Af Tina Schmidt

I skuffer mig, knirkede skrivebordsskuffen til sit indhold. Livet er simpelt. Enten er man ude eller inde. Og det er dét.
De hvide papirer ignorerede ham og kvidrede videre om den vidunderlige printer og alt det andet, der måtte være udenfor skuffen. Den røde kuvert sukkede.

Kunne de ikke alle sammen tie stille, bare én dag?, tænkte han, og følte sig tom. Han længtes efter at rumme noget særligt. Noget andet end de simple hvide papirer.
Ude! advarede skuffen, da den i det samme blev åbnet. Skuffetingene lå helt stille. Alle tænkte, om det var deres tur til at komme ud, men intet blev taget op. I stedet blev noget lagt ned og skuffen lukket.
Inde!

En fin fremmed duft bredte sig. For en gangs skyld blev der stille.
Velkommen til den nye, sagde skuffen, og hvem er du så?
Jeg er håndgjort, og mine sarte blomster er yderst sjældne, sagde det nyankomne papir.
Den røde kuvert rødmede og blev forlegen, selv om ingen kunne se det. Han vidste med hvert eneste røde fiber, at det var hende, han havde længtes efter.
Åh, at mærke hendes fine blomster knitre indeni. Så ville jeg blive hel.?
Han raslede lidt på sig.

Undskyld frøken, men er dette ikke den dejligste dag? Nærmest svulmende af lykke?

Blomsterpapiret kiggede uinteresseret på ham.
En lykkelig dag? Jo, for den her kedelige skuffe er det vel lykken, at jeg er flyttet ind.
Skuffen gav sig vredt i hængslerne, og printerpapirerne hidsede sig op:
Kedelig? Det kan du selv være! Du er krøllet og bulet. Vi er slanke og skarpe!
Kuverten kunne ikke holde det ud:
Kedelige, råbte han, det er alle I hvide gespenster.

Blomsterpapirsfrøkenen er sand kunst. Vi skal være glade for, at hun vil bo her i vores skuffe!
De hvide papirer tav fornærmede.
Tak for de pæne ord!? sagde blomsterpapiret smigret.
Pæne ord er for lidt til dig.
Blomsterpapiret duftede kraftigere et øjeblik. Så besindede hun sig:
Jeg må advare om, at jeg er bestemt til andet og mere end at ligge i kuvert. Jeg skal skrives på og venter kun på det budskab, jeg skal give verden.
Ro i skuffen!? brummede skuffen surt.
Og ro blev der, for kuverten turde ikke sige mere til blomsterpapiret.

Endelig en sommerdag blev skuffen åbnet så hurtigt, at den ikke nåede at advare tingene. Et par bløde hænder med smalle fingre tog først blomsterpapiret, så kuverten op.
Mit budskab. Det er tid!
Blomsterpapiret svulmede, så kuverten rødmede. De lå alene på bordet.

Kære frøken, jeg har hele tiden vidst, at det skulle være os to!
Papiret tyssede bare på ham.
Det var en kvinde, der havde taget dem ud. Hun gik frem og tilbage og bed i en stakkels blyant, der råbte og skreg om nåde.
Det må være et særligt budskab, jeg skal have, hviskede blomsterpapiret.

Kvinden stirrede ud af vinduet. Gnavede ubarmhjertigt videre på blyanten, inden den langt om længe fik lov til at skrive. Papiret fik sit budskab.
J-e-g l-æ-n-g-e-s, stavede hun, da hun lå i kuverten, Ni bogstaver! Det er ikke meget.
Kuverten var ikke længere tom. Blomsterpapiret fyldte ham med sin duft. Nærmest svimmel begyndte han at fortælle papiret, hvad kvinden nu gjorde med dem.
Hun tager sin jakke på. Hun har røde kinder. Hun har os i hånden. Vi skal ud!

