CFB




CHILI OG SMØRRET

Af Grete Wiemann Borregaard

Der var engang et gammelt køleskab. Ja, det hørte til de ældste af slagsen, men fungerede stadig, som det skulle.
På den smalle hylde øverst stod smørret alene. Lige under hyggede tomaten og spinaten sig med det hakkede kød, og i skabslågen lænede sødmælken sig op ad skummetmælken. Mindst plads var der nederst, hvor rødkålen og hvidkålen lå tæt i den ene side, mens plasticposer med løg og gulerødder bredte sig over resten. Alle kendte deres rette plads, og der var trygt at være i det lille skab.
Men en dag blev der pillet ved idyllen, da en fremmed fra de varme lande flyttede ind. Det var Chili, der træt efter en lang flyvetur landede på den øverste hylde. Hun kom til at stå lige ved siden af smørret, der blev chokeret over at skulle dele sin faste plads med en anden; for han var vant til at stå der alene, ja, var nærmest født til det.

Først var han helt tillukket, men efter et stykke tid lettede han alligevel på låget: 
"Og hvem er du så, hvis man må spørge? Sådan en som dig har vi ikke set før."
"Jeg hedder Chili," sagde den nye og rystede så meget af kulde, at hun kom til at skubbe til ham.
"Hold dig for dig selv, tak!" sagde han og klappede i for en tid.
Chili sitrede oven på den kølige modtagelse, men gjorde, hvad hun kunne for ikke at støde ham. Forsigtigt fjernede hun rejsestøvet, mens hun fornemmede de nye omgivelser.
"Uf, her er kold luft. Koldere, end hvor jeg kommer fra!"
"Det må du vænne dig til, hvis du vil være her," sagde smørret. "Temperaturen er, som den plejer - lige tilpas!" Og så lukkede han i igen.

Fra hylden nedenunder havde tomaten og spinaten travlt med at studere den fremmede.
"Underlig facon, ikke?" hviskede spinaten.
"Jo, og lidt for spids efter min smag," svarede tomaten.
Chili hørte bemærkningerne, men lod som ingenting.
"Som hun udstiller sig. Hun er næsten nøgen, kun iført en lille stilk!" Løget sendte et forarget blik til guleroden.
"Og så er hun alt for tynd. Et forfærdeligt syn!" fnysede guleroden, mens hun kiggede ned ad sig selv.
"Ja, hende kan der ikke koges meget suppe på," tilføjede hvidkålen, der også fulgte med i snakken.
"Som hun dog skinner!" skvulpede skummetmælken til sin søde nabo. "Behøver hun gøre så meget opmærksom på sig selv?"

Udmattet og trist forsøgte Chili at samle saft og kraft til sig, men blev forstyrret af smørret:
"Den røde farve er vel kunstig?"
"Nej, jeg er helt ægte," lo hun usikkert. Trods alt var hun glad for, at han viste den interesse at spørge til hende, og for at være positiv sagde hun: "Du er lidt bleg! Forhåbentlig er du ikke syg?"
Det gav et sæt i smørret: "Syg! Tværtimod! Jeg er kærnesund, og så har jeg i øvrigt den helt naturlige kulør - hverken for hvid eller for gul."

Chili blev forskrækket over den harske bemærkning og trak sig forsigtigt væk. Men smørret blev ved:
"På overfladen er du da meget køn, men du er vel sprøjtet med både gift og hormoner?"

Hun svarede ikke. Efterhånden var hun godt træt af den firkantede klump, men hun var ny her, så det var nok bedst at holde sig i skindet. I stedet kiggede hun på de andre i skabet, og flere af dem så rare ud, sødmælken for eksempel. Men da Chili forsøgte at fange hendes blik, vendte hun sig væk.
"Kan du i det hele taget bruges til noget?" Smørret gav ikke op.
Chili havde stadig ikke lyst til at svare, men gjorde det alligevel.
"Man siger, at jeg passer til de fleste madretter, både kolde og varme," sagde hun stille. "Og, at jeg kan fremhæve aromaen i krydderier og sætte kulør og smag på kedelige grøntsager."
Der lød en mumlen og hosten fra kålhovederne nederst i skabet.
"Jeg er perfekt sammen med nyopgravede kartofler." sagde smørret, som om han ikke havde hørt hendes svar. "Svøber dem ind i gyldne gevandter, så de bliver uimodståelige. Kan du måske det?"
"Det har jeg ikke prøvet, men måske kan vi skabe fornyelse sammen!" sagde hun og tænkte, at han måske kun var hård på overfladen.

