FEATURES Læsningens glæder

Hellere H.C. Andersen end Harry Potter. Hellere Hamlet end Peter Høeg. For den amerikanske professor Harold Bloom er bøgerne hans venner, og han vælger sine venner med omhu. Ifølge den kontroversielle litteraturkritiker er mindst 35 millioner andre læsere ikke nær så gode til at vælge.

Af Jasmina Nielsen - - 13 Marts 2003

Harold Bloom taler i telefon, da han åbner døren til sit hjem i Yale en fredag eftermiddag. Det har sneet hele morgenen og universitetsbyen ligner et idyllisk postkort i tre dimensioner. Han minder om en gammel skildpadde. Rynket, bevæger sig langsomt, forsigtigt. Tænderne er gule. Alt hænger på ham. Poserne under øjnene, hans bordeaux trøje, hans sorte bukser, der stumper over et par blege ankler og sorte sutsko. Maven, der vist engang har været meget større end den er i dag. Han, og hans kone Jeanne, der byder på te, er begge på diæt. Alligevel ser det ud som om, han har forspist sig. Slugt alt for mange bøger i alt for mange år.

Han sætter sig tungt i en gammel lysebrun læderlænestol. Der er to små sofaborde på hver sin side af ham, begge fyldt med bøger, og bøger på gulvet ved siden af ham, samt på reolen bagved. To hylder alene fyldt med oversatte udgaver af hans bøger. Han smækker benene op, sørger for at telefonen er inden for rækkevidde, og går i gang med at svare på spørgsmål. Jeanne går ovenpå med en bog.

Hvorfor Harry Potter?
I juli 2000 skrev Bloom på opfordring af the Wall Street Journal et indlæg om Harry Potter-fænomenet. ?Jeg købte den første bog, og begyndte at læse den, så meget som jeg nu kunne bære. Det var rædsomt.? Bloom spurgte i artiklen, hvorfor læse, hvis det du læser ikke beriger dit sind eller din sjæl eller din personlighed. En læser svarede i et læserbrev: "Fordi det er sjovt."

Men det er et kerneelement i Blooms måde at læse på, at det skal være krævende.

"Harry Potter er rædsom. Bogen er fyldt med klichéer, det er en slags korrumperet glæde, som ikke på nogen måde er kognitivt eller æstetisk krævende for en læser. H.C. Andersen derimod kræver det samme af sine læsere uanset alder, som Charles Dickens gør."

Sidste sommer var der tale om, at Bloom skulle redigere en antologi af nyere internationale essays om H.C. Andersen. Men han fik en tredobbelt bypass operation i efteråret, samt to efterfølgende operationer. Han har ikke undervist de sidste to semestre; hverken på Yale University, hvor han er Sterling Professor eller på New York University, hvor han er Berg Visiting Professor.

Hjertemedicinen får hans næse til løbe, og han snøfter efter næsten hver sætning, som ofte bliver indledt med "kære" eller "barn". Da han vågnede fra bedøvelsen efter operationen, sagde han, at hans første tjek af sig selv var at recitere digte, for at sikre sig, at han ikke havde mistet sin hukommelse.

At finde sig selv
Bloom mener, at man skal læse for at finde frem til sig selv. Dét lader til at være den røde tråd i de mere end 25 bøger han har skrevet siden 1959. Milepæle inkluderer "The Anxiety of Influence: A Theory of Poetry" (1973), "A Map of Misreading" (1975), "Shakespeare: The Invension of the Human" (1998) samt den meget kontroversielle "The Western Canon: The Books and School of the Ages" (1994), der langede ud efter marxister, feminister og andre, der ifølge Bloom ødelagde læsningen ved at læse "ideologisk".

Bringer man det på bane, bliver han klart ophidset. For Bloom handler læsningen om æstetik, bøgernes personer, ikke om den sociale eller politiske kontekst bogen eller handlingen tilhører.

Litteratur fremmer et menneskes samtale med sig selv. Bloom har sagt, at han desperat forsøger at få sine studerende til at føre samtaler med sig selv, og ikke som om de taler med andre. Læsning er en måde at søge visdom på.

