Tingseventyret som litteraturpædagogisk mulighed
Af Anna Karlskov Skyggebjerg

Eventyrgenren er en af de genrer, som skoleelever traditionelt stifter bekendtskab med på et ganske tidligt tidspunkt. De fleste børn har faktisk allerede i førskolealderen opnået et kendskab til en del af eventyrets genrekoder. I skolens litteraturundervisning bliver genrekendskabet bevidstgjort, systematiseret og udvidet, og eleverne bliver efterhånden opmærksomme på forskellige genrevarianter og undergenrer.

Tingseventyret er en særlig eventyrgenre med et iboende litteraturpædagogisk potentiale. Denne genre har nogle helt specifikke særtræk, som gør den eksemplarisk i forhold til litteraturlæsning generelt, og genren kan på forskellige niveauer inspirere til elevernes skriftlige arbejde. Nærværende artiklen indeholder en karakteristik af tingseventyret som genre ud fra tekster af H.C. Andersen, og herudover nævnes nogle konkrete undervisningsforslag ud fra de erfaringer, som er fremkommet gennem arbejdet med at læse og skrive tingseventyr på Forfatterskolen for Børnelitteratur.
 
H.C. Andersen og tingseventyret
H.C. Andersen skrev omtrent seksten tingseventyr. Når der skrives omtrent seksten, er det, fordi man altid kan diskutere, hvordan enkelte tekster skal kategoriseres. Den standhaftige Tinsoldat (1838) er det første og måske også kunstnerisk set største og bedst kendte tingseventyr, som H.C. Andersen skrev. Men andre af disse såkaldte tingseventyr er også velkendte, fx Kjærestefolkene (1843), Stoppenaalen (1845), Hyrdinden og Skorsteensfeieren (1845), Flipperne (1847) og Sneemanden (1861). Med til genren hører imidlertid også tekster som Den gamle Gadeløgte (1847), Det gamle Huus (1847), Pengegrisen (1854), Flaskehalsen (1857), Pen og Blækhuus (1859), Sølvskillingen (1861), Thepotten (1863), Veirmøllen (1865), Laserne (1868) og Lysene (1870).

Tingseventyret en underkategori under kunsteventyret
Forskellen på folkeeventyr og kunsteventyr og de forskellige kategorier herunder skal der ikke redegøres nærmere for i denne fremstilling, hvor opmærksomheden alene gælder tingseventyret. Som genre er tingseventyret kendetegnet ved en antropomorfisering, altså en menneskeliggørelse, af legetøj, redskaber, brugsgenstande og lignende. En magisk eller levendegjort genstand er imidlertid ikke nok i sig selv. Eventyret skal fortælle tingenes historie eller fortælle en historie ud fra tingenes perspektiv. Således er Fyrtøiet (1835), De røde Skoe (1845) og Portnøglen (1872) fx ikke tingseventyr, idet titelredskaberne nok er magiske, men samtidig kun fungerer som katalysatorer for menneskers udvikling.

I tingseventyret gives liv til hverdagslige effekter, men det er ikke altid et ordinært drama, som fremstilles. Tværtimod kan tingene eller genstandene være med i iscenesættelsen af store livsdramaer og passioner som eksempelvis i Den standhaftige Tinsoldat, hvor tinsoldatens længsel og kærlighed er af næsten overmenneskelige dimensioner. Men genstandene kan lige så vel lægge figur til en satire over mindre flatterende menneskelige karakteregenskaber som eksempelvis i Stoppenaalen, hvor stoppenaalen er opblæst og selvovervurderende indtil det latterlige. Når livsdramaer og store følelser iscenesættes i et hverdagsligt miljø bestående af tilsyneladende ubetydelige genstande, opstår der en kontrast mellem de optrædende figurer og de temaer, som disse figurer er med til at gennemspille. En kontrast, som har en humoristisk effekt. Når den aldrig forløste og illusoriske kærlighed i Kjærestefolkene vises ved hjælp af en slidt top og en gammel, gennemvåd og muggen stofbold er det komisk, og mellem fortællerpositionen og det fortalte er der skabt en distance, som modvirker emnets iboende patos.
     