Shhyy, sagde papiret, jeg passer på mit budskab. Og vi er stadig ikke et par. Du er kun smudspapir.
Jamen, hvis bare du kunne se verden, og vi er ude i den sammen. Fingerneglene er mørkerøde, og, og... solen varmer, der er mennesker overalt!
Stille!?

Kuverten kunne ikke stoppe:
Hænderne sveder. Og der er store huse og biler... og træer! Træer! Sikke en rejse!
Jeg vil ikke høre mere?, vrissede blomsterpapiret på en måde, kuverten slet ikke synes passede. 

Efter mange trapper endte rejsen foran en fremmed brevsprække. Kuverten kunne høre én der sang med dyb stemme bag døren. Sangen stoppede, da de blev skubbet ind i brevsprækken og faldt på gulvet. Brede hænder løftede dem op og åbnede hurtigt døren. Kvindens sko klik-klakkede svagt, langt nede ad trappen. Manden lukkede døren og tog dem med ind i stuen.
Jeg bliver læst, mit budskab kommer frem. Blomsterpapiret strakte sig rank.

De brede hænder svedte lige så meget, som hænderne der havde skrevet på papiret. Og læst blev hun. Mange gange. Kuverten frygtede, at det var slut, men til alt held blev papiret lagt ned i ham igen om aftenen. Sammen blev de puttet i en ny skuffe.
Måske har hun nu tid til at høre om vores rejse sammen...

Men selv efter at de havde været ude i verden sammen, ville blomsterpapiret ikke høre på ham.  
Bare jeg bliver læst igen og igen,? sagde hun, jeg egner mig virkelig ikke til at ligge i hverken kuvert eller skuffe. Åh, hænderne! Hænderne sitrede ved synet af mig. Og svedte.
Den nye skuffe lo af dem.

Sikke fjolser I er, livet er jo enkelt, knirkede han, Min fætter sagde altid: Enten er man ude eller inde.
Hun er inde, men jeg er alligevel ude,? tænkte kuverten og trøstede sig med, at han var nær den skønne. Selvom hun ikke ville lytte. Hænderne så de kun en sjælden gang, når de famlede efter noget så simpelt som en blyant eller et viskelæder.

Ude!? hostede skuffen overrasket en sen nattetime.
Hvad sker der? gispede blomsterpapiret.
Inden kuverten havde tid til at svare, var blev den taget op af skuffen og blomsterpapiret hevet ud. Hun troede, hun igen skulle mærke hænderne sitre. Det gjorde de også, da de holdt hende over flammen.

Hjælp mig, råbte hun til kuverten, men han var blevet krøllet sammen og endt bag sofaen.
Flammen brændte hendes budskab væk. Så fortrød hænderne. Ilden blev slukket, og blomsterpapiret smidt i papirkurven.
Min skønne, græd kuverten fra sit nullermandsleje.
Langsomt lukkede han sig. Forsøgte at lime sig til, men limstriben var for slidt. Aldrig mere skulle blomsterpapiret udfylde ham. Og hvis hun ikke skulle, så skulle intet papir. Ikke den mindste sølle snip.

Nullermændene trillede lystigt omkring ham.
Tag det roligt, der kommer nok en anden!
Kuverten kunne slet ikke sige noget.
Nå, man er nok opfyldt af sine egne affærer, sagde nullermændene.
Det er jo dét, jeg ikke er, tænkte kuverten. 
Tag det, som det kommer! råbte den største nullermand, og så hvirvlede de videre i stuen.

Syv gange skinnede månelyset, inden kuverten blev glattet og blomsterpapiret lagt ned i ham.
Min egen, sagde blomsterpapiret meget stille, mit budskab er brændt, det er væk, men...
Hun sukkede. 
...men først da det var væk, forstod jeg, hvad de ni bogstaver betyder.

Kuverten lagde sig blidt, blidt omkring hende.
Jeg har forstået det, fra det øjeblik du blev lagt ned i skuffen, hviskede han.