget fra København til Roskilde den 27. november i 1847. I H.C. Andersens tid havde Robert Fulton bygget et af de første dampskibe - hjuldamperen Clermont - og det var i 1807, så det har den to-årige unge mand næppe lagt mærke til, men han har næppe heller været ret gammel, før han er blevet opmærksom på det. Det første dampskib, som krydsede Atlanten i 1819, var også en hjuldamper - med støttesejl - men man skal ikke længere frem end til 1836, hvor den svenske ingeniør, John Ericsson, konstruerede skibsskruen, og kort efter var sejlskibenes tid ved at rinde ud, og de skruedrevne dampskibe tog hurtigt føringen. For øvrigt har Andersen sejlet med den 144 år gamle hjuldamper, "Hjejlen", fra 1861, der stadig sejler på dampkraft - med den originale dampmaskine - med turister på Silkeborgsøerne til Himmelbjerget.

I 1820 fik H.C. Ørsted, som Andersen kendte personligt - nærmest som en slags faderskikkelse - sat skik på elektromagnetismens love og regler, hvilket i 1844 førte til Samuel Morse's opfindelse af telegrafen. Det gjorde H.C. Andersen et "stort nummer" ud af, idet han iflg. Mit Livs Eventyr - påstod at have gjort københavnerne opmærksomme på denne nye form for kommunikation ved hjælp af en "electromagnetisk Traad". Det kunne han med fuld ret gøre; dels fordi han af Ørsted var blevet indviet i elektromagnetismens hemmeligheder, dels fordi han havde overværet forsøg med den "electromagnetiske traad paa den polytechniske Læreanstalt", og dels fordi han af Ørsted selv var blevet opfordret til at anmelde - i "Kjøbenhavnsposten" - læreanstaltens demonstration af dette fænomen for den undrende offentlighed. Andersen skriver i Mit Livs Eventyr: "... den electromagnetiske Telegraph, der i den polytechniske Læreanstalt gik fra Baghuset til Forhuset, og jeg gjorde Kjøbenhavnerne opmærksomme paa at see og kjende den Opfindelse, Videnskaben skylder en Dansk". Senere fik Andersen en "forhånds-demonstration" af telegrafdirektør Peter Faber (forfatteren til "Høit fra Træets grønne Top"), af den nye telegraflinie Helsingør - København - Fredericia - Hamburg, før den blev taget i officielt brug - den 1. februar 1854. Andersen var dybt imponeret - eller måske snarere rørt - efter denne demonstration af telegrafen, som foregik ved, at Peter Faber telegraferede til sit personale i Helsingør, at H.C. Andersen netop stod ved siden af ham, hvilket prompte blev besvaret fra Helsingør ved at citere "Hver Skipper har en Hustru". Andersen skriver herom i sit brev til Carsten Hauch den 3. juni 1853: "....hele det første Vers af et af mine egne ældste Digte, som jeg har skrevet, troer jeg, i min Skoletid i Helsingør. Jeg følte mig saa underligt overvældet af Opfindelsens Storhed; det var, som stod jeg under Vingeslaget af en uendeligt mægtig Aand (...)"

Ja - hvad var mere indlysende for et godt hoved som det andersenske end at kæde alle disse utroligt spændende tekniske og videnskabelige fakta om den revolutionerende dampmaskine og de nyligt opdagede elektromagnetiske muligheder sammen med Leonardo da Vincis "konstruktioner" af flyvende maskiner fra sidst i det femtende århundrede...

Når Andersen bryggede videre på disse kendsgerninger, har det for ham ikke været vanskeligt at forestille sig, at dampmaskinen måtte være løsningen, der kunne klare fremdriften af et "luftskib med vinger", og kommunikationen kunne naturligvis klares med "den elektriske Telegraph".

Den gamle digter tog dog grundigt fejl, hvad angår den tidsmæssige dimension, da han kaldte sin visionære historie "Om Aartusinder", og dampmaskinen opnåede ikke at komme i luften.

Hans Christian Andersen døde i 1875, og 28 år senere, i 1903, lykkedes det brdr. Wright at få det første motordrevne flyvende fartøj i luften. Allerede da var dampmaskinen ude af billedet som luftbåren drivkraft - den var for tung, for ineffektiv og for upraktisk til at kunne lette fra jordens overflade. Det ville måske også have forekommet lidt underligt at have "en fyrbøder med højtrykscertifikat" stående der, højt til vejrs, og skovle kul på fyret - på vejen fra Amerika til det gamle fædrende Europa - for at opretholde det nødvendige damptryk på kedlen til dampmaskinens kontinuerlige drift. Desuden måtte man også beregne plads og ekstra opdrift til kullene og ekstra vand til erstatning for den vanddamp, dampmaskinen forbrugte undervejs. Endelig måtte man på det nærmeste overdimensionere dampmaskinen, alene af hensyn til dens eget specielle behov. Nej - det ville være blevet "skruen uden ende". Heldigvis - kan man vist sige - kom Gottlieb Daimler til undsætning, idet han i 1883 havde udtaget patent på sin forbrændingsmotor, som overalt var godt på vej til at overtage dampmaskinens rolle - godt hjulpet af Robert Diesels noget anderledes virkende forbrændingsmotor fra 1897, der efterhånden afløste dampmaskinen til søs.

Endnu 24 år senere end brdr. Wright - i 1927 - fløj Charles Lindbergh som den første over Atlanten. Altså kun 75 år efter, at historien "Om Aarhusinder" blev til.

