H.C. Andersen: Af brev til Henriette Wulff, 5.6.1853

Sorø den 5 Juni 1853
Min kjære søsterlige Veninde!

[...] Jeg har daglig en lille Strid med Ingemann om Opfindelsernes Betydning, idet han sætter Poesien saa høit over Videnskaben, men ikke jeg. Han indrømmer at vor Tid er Opfindelsernes store Tid, men at det er kun i det mekaniske, i det Materielle, at det breder sig ud; jeg betragter dette som de nødvendige Bærere for det Aandelige, de store Grene hvorpaa Poesien siden kan sætte sin Blomst. Det at Menneskene rykker nærmere, at Lande og Byer ved Dampen og Electroma[g]netismen forbindes til een stor Forsamlings Hal, synes mig saa aandigt stort og herligt at jeg ved Tanken derom løftes saa høit, som nogen Digters Sang har kunnet løfte mig. - [...]

Deres trofast hengivne
H. C. Andersen.

Bibliografisk:
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
H.C. Andersen: Af Brev til Henriette Wulff. J. de Mylius: 'Hr. Digter Andersen'. Kbh.: Gad 1995, s. 236.



H.C. Andersen: Jernbanen (Af En Digters Bazar)

Da mange af mine Læsere ikke have seet en Jernbane, vil jeg først see at give disse et Begreb om en saadan. Vi ville tage en almindelige Landevei, den kan løbe lige, den kan slaae en Bugt, det er det samme, men jevn maa den være, jevn som et Stue-Gulv, og derfor sprængte vi ethvert Bjerg, som stiller sig for den, vi bygge paa stærke Buer en Bro over Sumpe og dybe Dale, og naar da den jevne Vei er for os, lægge vi der, hvor Hjulsporene ville gaae, Jernskinner, om hvilke Vognhjulene kunne gribe fat. Dampmaskinen spændes foran med sin Mester paa, der veed at styre og standse den, Vogn kjædes ved Vogn med Mennesker eller Qvæg, og saa kjører man.
   Paa ethvert Sted af Veien vides Time og Minut, naar Vognrækken vil indtræffe, man hører ogsaa milevidt Signalpibens Lyd, naar Toget er i Fart, og rundt om, hvor Biveie for almindelige Kjørende og Gaaende skjære Jernbanen, slaar den opstillede Vagt Træbommen ned for dem, og de gode Folk maae vente til vi have passeret; langs Banen, alle de Mile den strækker sig, ere smaa Huse reiste saa langt fra hinanden, at de, som staae Vagt, kunne see hinandens Flag og betids vide at holde Banen reen, at ingen Steen eller Qvist ligger over skinnerne.
   See, det er en Jernbane! jeg vil haabe, man har forstaaet mig.
Det var første Gang i mit Liv, jeg skulde see en saadan. En halv Dag og den paafølgende Nat havde jeg reist med Diligence den skrækkelige slette Vei fra Braunschweig til Magdeburg, træt kom jeg herhid, og en Time efter skulde jeg igjen afsted med Dampvognen.
   Jeg vil ikke negte, at jeg havde forud en Fornemmelse, som jeg vil kalde Jernbane Feber, og denne var paa sit Høieste, da jeg traadte ind i den storartede Bygning, hvorfra Vognrækken kjører ud. Her var en Trængsel af Reisende, en Løben med Kufferter og Natsække, en Susen og Surren af Maskiner, som Dampen væltede ud af. Man veed første Gang ikke ret hvor man tør staae, at ikke en Vogn eller en Dampkjedel eller en Kasse med Reisegods skal flyve over os; rigtignok staaer man sikker paa en fremspringende Altan, Vognene, man skal ind i, ligge i Række tæt op til den, som Gondoler ved en Quai, men nedenfor i Gaarden krydser, som Trolddoms Baand, den ene Jernskinne den anden, og det er ogsaa Trolddoms Baand, som den menneskelige Kløgt har slagen; til disse skulle vore magiske Vogne holde sig, komme de udenfor Tryllebaandet, ja, saa gjelder det Liv og Lemmer. Jeg stirrede paa disse Vogne, paa Locomotiver, løse Karrer, vandrende Skorstene og Gud veed hvad, de løb som i en Trylleverden mellem hverandre; Alting syntes at have Been! og nu denne Damp og denne Susen i Forening med Trængselen for at faae Plads, denne Stank af Tælle, Maskinernes taktmæssige Gang og den udladte Damps Piben og Snøften forstærkede Indtrykket, og er man her, som sagt, for første Gang, da tænker man paa at vælte, brække Arme og Been, springe i Luften eller knuses ved at støde sammen med en anden Vognrække; men jeg troer, at det kun er første Gang, man tænker derpaa.
   Vognrækken her dannede tre Afdelinger, de to første ere magelige lukkede Vogne, aldeles som vore Diligencer, kun meget bredere, den tredie er aaben og utrolig billig, saa at selv den fattigste Bonde tager med, det bliver ham mindre dyrt, end om han skulde gaae den lange Vei og styrke sig i Vertshuset eller overnatte paa Reisen. - Signalpiben lyder - men den lyder ikke smukt, den har meget tilfælles med Svinets Svanesang i det Kniven trænger det gjennem Halsen; man sætter sig ind i den mageligste Karreet, Conducteuren lukker Døren i for os, og tager Nøglen til sig, men vi kunne lade Vinduet gaae ned, nyde den friske Luft uden at frygte for nogen Uleilighed af Lufttrykket; man har det aldeles som i enhver anden Vogn, kun mere mageligt, man udhviler sig her, naar man kort forud har gjort en angribende Reise.
