Teknologi og eventyr

Først publiceret på japansk i tidsskriftet OHM, Japan, 6. marts 2005. Copyright: Jørgen S. Nørgård, [email protected] Lektor emeritus, BYG.DTU

Af Jørgen Stig Nørgård - H.C. Andersen 2005 - 07 April 2005

"Det Ord kjender jeg slet ikke!" var en students klare svar i 1829, da professor H.C. Ørsted under en eksamen ved Københavns Universitet smilende spurgte: "Siig mig hvad De veed om Electro-Magnetismen"  - Ni år tidligere ville ingen have kunnet besvare spørgsmålet, for selve begrebet, der forbinder elektricitet og magnetisme blev først opdaget i 1820 af netop H.C. Ørsted. Han lagde senere navn til enheden for magnetisk feltstyrke, en Oersted. Studenten fulgte et indledende kursus i filosofi og hed Hans Christian Andersen 1. Den unge Andersens møde med den 28 år ældre Ørsted var hverken deres første eller sidste. De udviklede et livslangt venskab.

IKKE KUN FOR BØRN
Japanere, italienere, kinesere, tyskere, brasilianere - folk over hele kloden har i deres barndom hørt nogle af H.C. Andersens eventyr, Kejserens nye klæder, Den grimme ælling, Den lille havfrue, osv., som er oversat til ikke mindre end 145 sprog. Men alt for få er opmærksomme på budskaberne og den dybere filosofi i eventyrerne.
Da man i H.C. Andersens seneste år planlagde at hædre ham med en statue, forelagde billedhuggeren Saaby ham først en skitse med børn kravlende om ham og på ham. H.C. Andersen afviste skuffet denne skitse, af frygt for at hans værker skulle blive opfattet som kun skrevet for børn. "... mine Eventyr vare ligesaa meget for de Ældre som for Børnene, disse forstode kun Stafagen og som modne Folk saae og fornam de først det Hele" 2. Han fik sin vilje, og statuen, som efter hans død opstilledes i Kongens Have, viser ham læsende op uden nogen smygende sig om ham.

ONSDAG HOS ØRSTED
Danmarks Tekniske Universitet, DTU, blev grundlagt i 1829 af H.C. Ørsted. Hans tanke var at gøre de videnskabelige resultater tilgængelige for arbejdere, håndværkere, landmænd og industri til gavn for hele landet. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen var ikke hans eneste videnskabelige bedrift. Det var f.eks. også ham, der først fremstillede metallisk aluminium af ler.

Den unge og fattige Andersen nød godt af velstillede københavneres velgørenhed, som det var ret almindeligt for studenter på den tid. Da han aldrig blev gift, fortsatte Andersen på en måde dette mønster gennem hele sit liv og havde glæde af en række velgøreres venskab og gæstfrihed. Han blev inviteret til ophold på godser rundt omkring i landet og når han var på sit værelse i København, spiste han på de fleste af ugens dage middag i en af sine velgøreres hjem. Til gengæld for gæstfriheden underholdt han efter middagen familien, bl.a. med oplæsning af sine værker eller med at lave papirklip. Om onsdagen var han fast gæst hos familien Ørsted. Så Andersen havde rig lejlighed til at blive orienteret om de seneste landvindinger inden for videnskab og teknologi af landets førende forsker på disse vigtige områder.
 
I denne Guldalder for dansk kultur, havde H.C. Andersen også mulighed for at udveksle tanker og ideer med andre i den danske elite, heriblandt B.S. Ingeman, N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard. Især den sidste var en hård kritiker af den unge Andersen. Men det var H.C. Ørsted, som allerede i 1835 var den første til at erkende det geniale ved den 30-årige Andersen og den litterære genre, eventyrerne, som han udviklede. Venskabet med Ørsted, der var en faderfigur for Andersen, havde stor indflydelse på hans værker. Ørsted var ikke nogen enøjet naturvidenskabs-freak, men meget engageret i litteratur og filosofi. Det var således også Ørsted, der tidligt opmuntrede Andersen til at satse på eventyrene, som han profetisk forudsagde ville gøre H.C. Andersen udødelig.