H.C. Andersen udbyggede i sommeren 1859 - helt nøjagtigt søndag den 26. august - sine visioner om den fremtidige luftfart på en rejse mellem Randers og Viborg. Undervejs gjorde han ophold nogle dage hos pastor Svane og dennes familie i Hjermind Præstegård. Dengang var denne tur - fra Randers til Hjermind - som vi i dag kører på under en halv time, en virkelig rejse, som Andersen foretog i en hesteforspændt rejsevogn, der har været en halv dag undervejs. Her har han haft masser af tid til at filosofere, og her skriver han på vejen over den jyske hede, og formodentlig inspireret af den hedeopdyrkning, som Enrico Mylius Dalgas allerede var ved at sætte i værk, teksten til "Jylland mellem tvende have", men sådan hed den ikke dengang - før Peter Heise i 1860 havde sat musik til teksten. Man kan af Andersens dagbog fra den 27. august - mens han opholder sig i Randers - fornemme, at han har samlet inspiration til sit digt "Jylland", som det hed og stadig hedder, og som blev til dagen efter - under turen til Hjermind. Under lørdag den 27. august skriver Andersen bl.a.: "Kjørt en Miils Vei østerpaa; dejlig grøn Eng om Fjorden, rige Bøndergaarde med store Glasruder, smukke Anlæg ved Byen". De "rige Bøndergaarde" genfindes i næste dags digt, og Andersen skriver videre i sin dagbog bl.a.: "...kjørte nu ned af vilde, smukke Hedebanker og Klokken to var jeg i Hjermind Præstegaard ..." Da er digtet "Jylland" blevet til undervejs i rejsevognen.

Næste dag - mandag den 29. august - har Andersen - lige som på ankomstdagen den 28. - besøgt den gamle præst i Hjermind, Consistorialraad Bjerregaard. Han var oppe i 90'erne og boede stadig i "den gamle Deel af Præstegaarden". Andersen skriver her: "Læst for den gamle Mand: "de røde Skoe" og mit Digt "Jylland", som jeg skrev i Vognen hertil og reenskrev i Dag (...)"

Sidst i tredje vers læser vi: "Skynd dig, kom! om føje Aar Heden som en Kornmark staar". I indledningen til fjerde vers står der: "Mellem rige Bøndergaarde snart Dampdragen flyve vil", og i slutningen af samme vers: "Briten flyver over Hav, gæster her Prins Hamlets Grav". Det er da rendyrket luftfart!

Jeg er blevet konfronteret med det argument, at dampdragen mellem de rige bøndergårde udmærket kan være damptoget, som Andersen har kendt det, idet han som følge af sine mange rejser rundt i Europa allerede flere gange med begejstring havde rejst med damptoget - og angiveligt i denne anledning brugt verbet "flyve". Det kan jeg ikke tilbagevise, idet jeg ikke kender til alle de steder, hvor dette måtte være tilfældet. Men jeg har også i foreliggende tilfælde "råd til" at lade tvivlen komme dette postulat til gode; for i sidste linie af fjerde vers: "Briten flyver over Hav, gæster her Prins Hamlets Grav" forstummer alle argumenter og bortvejres al tvivl - det er ren luftfart - og der går stadig ingen jernbaner over Nordsøen!

Epilog!
Vor gamle digter, H.C. Andersen, har ikke blot haft "flyvske idéer", men dybtliggende tekniske og videnskabelige visioner! Nærværende beretning, som er baseret på blot to eksempler fra det "andersenske univers", bør følges af en mere dybtgående forskning på området, idet der givet vil findes langt mere med relation til "H.C. Andersen og teknikken" ved en minutiøs gennemgang af de samlede værker, dagbøgerne, almanakkerne og brevene. Kun et totalt studium vil kunne afsløre hvor meget!

En sådan beretning ville fylde for meget her, men for en ordens skyld skal dog nævnes nogle andre eksempler fra Andersens samlede værker. Hans mest sensationelle visioner må vel siges at angå flyvningen (jvf. det foregående) - og hvad man kan kalde en tidlig - og dog avanceret - form for TV/Internet i "De Vises Steen"; her skriver Andersen: "...ligesaa herligt, paa en anden Viis, var der nede i Slottets udstrakte Sale, her i Væggene afspeilede sig den hele Verden rundt om; man kunde see Alt hvad der skete, saa at man ikke behøvede at læse Aviser, og dem havde de heller ikke her". Man kan levende forestille sig, at J.R.R. Tolkien her har hentet inspiration til de syv "palantir-sten" og til elverkongeparret Galadriel og Celeborns palads i trætoppene i anden og tredje del af Ringenes Herre, ligesom man ikke kan udelukke, at Jules Verne har studeret H.C. Andersen forud for sine eventyrlige science fiction-agtige romaner, der udkom fra 1865.

Dampmaskinen og dens anvendelse, telegrafen og fotografering er reelle ting, som Andersen selv har oplevet, hvilket ikke gør hans entusiasme mindre interessant for eftertiden. Hans umiddelbare glæde ved at lade sig portrættere har efterladt et nøjagtigt indtryk af hans udseende over en længere periode.

Men Andersens visioner om flyvning optræder allerede i Fodreise fra Holmens Canal til østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, måske som en slags ubevidst forstudium til "Om årtusinder", ligesom Andersen ser et flyvende fartøj som et militært våben i "Den onde Fyrste" fra 1840. I det hele taget omgås H.C. Andersen "det at flyve" på en højst interessant måde, idet han, ud over fugle, insekter og engle, lader både mennesker, dyr og materielle ting, som damptog, sejlførende skibe o.m.a. flyve gennem luften - eller blot flyve - i en slags overført betydning.

"Jeg skylder forskningsassistent og webmaster ved H.C.Andersens-Centret på Syddansk Universitet i Odense, Lars Bo Jensen, en stor tak for hans uvurderlige og utrættelige assistance ved arbejdet med nærværende og andre artikler om mindre kendte sider af H.C.Andersen.

Jørgen Reese


 


Tilbage