   Den første Fornemmelse er en ganske sagte Rykken i Vognene, og nu ere Kjæderne spændte, som holde disse sammen; Signalpiben lyder igjen og Farten begynder, men langsomt, de første Skridt gaaer det sagte, som om en Barnehaand trak den lille Vogn. Hurtigheden tager umærkeligt til, men Du læser i Din Bog, seer paa Dit Kort, og veed endnu ikke ret om Farten er begyndt, thi Vognen glider, som en Kane paa den jevne Sneemark. Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!
Hvad var det Røde, der som et Lyn foer tæt forbi? Det var en af de Vagthavende, der stod med sin Fane. See kun ud! og de nærmeste ti til tyve Alen er Marken en piilsnar Strøm; Græs og Urter løbe i hverandre, man faeer en Idee om at staae udenfor Jorden og see denne dreie sig; det piner Øiet at hefte det længe i samme Retning; men Du seer nogle Favne længere bort, da bevæge sig de andre Gjenstande ikke hurtigere, end vi see dem bevæge sig, naar vi kjøre godt, og længere ud mod Horizonten synes Alt at staae stille, man har ganske og aldeles Skuet og Indtrykket af den hele Egn.
Saaledes just skal der reises gjennem flade Lande! Det er som By ligger tæt ved By; nu kommer een, nu atter een! man kan ret tænke sig Trækfuglenes Flugt, saaledes maae de lade Byerne efter sig. De almindeligt kjørende, som man seer paa sideveiene, synes at holde stille. Hestene foran Vognene løfte fødderne, men de synes at sætte dem igjen paa samme Sted, og saa ere vi dem forbi.
   Det er en temmelig bekjendt Anecdote om en Americaner der første Gang kjørte med Dampvogn, at han ved idelig at see den ene Milepæl fare forbi efter den anden, troede at han kjørte over en Kirkegaard og saae Monumenter; jeg skulde derfor ikke anføre den, men den charakteriserer ganske Hurtigheden og jeg havde den i Tanker, skjøndt man her ingen Milepæle seer, de røde Signal Faner maatte da være det, og den samme Americaner kunne have sagt her: hvorfor ere alle de Mennesker i Dag ude med røde Faner!
Jeg vil derimod fortælle, at da vi foer forbi et Plankeværk, som jeg saae forkortet til en Stang, sagde en Mand ved siden af mig "see nu ere vi i Fyrstendømmet Cöthen," og saa tog Manden sig en Priis, bød mig ogsaa Daasen, jeg bukkede, prøvede Tobakken, nøs og spurgte saa: "hvorlænge ere vi nu i Cöthen" - "O," svarede Manden, "der vare vi ude af, idet De nøs!"
   Og dog kunne Dampvognene gaae dobbelt saa hurtigt som her; hvert Øieblik er man ved en ny Station, hver Passagererne skulle sættes af og andre optages, Farten bliver herved formindsket, man standser et Minut, og ind af de aabne Vinduer række Opvartere os Forfriskninger, lette og solide, ganske som vi behage! de stegte Duer flyve, for Betaling, bogstaveligt lige ind i Munden, og saa jager man afsted, sladdrer med sin Nabo, læser i en Bog, eller skotter til Naturen, hvor tidt en Skare Køer med Forbauselse dreier sig rundt, eller nogle Heste rive sig løs og flygte fordi de see, at tyve Vogne kunne komme frem i Verden uden dem, og det endnu hurtigere end om de skulde hjælpe til, og saa er man pludselig igjen under Tag, hvor Vognrækken standser, man har kjørt sine femten Miil i tre Timer, er i Leipzig. Samme Dag, fire Timer efter, gaaer det herfra igjen en lignende Vei-Længde i samme Tid, men gjennem Bjerge og over Floder - og saa er man i Dresden.
   Jeg har hørt Flere sige, at ved Jernbanerne var al Reise-Poesi borte, og at man foer det Smukke og Interessante forbi; hvad dette sidste angaaer, da staaer det jo Enhver frit for at blive paa hvilken Station han vil, og der see sig om til den næste Vognrække kommer; og hvad det angaaer, at al Reise Poesi forsvinder, da er jeg af en aldeles modsat Mening. Det er i de snevre, fuldpakkede Reisevogne og Diligencer, at Poesien forsvinder, man bliver her sløv, man plages i den bedste Aarstid af Støv og Hede, og om Vinteren af slette Veie; Naturen selv faaer man ikke her i større Portioner, men vel i længere Drag, and i Dampvognen.
   O, hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo mægtig, som en Oldtids Troldmand! vor magiske Hest spænde vi for Vognen, og Rummet forsvinder; vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve! vor vilde Hest fryser og snøfter, den sorte Damp stiger ud af hans Næseboer. Raskere kunde ikke Mephistopheles flyve med Faust paa sin Kappe! vi ere ved naturlige Midler i vor Tid lige saa stærke, som man i Middelalderen har troet, at kun Djævelen kunde være det! vi ere ved vor Kløgt komne paa Siden af ham, og før han selv veed det, ere vi ham forbi.
   Jeg erindrer kun faa Gange i mit Liv, jeg saaledes har følt mig greben som her, saaledes med al min Tanke ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt. Jeg følte en Andagt, som jeg kun som Barn har følt den i Kirken, og som Ældre i den solbelyste Skov eller paa det blikstille Hav en stjerneklar Nat! I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden, han forkynder det evige Sande, og i dette ligger Storhed og Poesi!