PÅ DAMPENS VINGER
H.C. Andersen var entusiastisk interesseret i al den nye teknologi, der dukkede op i hans tid. Han begejstredes for dampmaskinen til skibe og tog, og ignorerede den udbredte bekymring for at poesien ved at rejse ville gå tabt, når damptoget erstattede den hestetrukne diligence. Fra en af sine mange rejser skrev han 3 : "Vi flyve nu med Dampens Vinger, og foran os og rundt om os følger Billed på Billed i rig Afvexling". "Vi kunne stige ud og dvæle ved alt det Skjønne, flyve det Kjedsommelige forbi, med Fuglens Flugt naae til Maalet; er det ikke som Trylleri" På den tid var det meget få, der som H.C. Andersen, rejste rundt i det meste af Europa. I begyndelsen foregik hans rejser med hestetrukne vogne, men senere blev han opmuntret, når han kom til en strækning, hvor der var etableret jernbane. Så kunne han skifte fra langsomme, mørke, overfyldte og støvede diligencer til de hurtige, lyse og bekvemme jernbanevogne.

H.C. Andersen blev vidne til mange andre tekniske nyskabelser så som elektriske generatorer, elektriske motorer og telegrafen, alt sammen baseret på hans ven Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Også fotografiet blev opfundet i denne periode, først i form af daguerreotype teknikken i 1840, og Andersen lod sig fotografere adskillige gange.

VISION I 1852
Blot 15 år efter den første jernbane kom i drift og et halvt århundrede før det første motoriserede fly lettede, skrev H.C. Andersen en lille artikel, "Om Aartusinder", hvori han forestillede sig fremtidens transportteknologi 4, 5. Han tog fejl i titlens lange tidshorisont for udviklingen af de nye transportmidler, som alle for længst er blevet realiseret, men ellers gik hans profetier i forbavsende grad i opfyldelse.
 
H.C. Andersen forestillede sig i 1852, at unge amerikanere i fremtiden ville krydse Atlanten med "luftdampskibe", hurtigere end til søs, for at besøge gamle Europa, ... Fædrenes Land, Mindernes og Fantasiens dejlige Land, Europa!  Ved det første stop ville turisterne bruge en hel dag på at se England og Skotland, før turen gik gennem tunnelen under kanalen til Paris. Videre derfra ad luftvejen til Spanien, Italien, Grækenland, Tyskland og - naturligvis - Norden, idet der lægges vægt på hvert steds historiske og kulturelle  højdepunkter. Det måske mest forbavsende ved Andersens kulturelle profeti kommer frem, når han slutter sin lille rejsehistorie med at lade en ung amerikaner udtale: "I Europa er meget at se! .. og vi har set det i otte Dage, og det kan lade sig gøre, som den store rejsende". har vist i sit berømte Værk: -Europa, set i otte Dage" ... . H.C. Andersen skrev dette 20 år før Jules Vernes skrev sin "Jorden rundt på 80 dage".
 
De fleste delte Andersens entusiasme for den nye teknologi, der dukkede op. Det interessante ved hans beundring var, at den var kombineret med en bekymring for den negative kulturelle påvirkning af en ensidig entusiasme for den brølende videnskabelige og tekniske udvikling. Hans usikkerhed og dilemma fremgår af mange af hans eventyr, blandt andet de to, der er opsummeret i det følgende.

NATTERGALEN
Da H.C. Andersen blev forelsket i den feterede svenske sopran, Jenny Lind, inspirerede hun ham til i 1843 at skrive eventyret Nattergalen. Tivoli var netop åbnet i København, og havens kinesiske stil genkendes i historien, hvor han sammenligner den rigtige nattergals vidunderlige sang med den moderne teknologi. Stærkt forkortet er historien som følger 6:
For rigtig mange år siden havde kejseren i Kina alt hvad han kunne forestille sig i sit porcelænspalads, det smukkeste palads i verden, omgivet af en stor have med de forunderligste blomster. Men i en skov nær paladset var der en lille nattergal, hvis sang fortryllede enhver, der kom forbi om natten. Ingen i kejserens hof kendte til denne lille fugl, men da kejseren havde læst om dette vidunder i en stor bog, gav han ordre til hoffet om at få den til at synge for ham. De ledte og ledte, og langt om længe fandt de fuglen ved hjælp af en fattig lille pige, som arbejdede i køkkenet. Nattergalen havde foretrukket at synge i skoven, men indvilgede i at optræde for kejseren i paladset. Sangen var så dejlig, at kejseren fik tårer i øjnene, og han ansatte straks nattergalen.

