Print

"Det har altid undret mig, hvor få teatre der interesserer sig for at sætte H.C. Andersens eventyr op", fortæller Robert Lepage.

"Andersen er jo dybt dramatisk, en teatralsk kunstner - på den gode måde. Og her tænker jeg ikke kun på hans skuespil, men især på hans eventyr, der ligesom hos Shakespeare har alt dette i sig, der lægger op til det store teatermaskineri - forklædningerne og forvandlingerne, det fantastiske, hekse og spøgelser og talende dyr. Mange af eventyrene er nok blevet filmatiseret, men sjældent sat i scene."

Det råder den 46-årige, canadiske film- og teaterinstruktør nu bod på. Næste år til september kommer han til København med en splinterny solo-forestilling, der vil handle om både H.C. Andersens liv og Robert Lepage selv, og som sit udgangspunkt har Andersens eventyr om "Dryaden".

Eventyret er næppe kendt af mange i dag, og Lepage er heller ikke helt sikker på, hvordan man skal udtale titlen på dansk. Lige så lidt som den danske interviewer er med på, hvordan en dryade lyder på engelsk. Det kommer der lidt morskab ud af, mens han forklarer, at han har det lettere med det svenske sprog, fordi han flere gange har sat i scene på det svenske nationalteater Dramaten. Han insisterer dog på at læse eventyret på dansk, ganske enkelt for at lytte sig ind på det særligt andersenske sprog.
Og det er ganske vist: Sproget er vildt og forunderligt i "Dryaden", tonen mere voksen end egentlig naiv, som vi ellers typisk kender den, og sætningerne undertiden suggestive, nogle vil sige sindssygt moderne.

"Vor Tid er Eventyrets Tid", skriver Andersen indledningsvis i sit eventyr, der er inspireret af digterens besøg på Verdensudstillingen i Paris i 1867 og på én gang er en krønike om den nye, store verden og en fortælling om at længes og blive befriet - seksuelt. Andersen besøgte flere gange bordellerne, og byernes by var dengang som i dag det perfekte fristed for et lille frækt eventyr. Hvad enten man så gjorde det frække eller - som Andersen - nøjedes med at tale med pigerne eller se på?

"Nutidens Aladdins Slot er reist", beretter Andersen fra udstillingen. "Dag for Dag, Time for Time udfolder det meer og meer sin rige Herlighed. Med Marmor og Farver prange de uendelige Haller. Mester "blodtøs" rører her sine Staal- og Jern-Lemmer i Maskinernes store Ring-Sal. Konstværker i Metal, i Steen, i Vævning forkynde det Aandens Liv, der rører sig i Verdens Lande; Billedsale, Blomsterpragt, Alt hvad Aand og Haand kan skabe i Haandværkerens Værksted er her stillet til Skue?"

Fremskridtets tid! Maskinalderen rejser sig her som potent poesi, og fristelserne, fortryllelsen og fordærvelsen, lokker såvel mennesker som dryader til - der bliver drukket champagne og chartreuse i Paris? gader, kvinderne danser can-can og de lokkende katakomber er fyldt med rotter, der piler rundt mellem benene. Ren dekadence! Andersens skovnymfe bor ude på landet i et kastanjetræ, og hun vil så frygtelig gerne se Paris. "Løs mig af mit Fængsel, giv mig Menneskeliv, Menneskelykke en kort Stund, kun denne eneste Nat om det saa maa være", sukker hun. Bønnen går i opfyldelse, men det har sin pris.

"Andersens dryade", forklarer Lepage, "ønsker at se verden, og messen er jo i sandhed en udstilling af verden. Hun er et meget godt tidsbillede, for så vidt som folk fra midten af 1800-tallet begyndte at flytte fra landet ind til byerne. Verden forandrede sig i Europa på alle måder dengang, ligesom den gjorde det 100 år senere i Canada. I 1967 var Montreal vært for Verdensudstillingen, "Man and his World", og det ændrede faktisk Canada afgørende: Montreal blev for første gang en del af verden, eftersom hele verden nu kom til Montreal. Især den fransktalende del af Canada var dengang kulturelt lettere tilbagestående, meget katolsk og moralsk domineret, men verdensudstillingen vendte op og ned på alt, og gjorde folk interesseret i teknik og kultur - i hele den moderne medieverden. Så, mens Andersen står i Paris og stirrer lige ind i fremtiden, vil jeg spejle eventyret i Canadas og min egen fortid."