Tingseventyret er en særlig H.C. Andersen-specialitet, men H.C. Andersen fandt inspiration i dyrefablen og desforuden i tidligere fortællinger, hvori der optrådte levende genstande og legetøj. I Den standhaftige Tinsoldat finder man en hilsen til den tyske digter E.T.A. Hoffmann, som i 1816 skrev Nøddeknækkeren og Musekongen. Dette værk handler om en levende nøddeknækker, som samler nogle børns legetøj til kamp mod en musehær anført af musekongen. Når klokken slår tolv bliver legetøjet levende, og de to hære stiller op til kamp. I Den standhaftige Tinsoldat findes der også en levende nøddeknækker blandt legetøjet, og urets tolv slag markeres, idet en trold springer op af sin æske. Med dette motiviske lån har H.C. Andersen krediteret Hoffmann som litterært forbillede.

En genstand og dens personlighed
H.C. Andersen har udnyttet tingseventyrets kapacitet ved at pointere den personlighed og de karaktertræk, han har fået forærende ved at give sine figurer en bestemt tings skikkelse. Genstandenes fysiske fremtoning bliver til psykiske egenskaber. Den holdbare tinsoldat er netop standhaftig, de skrøbelige porcelænsdukker i Hyrdinden og Skorsteensfeieren er psyksisk skrøbelige og sårbare, den grove stoppenål er grov mod den tynde synåls fornemhed, den uformelige sparebøsse i Pengegrisen er kejtet og kikset osv. Den personlighed, som forfatteren har givet sine figurer gennem tingene, hænger både sammen med udseende og psykologi. Eller med andre ord er der en vis overensstemmelse mellem ydre og indre. Der kan dog også være tale om uoverensstemmelser mellem overflade og substans, og hvis det er tilfældet, er det netop ubalancen mellem ydre og indre, som er kilden til konflikten i historien. Det gælder fx i det tilfælde, hvor stoppenålen opfører sig synålsagtigt i stedet for at vedkende sig sin stoppenålsidentitet.

Ofte står en genstands karakteregenskaber i modsætning til en anden tings personlighed, og dette modsætningsforhold kan ligeledes være et konfliktmæssigt omdrejningspunkt. De to genstande har forskellige personligheder, men som genstande må de dog have så stor lighed, at de kan fungere inden for samme univers eller samme miljø. Som eksempel kan man nævne Kjærestefolkene, hvor man møder toppen og bolden, som repræsenterer to yderst forskellige personligheder. Den jordbundne og nøjsomme top står over for den flyvske og fisfornemme bold. Men trods denne forskel fungerer de begge inden for legetøjsuniverset.

Inden for legetøjsuniverset findes der forudbestemte hierarkier eller klasseforskelle, som det nogle gange lykkes at eliminere. I Kjærestefolkene mener bolden sig i udgangspunktet langt finere end toppen, som på sin side er ulykkelig forelsket i den smukke bold. Toppens forelskelse bliver en mangeårig drivkraft, indtil han møder den affældige bold på skarnbunken. En stor del af genialiteten i dette eventyr ligger i replikken. Både i det, der siges og i balancen i dialogen. Toppen er den, der i starten udgyder sin floromvundne kærlighed over for bolden, mens denne til sidst kommer med smægtende tilnærmelser til toppen. Fortælleren udleverer sine personer gennem deres replikker, og yderligere føjer han spot til skade med sine lakoniske kommentarer: "og Toppen snakkede aldrig meer om sin gamle Kjærlighed, den gaaer over, naar Kjæresten har ligget fem aar i en Vandrende og sivet. Ja, man kjender hende aldrig igjen, naar man møder hende i Skarnfjerdingen." Den udslukte bold bliver af fortælleren sammenlignet med et gammelt æble, og man forstår, at toppens mangeårige kærlighed har været et illusionsnummer!

Hvor kærligheden og trofastheden ramsaltes i Kjærestefolkene, er standhaftigheden nok tragisk, men bestemt ikke latterlig i Den standhaftige Tinsoldat. Som eventyrets hovedfigur er tinsoldaten sympatisk beskrevet. I den indledende beskrivelse af ham bliver hele soldateridentiteten udfoldet, og han beskrives som en type, men også som et individ. Han er ligesom de andre, men alligevel forskellig, fordi han kun har et ben. Det er baggrunden for hans særlige følsomhed, og noget han knytter sig til i sin selvforståelse, så derfor bliver han også forelsket i en anden, som han tror, kun har et ben, nemlig danserinden.