Så en dag fik den kinesiske kejser en gave fra kejseren i Japan. Det var en kunstig nattergal, som skulle ligne en levende, men var besat med diamanter, rubiner og safirer. Når man trak denne mekaniske fugl op kunne den synge som den rigtige og endvidere bevæge halen. Rundt om halsen hang et bånd, hvorpå der stod: ?Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejseren af Kinas?. Det er dejligt, sagde alle, og hoffets spillemester fandt, at den kunstige fugl var perfekt. Efter at kunstfuglen havde sunget præcist den samme melodi 33 gange ville kejseren igen høre den levende nattergal, men den var fløjet ud ad et åbent vindue. Vi har dog den bedste, mente hoffolkene. Og spillemesteren tilføjede "hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt"... man kan gøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvorledes valserne ligger, hvorledes de går, og hvordan det ene følger af det andet..!?  Alle var enige, med undtagelse af nogle fattige  fiskere, som havde hørt den rigtige nattergal, og fandt at kunstfugens sang manglede noget, men de kunne ikke forklare hvad. Den virkelige nattergal blev forvist og "spillemesteren skrev 25 bind om kunstfuglen; det var så lærd og så langt, og med de allersværeste kinesiske ord, og alle folk sagde, at de havde læst og forstået det, for ellers ville de blive anset for at være dumme og var blevet dunket på maven" 6.
Men en aften mens kunstfuglen sang for kejseren, sagde det "svup" inde i fuglen. Fjederen sprang og alle hjulene for rundt og musikken stoppede. Kejserens læge kunne intet stille op, men urmageren fik den i gang igen, men fra nu af måtte den mekaniske nattergal kun synge én gang om året. Fem år senere blev kejseren syg og lå for døden. Musik, musik, skreg kejseren. Men den mekaniske nattergal kunne ikke opmuntre ham og forblev tavs, for der var ikke nogen til at trække den op. Pludselig lød der dejlig musik fra et åbent vindue. Den levende nattergal havde hørt om kejserens sygdom, og var kommet for at synge ham håb og trøst. Selv Døden nød sangen og gav op. Kejseren overlevede.


SNEDRONNINGEN  I  IS-PALADSET
I et andet af H.C. Andersens kendte eventyr, "Snedronningen" fra 1844, udtrykker han sin bekymring over tidens tendens til at sætte hele sin lid til fornuften og det åndeligt kedsommelige, intellektuelle liv. Det var en bekymring, der havde grebet ham allerede i latinskolen, hvor han gik da han var 22-27 år 4. Kort fortalt er historien som følger:

I "Snedronningen" nyder to små legekammerater, Gerda og Kay blomsterne og livet. En djævel havde imidlertid konstrueret et troldspejl, der forvred tingene, så alt hvad der var godt og smukt svandt ind til næsten intet, mens det, der var værdiløst og tog sig dårligt ud voksede og blev endnu værre. En dag knustes troldspejlet, og millioner af små stykker fløj rundt til alle lande. Hvert enkelt stykke spejl bevarede det store spejls egenskaber, hvis for eksempel det kom ind i en persons øje, eller endog ind i hans hjerte, som da kunne fryse til en isklump. Sådan en splint endte i Kays øje og en anden i hans hjerte. Fra da af mistede han gradvist interessen for at lege med Gerda, og foretrak med et forstørrelsesglas at studere hvorledes snefnuggene lignede blomster, frem for blot at nyde de rigtige blomster.
Kays rationelle tænkning kølnede efterhånden totalt hans varme venskab med Gerda. Pludselig, en vinterdag, mens han kælkede sammen med de andre drenge, trak Snedronningen hurtigere og hurtigere hans slæde bort efter sin kane. Kay blev skrækslagen. ... .Han ville sige sit Fadervor, men kunne kun huske den store tabel".
Snedronningen, som i Kays øjne var meget smuk og perfekt, førte drengen langt bort til sit palads, som udelukkende bestod af is og sne, og var oplyst af nordlyset. Snart glemte Kay alt om Gerda. I dette is-palads var Kay travlt optaget af at spille Forstands-spillet, som gik ud på at lægge store skarpe flade isstykker sammen i et puslespil, så de dannede figurer og et skrevet ord. På grund af Kays glassplint i øjet syntes han, at alle de ord han lagde, var meget vigtige. Men et ord, han ikke kunne få formet, var ordet Evigheden, skønt Snedronningen havde lovet Kay: "Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg vil forære dig hele verden og et par nye skøjter". Med "evigheden" forstod H.C. Andersen nærmest "den evige sandhed".