"Især fordi menneskelige relationer er så mudrede og selv mennesker, der elsker hinanden eller er bedste venner, kan misforstå hinanden eller ikke lytte godt nok til hinanden. Men ved at læse godt lytter du til en anden, og på en måde svarer du den anden. Hvor skal man finde visdom? Kun i den rigtig svære glæde det er at læse storslået litteratur. Ideelt set bør et ungt menneske overtales til at opgive meget nemmere fornøjelser, for eksempel, visuel underholdning, til fordel for rigtigt svære fornøjelser, som at læse noget, der kræver alt af [læseren]."

Litterært stortalent
Det er nemt for Bloom at sige. Som treårig lærte han sig at læse jiddisch, som fireårig hebraisk og som femårig engelsk. (Hans forældre, som immigrerede til USA efter Første Verdenskrig, talte kun jiddisch i hjemmet.) Han blev født i 1930 og voksede op i the Bronx i New York. Som 10-årig havde han lært de fleste af Hart Cranes og William Blakes digte udenad. Han fik sin doktorgrad fra Yale University i 1955, og har undervist der lige siden.

Men læsning er også en form for eskapisme. Man fornemmer, at personerne hos William Shakespeare for Bloom er mere virkelige end naboen ved siden af. I sin seneste bog "Genius: A Mosaic of One Hundred Exemplary Creative Minds" (2002) skriver han, at: "Det døde geni [Shakespeare] er mere i live end vi er, ligesom Falstaff og Hamlet er langt livligere end mange mennesker jeg kender."

De sidste fem måneders sygeleje har taget for meget af den 72-årige professors tid, og han siger, at han derfor trak sig som redaktør for H.C. Andersen-antologien. Men han overvejer at skrive et essay om H.C. Andersen, hvori han vil sammenligne ham med andre forfattere fra det 19. århundrede, for eksempel Tolstoy og Charles Dickens. Og han overvejer at følge det op med en forelæsning i Danmark i 2005, 200-året for H.C. Andersens fødselsdag.

Geniet Andersen
"H.C. Andersen er en ret skræmmende forfatter. Jeg kan huske, at jeg læste ham, da jeg var ni eller ti år gammel. Og jeg blev virkeligt bange for mange af hans historier. Selv når de ender lykkeligt, er de frygtindgydende. De har et element af at svæve lige over afgrunden. Han skriver i virkeligheden om mareridt. Ikke på den åbenlyse måde Edgar Allen Poe skriver om universelle mareridt, men mere med en fornemmelse af, at der er kræfter løs, som du på ingen måde kan kontrollere, og som er meget farlige."  

"Tænk på "De røde Dansesko", skoene, der ikke holder op med at danse. Og for at frigøre det stakkels barn fra skoene, hugger de fødderne af hende, fødderne, som stadig er inde i skoene, som danser videre. Og hun er handicappet, mens skoene danser videre."

Bloom kalder H.C. Andersen for et geni, "fordi han ikke rigtigt havde nogen forgængere."

"Der er en slags ekstravagance i hans fortællinger, en overraskende originalitet. Og en del vold. Hans undertrykte seksualitet bryder på én eller anden måde altid fri i det, han skriver. Jeg har altid undret mig over, hvorfor han i den engelsktalende del af verden betragtes som en børnebogsforfatter. De siger, at han brugte gamle, danske folkeeventyr, men hvis du læser eventyrerne i den engelske oversættelse, og ham ved siden af, så kan du se, at de ikke har meget til fælles. Han var én af de største forfattere i det 19. århundrede, ingen tvivl om det. Hellere genlæse H.C. Andersen end at læse Peter Høeg."

To timer er gået, det sner stadig, og Bloom er træt, og vil gerne tilbage til sit arbejde. I stedet for at give hånd til afsked, dvs. en let berøring af fingerspidserne, lægger han hånden på mit hoved som en velsignelse. Det kan godt være, at han er uenig med de 35 millioner læsere, der har købt Harry Potter, men han ønsker stadig at sprede den gode læsnings budskab.


Tilbage