Men overensstemmelsen eller ligheden mellem de to er kun overfladisk: Mens han er beskeden og tilbageholdende, er hun vigtig og gør sig til. Han længes og længes, men tager med militærisk tapperhed imod den skæbne, som er ham pålagt: At sejle i en rendesten, at blive slugt af en fisk og til sidst smidt ind i en kakkelovn. Det er stor dramatik i det små og hverdagslige, og det opnås netop ved at fastholde legetøjets perspektiv. Fortælleren understreger det med sin kommentar, da tinsoldaten slingrer af sted i sin interimistiske båd: "Det vilde være for ham lige så farligt, som for os at seile ned af et stort Vandfald."

Tinsoldatens skæbne er gribende, og han besidder netop de karakteregenskaber, som var attråede i romantikken og vel stadig er det. Hans længsel og hans trofaste kærlighed udtrykkes gennem hans figur, men også gennem symboler som hjertet, ilden, vandet og vinden. Dramaet involverer selveste elementerne, og kærlighedslængslen sidestilles med naturens kræfter.   

Fortolkning og metafiktion
Tingseventyrene viser, hvorfor man er nødt til og uvægerligt hele tiden er i gang med at fortolke litterære tekster. Det er åbenlyst, at Den standhaftige Tinsoldat og Kjærestefolkene ikke er eventyr om legetøj, men i stedet er eventyr, som benytter det levende legetøj til at fortælle om noget andet, altså længsel, forelskelse, kærlighed, forskellige karakteregenskaber og tragiske skæbner. Tingseventyret er en overskuelig genre, hvor virkemidlerne er åbenlyse, og hvor humoren er fremkommet på baggrund af komiske kontraster eller i form af satirer over bestemte personligheder.

Flere af tingseventyrene har et metafiktionsperspektiv, idet selve fiktionen tematiseres, fx ved at eventyret indeholder en kommentar til sin egen skabelsesproces. Hvordan skabes en fortælling, og hvad betyder sandhed og løgn i fortællingen? Det er nogle af de spørgsmål, som synes at blive stillet, fx i Flipperne, hvor de optrædende flipper ender med at blive forvandlet til det papir, de selv er skrevet på: "Og det blev de, alle Kludene bleve hvidt Papir, men Flipperne bleve netop til dette Stykke hvide Papir vi her see, hvorpaa Historien er trykt, og det var fordi at de pralede saa frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været;" Et andet eksempel er Pen og Blækhuus, som omhandler disse to redskaber, som skændes om, hvem af dem, der besidder det virkelige geni. Dette eventyr spørger blandt andet: Hvad er kunst, og hvoraf kommer kunsten?

H.C. Andersens tingseventyr indbyder naturligvis til tekstanalytisk arbejde med genre, personkarakteristik og virkemidler som væsentlige omdrejningspunkter. Men det er muligt i forbindelse med tingseventyr også at arbejde med elevernes kreative skriftlighed og lade dem selv finde på andre tingseventyr, som foregår i hverdagslige miljøer: Knive og gafler, som skændes i bestikbakken, kopper og tallerkner i opvaskemaskinen, skoene på hylderne i skoforretningen, tøjet i skufferne, de forskellige stykker slik i slikposen, kødet i køledisken, affaldet i skraldespanden osv. osv. Hvad oplever disse ting, og hvilken personlighed har de? Hvordan er tingene forbundet med hinanden på det følelsesmæssige niveau, og hvilket hierarki findes inden for det valgte miljø? Meningen med sådanne øvelser er naturligvis ikke, at eleverne skal måle sig med H.C. Andersen, men at de skal komme tættere på en genre og udfordre deres egen fantasi og deres eget sprog.