Bibliografisk:
Andersen, H.C.: "Jernbanen". En Digters Bazar (1842). Romaner og Rejseskildringer I-VII. Bd. VI. Red. H. Topsøe-Jensen, Kbh.: Gyldendal. Det danske Sprog- og Litteraturselskab 1944, s. 22.



H.C. Andersen: Uddrag af brev til Carsten Hauch 3.6.1853

Sorø den 3 Juni 1853.
Kjære, kjære Hauch!

[...] - Et lille Moment, der for mig var saa stort, maa jeg dog omtale for Dem. Jeg kom i Mandags ind paa Posthuset for at sige der, at jeg reiste bort, og hvorhen de skulde sende de Breve, der kom til mig; jeg traf i Stuen Faber, der som De veed, er den Øverste ved Udgangsstedet for den, electromagnetiske Traad i Kjøbenhavn; jeg bad ham, om jeg, naar jeg kom tilbage fra min Sommerudflugt, maatte see, hvorledes det gik med Telegrapheringen. Han bad mig see og fornemme det strax, og vi gik over i Værelset, hvorfra Traaden gaaer til Korsør og Helsingør. Han gav et Signal til det sidste Sted, der strax blev besvaret; han spurgte om, hvor mange de vare paa Contoiret i Helsingør, og lige saa snart lød Svaret "Tre mand!" Det gik saa hurtigt, som om den Hammer, han slog med paa Kanten af Bordet, satte Slaghammeren i Bevægelse paa den anden Kant af Bordet. Nu sagde han dem, at jeg var paa Contoiret i Kjøbenhavn, og at de skulde sige mig noget Nyt fra Helsingør. "Vent lidt!" var det øieblikkelige Svar, og nogle faa Secunder efter klang Signalet, Maskinen arbeidede, og paa den lange Papirstrimmel, de droge ud derfra, havde den electriske Strøms Indvirkning paa Maskinen lader denne aftrykke "hver Skipper har en Hustru, det er hans bedste Last; den lille Unge i Vuggen er surret til Skibets Mast" o.s.v. Det var hele det første Vers af et af mine egne ældste Digte, som jeg har skrevet, troer jeg, i min Skoletid i Helsingør. Jeg følte mig saa underligt overvældet af Opfindelsens Storhed; det var, som stod jeg under Vingeslaget af en uendeligt mægtig Aand; der gik mig saa mange Tanker gjennem Sjælen, at jeg var lige ved at græde og skyndte mig derfra, for at de Fremmede der ikke skulde lee ad min nerveusitet, som de maaskee kunde kaldet det. Men det var mig et i høieste Grad storartet Moment, og har De endnu ikke selv seet Experimentet, saa gaa endeligt en Dag derhen. Jeg føler og seer en uendelig Kjærlighed hos Gud ogsaa i hvert nyt Indblik, han forunder os i Naturlovene og Naturkræfterne og den høie Magt han derved skjænker Menneskeheden. Mange sige vel, det er kun i det Materielle, vor Tid gaar frem; jeg giver dem ikke Ret heri; men selv om jeg maatte, nu vel, saa er det Materielle, vi vinde, dog ligesom et Bjælkeværk, der reises for Aandens Bygning; Menneskene rykkes nærmere sammen; Ideerne vexles lettere, vi blive mere ett Folk, een Aandens Stat. Videnskaben har i de sidste Aar faaet en saadan Interesse for mig, at jeg er overtydet om, at havde jeg for tyve Aar siden været saaledes opfyldt af dens Herlighed, som jeg nu er, jeg havde vist gaaet en anden Vei, end den, jeg nu gaaer, eller rettere; jeg havde tilegnet mig Kundskaber i en Retning, hvorved min Digtervirksomhed havde faaet en anden Blomst end nu. [...]

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen

Bibliografisk: 
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
H.C. Andersen: Af Brev til Carsten Hauch. J. de Mylius: 'Hr. Digter Andersen'. Kbh.: Gad 1995, s. 236.



Se flere af H.C. Andersens breve i den nyligt færdiggjorte brevbiografi af Kirsten Dreyer på det Kongelige Biblioteks hjemmeside: En brevbiografi.