Hjemme savnede lille Gerda sin ven Kay og søgte utrætteligt efter ham i hele den vide verden. Hendes egen renhed og uskyld gav Gerda kræfterne til at søge, og venlige mennesker og dyr hjalp hende overalt. Gerda beskrev Kay som meget begavet overfor folk hun mødte, "han var så klog, han kunne hovedregning med brøk!"  Efter en lang og vanskelig eftersøgning, fandt Gerda endelig Snedronningens slot og smuttede indenfor og fandt sin kære lille Kay, legende med is-spillet, men stiv og kold. Men Gerda græd varme tårer, som smeltede hans frosne hjerte og fjernede de små stykker af troldspejlet i hans hjerte og hans øje. Nu brød Kay også ud i tårer og forstands-puslespillets skarpe isstykker dansede og formede selv ordet "Evigheden". Med venlige folks og rare dyrs hjælp kom de to vel hjem til Kay's bedstemoder, og de følte sig nu som voksne, men dog børn i hjertet.

I dag bliver vi let endnu hurtigere end på Andersens tid revet med af den rene logiske tænkning. Alt for ofte søger vi kun løsninger i form af abstrakte beregninger og forbedrede teknologier, uden tanke for åndlige refleksioner og forbedrede moralbegreber.

H.C. ANDERSEN I VOR TID
På H.C. Andersens tid var Danmark og det meste af Europa, en smeltedigel af kunst, religion, teknologi og videnskab. Lærde folk har forsøgt at finde frem til Andersens standpunkt i denne debat, og der er skrevet bøger, "fulde af de vanskeligste ord", som Andersen selv ville have udtrykt det. Der skal ikke her drages nogen konklusion om hvor han stod, bl.a. fordi Andersen selv gennem sin kunst ofte synes at give udtryk for tvivl om sit standpunkt i den rivende udvikling. Han udtrykker snarere et ønske om at bringe de forskellige opfattelser sammen i et frugtbart samspil. Videnskaben kan inspirere troen, og omvendt. Tilsvarende kan følelser og fornuft spille sammen. Naturen er den synlige ånd og ånden den usynlige natur 7.
 
Hvad ville H.C. Andersens reaktion mon have været på nutidens teknologiske og økonomiske udvikling og dens trussel mod naturen - Gud er Naturen, og Naturen er Gud var en af datidens refleksioner, som tilskriver naturen en slags hellig værdi, som ikke blot kan fastsættes ved rationelle argumenter, en opfattelse der ikke er så fjern fra den etik, der præger mange af nutidens miljøbevægelser.
 
For mit eget vedkommende kunne jeg forestille mig, at historien om Kejserens nye Klæder kunne hente inspiration i nutidens "kejsere". De dækker sig bag en kåbe af  Brutto National Produkt Vækst, som alle vigtige personer med høje politiske og videnskabelige titler beundrer og roser, af frygt for at miste deres positionerer. Indtil et lille barn råber: ... "men han har ikke noget på" 6.
 
I det mindste kunne man måske lære af H. C. Andersens søgen efter at kombinere de forskellige værdier i tilværelsen og finde en balance, hvor "man vil stole på kærlighedens love ligesom man stoler på fornuftens", som han udtrykte det 8, og dermed nå til et punkt, hvor vi ikke for enhver pris godkender og beundrer alle nye landvindinger inden for videnskab og teknologi. Lad os ikke sætte hele vores lid til "den store tabel og tekniske løsninger, som vi er tilbøjelige til. Lad os på sand demokratisk vis have respekt for meninger, som bygger på følelser, intuition, tro og ånd. De fattige fiskere, som følte, at der manglede noget ved den mekaniske nattergal, skønt de ikke kunne sige præcist hvad, bør have større stemme i vort samfunds debat og valg, såvel som inde i den enkeltes sind.


TAK
Jeg er taknemlig for værdifulde kommentarer fra Lars Bo Jensen, ved H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet, Odense og fra nogle få andre. Men ansvaret for artiklen er naturligvis mit.


LITTERATUR
1  Andersen, H.C. 1996: Mit Livs Eventyr, Bind I-II, Gyldendal, København.
2  Andersen, H.C. 1995: H.C. Andersens dagbøger, bind X, G.E.C. Gads Forlag, København.
3  Andersen, H.C. 1988: I Spanien, Hans Reitzels Forlag, København.
4  Wullschlager, J. 2000: H.C. Andersen - En biografi, Hans Reitzels Forlag, København.
5  Andersen, H.C. 1948: Om Aartusinder  i  Eventyr og Historier, Gyldendal/Nordisk Forlag, Købehavn.
6  Andersen, H.C. 1963: Eventyr og Historier, Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, København.
7  Andersen, J. 2003: Andersen, Gyldendal, København.
8  Andersen, H.C. 1944: I Sverrig, Bind 7,  i Romaner og Rejseskildringer, Gyldendal, København.


Tilbage