Moderne tingseventyr
I det tingseventyr-forløb, som otte elever på Forfatterskolen for Børnelitteratur har gennemgået, har progressionen været læsning og analyse af tingseventyr efterfulgt af en udkrystallisering af de for genren typiske træk. Dernæst har eleverne arbejdet sammen om at skabe en række miljøer, som deres tingseventyr kunne foregå i. Det bør nævnes, at der allerede efter godt og vel én times gruppearbejde var fremkommet idéer til mere end hundrede forskellige miljøer med genstande, som kunne tænkes at være i konflikt med hinanden. De tre tingseventyr, som ses her på hjemmesiden, er et resultat af et procesorienteret skriveforløb, som hver elev derefter er gået ind i. Eleverne har hver især valgt et miljø med genkendelige figurer, som via deres fysiske udformning udtrykker forskellige personligheder.

I flere af forfatterskoleelevernes tingseventyr spilles der på de hierarkier og klasseforskelle, som hersker i tingenes verden. I Chili og smørret af Grete Wiermann Borregaard møder man den eksotiske chilifrugt, som bliver kanøflet som et fremmed element i køleskabets andegårdslignende univers. Eventyrets budskab synes at være, at chiliens styrke udgøres af dens særlige identitet. Det viser sig, at chiliens personlighed bliver bevaret, mens det karakterløse smør forsvinder uden at efterlade sig varige minder. I Paradiset af Lilja Scherfig sker der ligeledes en tematisk bearbejdelse af det at være anderledes. Samtidig er savn og længsel efter anerkendelse et væsentligt element i de optrædende genstandes følelsesliv. At hvile i sig selv eller at kunne eksistere uden andres bekræftelse synes overhovedet at være det vanskeligste for genstandene i forfatterskoleelevernes tingseventyr.

At arbejde med udformningen af et tingseventyr betyder et minutiøst arbejde med sproget. En af ambitionerne for forfatterskoleeleverne har været at finde passende replikker til de respektive genstande. En del af eleverne har bevidst forsøgt at spille på klichéer, altså faste udtryk i sproget. Det metafiktive perspektiv, som findes hos H.C. Andersen, genfinder man fx i Ni bogstaver af Tina Schmidt. De optrædende genstande er et stykke brevpapir og en kuvert, og skriftens betydning er kolossal, ikke mindst for brevpapiret. Titlens ni bogstaver er ikke ni tilfældige bogstaver, men en bogstavsammensætning som konstituerer selve livsindholdet for papiret. Det skrifttematiske udsagn i eventyret synes at være, at det er bogstaverne eller skriften, som giver tilværelsen mening og betydning. Derudover er der i dette eventyr tale om en ægte romance mellem de optrædende genstande.

De nyskrevne tingseventyr fra forfatterskoleforløbet viser, at inspirationen fra H.C. Andersen virker på mange planer. Samtidig viser teksterne, at den bundne opgave - at skrive inden for en bestemt og meget afgrænset genre - ikke hæmmer kreativiteten, tværtimod. Det samme viser undervisningsforsøgene på de skoler, som Center for Børnelitteratur har samarbejdet med. Når eleverne skriver fiktion, har de brug for konkrete anvisninger. Udviklingen af genrebevidsthed gennem tekstanalyse af H.C. Andersens tingseventyr giver et fundament at arbejde ud fra. Og fantasien bruges målrettet i den fælles udvikling af miljøer med genstande, som fx indgår i et hierarki eller har en følelsesmæssig relation til hinanden. Det videre arbejde med eventyrets genstande og deres tilhørende personligheder kan foregå i fællesskab(er), men også individuelt. Det vigtige er, at der hele tiden er mulighed for at få sparring og respons, og at responsen gives med henvisning til genrekoderne. Det er naturligvis muligt at bryde med genrens konventioner, men da skal bruddet helst være bevidst. Erfaringerne viser, at eleverne skriver moderne velfungerende tingseventyr med en mere eller mindre synlig H.C. Andersen-intertekstualitet. Og det lykkes ofte eleverne at gå i dialog med H.C. Andersen på en overraskende måde.

NB: Citaterne fra H.C. Andersens eventyr er hentet fra de udgaver af H.C. Andersens eventyr, som findes på Arkiv for Dansk Litteraturs hjemmeside www.adl.dk