"Vorherre bevares!" fnøs han og forsatte: "Kan du som jeg få pandekager til at blive brune og sprøde, så de knaser og knækker og smelter på tungen?"
Han smurte tykt på lige nu, tænkte hun.
"Du ved måske slet ikke, hvad pandekager er? Det bør man ellers vide, hvis man vil være her," sagde han.
Vreden havde gjort Chili varm, og hun brændte efter at gøre noget voldsomt. En ordentlig en på låget trængte han til at få.
"Sådan en lille dame kan vel heller ikke...?"

Nu var det nok! Hun fik lyst til at kaste sig over fedtklumpen og presse sin saft ud over ham, så den kunne rive og stikke i ham.
"Pyh, hvor er du glad for dig selv!" Chili følte sig pludselig stærk. "Ved du, hvad jeg kan? Jeg kan få maden til at brænde som et kys fra en elsket, så varmen strømmer ud i hele kroppen. Jeg kan..."
"Så er det nok! Grænsen er nået..." Smørret var så ophidset, at gule, glinsende sveddråber dryppede fra ham, ned på tomaten. Han bestemte sig for at stille på termostaten, dreje op for kulden, så Chili ville blive slap og slasket. Hun skulle fryses ud! - Men i sin iver kom han til at skubbe til hende, så hun fløj ud over kanten og landede i spinaten.

"Åh, lad lige være med at træde i mig," vrissede han. "Hvis du absolut skal være her i skabet, så hold dig til den nederste del."
"Hun er kun ude på at komme i lag med dig," hviskede tomaten til ham. "Men det er du vel for grøn til at forstå?"
Chili følte sig presset nedad gennem rillerne i hylden og havnede dybt såret mellem løg og gulerødder. Saften dryppede fra en lang flænge i hendes side og løb ud over plasticposerne.
"Også her skal hun brede sig," nikkede kålhovederne. "Ikke engang den nederste hylde kan vi have i fred."

I det samme blev køleskabet åbnet, og sammen med de andre ting blev smørret taget ud. Kun mælken fik lov til at blive lidt i kulden.
Hele smørklumpen blev smidt i en stor, sort gryde.
"Selvfølgelig må jeg være den første! Det er jeg skabt til. Intet kan tilberedes uden mig." Men hurtigt mistede smørret sin lyse kulør, blev brunere og brunere, og da det hakkede kød dumpede ned i gryden, sydede han:
"Tænk på andre end dig selv. Du behøver ikke fylde så meget."
Tomaten blev lagt ned sammen med gulerødder, løg og kål og tvunget til at blande sig med dem, selv om hun var vant til finere selskab fra den mellemste hylde.

"Jeg hader den varme. Den gør mig så løs i kødet!" rødmede hun til spinaten, der dalede ned og  bredte sine blade ud over hende.
Til sidst blev Chili skyllet og skåret i fine, små tern, inden hun blev drysset hen over de andre.
"Skal hun absolut mænge sig med os?" kom det råt fra gulerødderne, der efterhånden var godt gale i skrællen.
Smørret bredte sig i hele gryden og kunne ikke undgå at støde ind i en svimmel og omrørt Chili.
"Har du lagt mærke til, at jeg dækker alt med et glinsende lag? Uden det, var du ikke meget værd," sagde han.
"Hvad mener du?" kom det syrligt fra hende.
"Ja, uden mig kom din varme og smag ikke til sin ret!"
"Du har måske aldrig hørt om olie? Faktisk foretrækker jeg ham," vrissede Chili. "Der er noget bondsk og bastant over dig."
Smørret skummede af raseri. Hvor flabet! - At sammenligne ham med det gennemsigtige sprøjt.
"Olie! Hvor interessant?" kom det fra rødkålen, der havde lyttet til samtalen.

"Spændende, spændende!" simrede kødet.
En ivrig snakken bredte sig i gryden. Smørret måtte gøre noget, inden han helt mistede magten. Det meste af ham var allerede suget ind i løg og kål.
"Måske kan vi sammen skabe lidt fornyelse?" var det sidste, han nåede at sige til Chili.

"Det er for sent nu, hvor du er brun og branket," svarede hun, der langsomt fordelte sig i den sammenkogte ret. Kød og grøntsager mærkede energien fra hende trænge ind i hver eneste af deres fibre og tænde en varme, som de ikke havde følt før. Hun kunne måske alligevel noget, som de ikke havde været klar over?