Og så er der jo selve dryaden som væsen - hendes længsel efter at bryde ud af sit træhylster og realisere sig som (seksuelt) menneske. Også her har Robert Lepage fundet sin egen personlige tilgang.

"Men hvordan spiller man egentlig en dryade?", griner han. Den canadiske skovnymfe vender vi tilbage til.

Rejsekammeraten
Andersen og Lepage: Umiddelbart kunne de to ikke befinde sig længere væk, i tid og sted, fra hinanden.

Den første er fynbo, den anden født i Québec. Det er dog et stykke vej. Den neurotiske og kejtede Andersen med de store sko hører en fjern dansk guldalder til, mens den stille og næsten zen-agtige Lepage har placeret sig, helt på linje med bl.a. Peter Brook og Robert Wilson, som en af de største instruktører på tidens verdensscene.

Under interviewet skænkes der te, og han selv har smidt skoene og taler - indtrængende og roligt. Det er vitterligt lidt svært at se forbindelsen, og man undrer sig, mens man i smug måler de sorte strømpesokker, om Lepages fødder mon nu også passer til Andersens fodspor. Store forskelle, umiddelbart, men så mange flere ligheder ved nærmere eftersyn. Lepage og Andersen: De har noget sammen. 

I virkeligheden kunne H.C. Andersen ikke have fundet en mere oplagt rejsekammerat til at iscenesætte sine eventyr. Begge er rejsende i sære og magiske oplevelser, som favner ikke bare Jorden, men hele verden, ja, hele universet med. Begge har teatret som en besættelse i kroppen. Andersen nåede kun at spille trold på den danske nationalscene, det var i balletten "Armida" i 1821, mens Lepage er blevet både skuespiller og instruktør. Men rollen som troldmænd - de gudbenådede fortællere! - har de til fælles. De kan forhekse livet og trylle med menneskene, så vi ikke tror vore egne øjne.

Det så vi, da Robert Lepage første gang besøgte Danmark i 1991 med sin gennembrudsforestilling "The Dragon?s Trilogy". En kæmpe rejse, der især handlede om mødet mellem Canada og de kinesiske indvandrere, der har præget landet siden slutningen af 1800-tallet. Skuespillerne vadede rundt i tre tons sand, og en parkeringsplads i Québeq, hvor det tidligere Chinatown lå, var startbilledet. Som Lepage dengang udtrykte det: "Hvis man skraber i overfladen, finder man nutidens hverdag; graver man lidt dybere, dukker fortiden frem; og til sidst, hvis man bliver ved med at grave, finder man Kina."

Se, det var et virkelig eventyr!
Robert Lepage ville som ung have studeret geografi, og det mærkes. Alle hans forestillinger er således rejser, geo-kulturelle undersøgelser af tiden, sproget og stedet, fra øst til vest, hvor flugten, mødet eller immigrationen, længslen eller erindringen er i fokus.

Det så vi ikke mindst i "Hiroshima - The Seven Streams of the River Ota", først til Århus Festuge i 1995, siden under Kulturbyåret i København, hvor rejsen spændte fra Hiroshima og Holocaust til AIDS. Et stærkt gribende epos om det 20. århundrede, der handlingsmæssigt var optaget af det tragiske - en moderne version af operaen "Madame Butterfly" - men dyrket med en enkelhed og ro; meditativ i sin suveræne trolddomsbeherskelse af tid og sted og i sin brug af teatrets virkemidler. Fra skyggebilleder og dukketeater, som hos Andersen, til sit-com og melodrama. Iscenesættelsens princip var fuldbyrdet i det lille ord: Zen.

