Da Frederik 6. døde i 1839, nærede mange liberale borgere et ønske om at afskaffe den enevældige styreform og i stedet indføre demokratiet. Men det lykkedes ikke. Kongens nevø Christian 8. blev salvet som enevoldskonge i sommeren 1839 i Frederiksborg Slotskirke. H.C. Andersen var til stede og skrev herom:

Den hele Kroningsfest forekommer mig som en Fest i Skoven. O, det var smukt, det var en Pragt [...] klokken ti var Kirken aaben, men først henimod to begyndte Toget. Herrernes Procession gik slet ikke godt, Damernes derimod var noget af det smukkeste [...] Trængselen var under Taffelet saa stor, at en Bondepige blev klemt ihjel, og flere fik ondt.

H.C. Andersen blev en nær ven af Christian 8. Digteren blev i 1846 ridder af dannebrog og kongen skrev i det autografalbum, som H.C. Andersen havde modtaget af prinserne af Preussen, "Ved sit velanvendte Talent at skaffe sig selv en hædret Stilling er bedre end Gunst og Gave."

Frederik 7. efterfulgte faderen som konge og tillod umiddelbart efter tronbestigelsen at der blev indført en demokratisk forfatning. Hele hans regeringstid (1848-63) blev præget af det slesvig-holstenske spørgsmål. Kort tid efter hans død udbrød krigen mellem Danmark på den ene side og stormagterne Preussen og Østrig på den anden. Danmark måtte opgive at forsvare Dannevirke og efter stormen på Dybbøl den 18. april 1864 afgive de to hertugdømmer. Monarkiets landområde blev dermed reduceret med 2/5. Også for H.C. Andersen var det et hårdt slag. Han havde mange tyske venner og flere af dem så han ikke mere på grund af de nationale modsætninger.

Den brutale konfrontation mellem det han opfattede som to broderfolk, blev en udfordring for hans tro på fremskridtet.