Siden er fulgt Robert Lepages oneman-show "Elsinore", hans hightech-version af Shakespeares "Hamlet", der mere eller mindre blev en postmoderne svingtur ind i den menneskelige sjæl. Og senest viste han os i år 2000, igen under Århus festuge, sin betagende rumrejse i "The Far Side of The Moon", der koblede menneskets drøm om Månen til hans egen personlige erindring om (liv)moderen. Liggende på gulvet og roterende som sin egen akse blev han til sidst ophævet - mirakuløst, vægtløst og vemodigt - til et flyvende væsen; på én gang tynget af erindringen og forløst til drømmen: Til længslen efter at blive befriet snart sagt for sin krop. Og til forskel, kunne man tilføje, til H.C. Andersens "Dryaden", der netop længes efter at få en krop, at føle sig som et menneske?

Berømmelse - og ensomhed
Jo, Andersen og Lepage ligner skam hinanden. De deler verden, og de deler for så vidt også liv og skæbne.

"Jeg er meget, meget tæt på denne her tekst", indrømmer Lepage, der nok laver et soloshow om Andersen og hans dryade, men forestillingen vil også og især komme til at handle lige så meget om ham selv.

"Jeg har læst et par biografier om H.C. Andersen; de bedste har ikke udelukkende skildret ham som en helt, et geni, men forsøgt at se på hans mere personlige sider - dobbeltheden i hans sind, skyggesiderne i hans liv, ensomheden bag berømmelsen. Når du laver en solo-forestilling vil der altid være et motiv af ensomhed, og det hænger, synes jeg, ganske godt sammen med, hvem Andersen også var.

Ensomheden gav så at sige Andersen en stor frihed i forhold til dét at rejse, og alene hans ture til Paris gjorde, at han menneskeligt og seksuelt kunne blive eksponeret; besøgene på bordellerne bød trods alt på en slags frigørelse. Andersen levede og åndede til hverdag i det borgerlige, ultra-respektable København, derfor blev rejsen - konkret og på skrift som i "Dryaden" - en erotisk afstikker. Et forsøg på at leve noget ud, som han ikke kunne i København og for den sags skyld aldrig rigtig turde. Han havde sit omdømme at tænke på, og så var der også riskoen for at få en sygdom."

Det er denne ensomhed, fortsætter Lepage, som kun delvis kom til udtryk på skrift, men så meget mere konsekvent blev nedfældet i hans kalender. Andersen satte som bekendt et kryds, hver gang han havde onaneret.

"Og onani er det mest ensomme, du kan foretage dig. I Andersens tilfælde betød det i alt fald, at han var alene. Det er for mig dybt bevægende at læse om: Du har det tiljublede geni udenpå, og så har du bagsiden af medaljen - al denne ensomhed indeni. Den omtrent eneste måde, han kunne udtrykke det på, var som sagt ikke via skriften, men gennem en kode, et kryds - et S.O.S. - i kalenderen. Jeg har lyst til at vise denne ensomhed, men uden at det bliver voyeuristisk eller vulgært", understreger han.
Og Lepage selv?

"Jeg er da særligt optaget af det seksuelle. Selv i dag er der en betragtelig risiko ved at komme ud af skabet - eller ud af træet - og give sig seksuelt hen. Vi lever jo i en AIDS-tid. Og så er der hele den anden side: Jeg er selvfølgelig ikke et geni som Andersen, men jeg kan sagtens identificere mig med ham. Han blev på en måde offer for sin egen succes. Han blev vist frem i salonerne og på herregårdene, han var juvelen i kongekronen. I Canada, som er en ung nation, og hvor også kulturen stadig skal opfindes, har det for mig betydet, at hvis du bare har den mindste succes, så bliver du en vare. Andersen undgik det lidt ved at rejse væk. Hver togtur, han tog, blev en rejse mod sig selv, et forsøg på at komme sig selv nærmere. Som kunstner, der er på gæstespil i det meste af verden, gør jeg noget lignende. Jeg foretager selv en masse rejser, ja, man kan sige, jeg på hver eneste rejse flygter for at finde mig selv."

Så griner han igen. Men dryaden, vi glemte jo ganske dryaden. Hvordan identificerer man sig med hende? Hvordan skal hun se ud?

"I de gode gamle dage klædte man sig på; man forklædte sig i rollen. Nu om dage spiller Tom Cruise bare Tom Cruise, hvad enten det er i rollen som elsker eller samurai. Jeg tror, jeg skal klædes rigtigt ud, have noget langt på, for at være en rigtig nymfe, men forhåbentlig uden at komme til ligne en komplet idiot. Dryaden bliver jo sammen med det unge kastanjetræ plantet inde på et torv midt i Paris, og så tænkte jeg på, at jeg har en hund, og at hunde gerne tisser op ad træerne og snuser til de andre hundes dufte. En kommunikation, som jeg aldrig helt har forstået, men er fascineret af. Hundene taler deres eget sprog - her har været en aggressiv hanhund eller en dejlig hun-hund."

Og Robert Lepage slutter:

"Jeg tror, min forestilling skal begynde med en hund, der snuser til kastanjetræet på den lille plads i Paris. Der skal være et forhold mellem hunden og dét, der engang har været inde i træet. Måske kan den lugte ånden i træet? Hunden skal kunne tale. En veltalende hund! Det er trods alt lettere at tale om sig selv gennem en hund - og nej, det bliver bestemt ikke en rigtig hund, som vil optræde på scenen. Hunden vil, helt i Andersens ånd, blive en meget dramatisk hund: Gjort af den rene teaterkunst!"

Fakta om Robert Lepage
Robert Lepage (f. 1957 i byen Québeq) er i dag en af verdens førende teaterinstruktører, men har også lavet opera og film. Han er desuden designer, dramatiker og skuespiller, og har siden begyndelsen af 1980erne været med til at bryde grænser og udvikle teatergenren med den nyeste computerteknik.

I 1982 blev han medlem af Théâtre Repère, og skabte bl.a. produktionerne "Vinci", om geniet Leonardo da Vinci, og gennembrudsforestillingen "The Dragon?s Trilogy", der besøgte København i 1991. Har desuden sat en række Shakespeare-stykker op, bl.a. "En Skærsommernatsdrøm" på Royal National Theatre.

I 1994 grundlagde han sit eget kompagni Ex Machina, med en nedlagt brandstation som prøvescene og værksted i Québeq, og har skabt "Hiroshima - The Seven Streams of the River Ota", "Elsinore" og "The Far Side of the Moon", der alle har gæstespillet i Danmark. For den svenske nationalscene har han bl.a. opført Strindbergs "Et Drømmespil".

September 2005 kommer Lepage igen til Danmark med sin H.C. Andersen-forestilling "Dryaden", der bygger på eventyret, Andersens liv - og Robert Lepage selv. Men allerede 2. April i år besøger han Odense for at modtage Odense Bys Hans Christian Andersen Pris 2004 på 50.000 Euro (ca. 375.000 kr.). Prisen gives til en person, som aktivt skal bidrage til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen.

Robert Lepage arbejder i disse måneder i Montreal som iscenesætter af Cirque du Soleils nye Las Vegas-show.

Fra H.C. Andersens "Dryaden" (1868):
"Du skal komme derind i Fortryllelsens Stad, Du skal der fæste Rod, fornemme de susende Strømninger, Luften og Solskinnet der. Men din Levetid vil da forkortes, den række af Aaringer, som ventede Dig her ude i det Frie, tæres sammen derinde til en ringe Sum af Aar. Stakkels Dryade, det bliver din Fordærv! din Længsel vil voxe, din Higen, dit Forlangende blive stærkere! Træet selv vil være Dig et Fængsel, Du vil forlade dit Hylster, forlade din Natur, flyve ud og blande Dig mellem Menneskene, og da ere dine Aar svundne ind til Døgnfluens halve Levetid, en eneste Nat kun; dit Liv pustes ud, Træets Blade visne og veire hen, komme aldrig igjen. - Saa klang det, saa sang det, og Lysningen svandt, men ikke Dryadens Længsel og Lyst; hun bævede i Forventning, i vild Fornemmelses Feber."

Uddrag fra H.C. Andersens eventyr, som han skrev på i tyve måneder, inspireret af Verdensudstillingen i Paris i 1867.

Print

Tilbage