DIG



JARL DAMGAARDS TALE

Tale ved:
Uddannelsesdirektør Jarl Damgaard
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Område for gymnasiale uddannelser

Prisoverrækkelse Odense 16/12-04

Tak for indbydelsen til i dag at være med ved præmieoverrækkelsen for prisopgaverne om H.C. Andersen. Det er jeg glad for og stolt over i dag at få lov at sige nogle ord til jer, som har kastet jer ud i den spændende opgave med emner i de forskellige kategorier, som HCA som rejsende, som mønsterbryder, HCA for børn eller voksne eller om den dumme phantasie.

Stilskrivning er en svær men forførende kunstart, når det går godt. Som forfatteren der med sit sprog fører os ind på sine tankebaner, fylder os, optager alle vore tanker, fører os ud i de vidunderligheder eller de fælder, hun lægger for os, fører os på netop de spor, hun vil have os til at gå på. Man kan næsten ikke bryde den ring, man befinder sig i, forført af den gode forfatter, således også med den gode stil-skriver.
   Selvfølgelig skal al formalia være i orden, men stilen lever kun, når vi lokkes med på tanken, når vi forføres til at følge netop det spor, du lægger for os. Retorikken er en gammel kunstart. Allerede fra begyndelsen var det en frygtet disciplin, en magisk videnskab med sine meget præcise kategorier og terminologi, men frygtet for sin forførelse, frygtet fordi den gode taler netop kunne få tilhørerne til vende sort til hvidt eller omvendt. Den gode taler kunne skaffe lige det resultat, man gik efter, undertiden dog gerne for penge eller vinding. Dermed kom det anløbne, det suspekte. Så er vi knap så glade for at blive forført. Men den side er ikke vort tema i dag.

Sproget er vores mægtigste middel til at stå i kontakt med vores omverden, mere skabende end alle visuelle midler, mere afhængighedsskabende, mere forførende end noget andet. Det er med sproget vi opdager verden, sætter navn på verden, forstår verden og os selv ikke mindst, sætter ord på vore forhåbninger, drømme, visioner, afreagerer, går til angreb, forsvarer os, får andre til at forstå os. Når sproget ikke slår til, når sproget svigter, så er der fare på færde. Så bliver reaktionsmønstrene atavistiske, driftsmæssige, forgrovede. Det er sproget vi tager hinanden i hånden med, kommer videre med, trods alle forståelsesbarrierer.

Det er et helt uomgængeligt element i den dannelsestradition, som har præget den danske gymnasieskole i de sidste 150 år. Og det vil det fortsat være, også under den reform, som træder i kraft efter sommerferien. De unge skal erhverve sig omverdensforståelse, selvforståelse og opnå personlig myndighed, med sproget som den Hermesstav, der kan åbne verden for jer, men også forandre verden, åbne verden på måder man aldrig havde forestillet sig, finde nye veje, nå frem, som lyrikeren Kristiane Hauer siger om jer i digtsamlingen Vi vil nå frem:

Vi vil nå frem det er det eneste der er helt sikkert vi læner os forover vi trækker hinanden efter os vi rækker ud og griber og giver slip igen, vi ser det foran os som en vej med røde pile vi ser stier der snor sig ud i ingenting og alt det vi skal undslippe vi tager det der er lige for hvis vi bliver ved og ved skal vi nok ende det rigtige sted svaje ud over tårne og kigge ned i mylderet vi vil hæve os vi vil gøre den forskel forme det i ler som et tegn der ikke er til at misforstå skubbe mase og dreje rundt og rundt til det til sidst bliver helt glat og umuligt at vide hvor det begyndte og hvor det ender vi vil holde det som en kugle i hånden vi vil kaste det langt ud i et hav der er forbundet med andre have lade det rulle som sten på sten skubbet og vasket slået mod hinanden dæmpet næsten beroligende vi er så mange vi er den eneste......

Det var netop det HCA gjorde - nåede frem med alle hans viltre egenskaber, med al hans sociale drive og forråelse bag sig, udadtil møgbeskidt, laset og dyrisk, indadtil renere og mere ædel end såkaldte civiliserede mennesker, uanfægtet af moral, dannelse, manerer og traditionelle regler, lutter uforfalsket oprigtighed, som Jens Andersen skriver det i sit store værk om HCA. Det er spændende læsning for os alle at følge den kamp ungdomsårene skabte i hans forsøg på at bevare sin uforfalskede oprigtighed og samtidig opnå den dannelse, som skaber ordforrådet, argumentationen, poesien, hans forførelse, hans digtnings forførelse af os alle uanset alderstrin, de mange lag som vi hver især tager til os, gør til en delmængde i vores personlige myndighed og selvforståelse, i en sådan grad, at man ikke kan skille sine egne meninger, fra dem man tilegner sig med den gode forfører i hånden.

Fredag den 9. maj 1997 satte alle landets studenter sig til eksamensbordet for at skrive dansk stil. Årets opgave havde ikke noget fælles tema for de mange tekster og billeder, men en af dem var et uddrag af Stefan Zweigs erindringsbog: Verden af i går og opgaven i forbindelse med teksten lød: Hvad karakteriser den gymnasieungdom, som SZ skildrer i sin selvbiografi. Diskuter ligheder og forskelle mellem SZ's generation og din egen. Mere end
halvdelen af årets studenter skrev denne opgave. Dvs. at ca. 10000 unge dermed gav et signalement af deres eget gymnasieforløb.
   Det var for fristende for et forskningsprojekt og efter mange skolers indsats for at skaffe tilladelse til at bruge stilene, løb et større projekt af stablen, som gav os et temmelig unikt indtryk af en årgang unge og deres opfattelse af gymnasietiden. Arbejdet er refereret i bogen fra Kierkegaard til Calvin Klein af Annegrete Nielsen. En elev sammenfatter sin gymnasietid således: Da jeg forlod folkeskolen vidste jeg, at jeg havde lært alt, hvad jeg havde brug for på det stadie, og var klar over at det var tid at komme videre. Jeg kedede mig afsindigt i skolen, men til gengæld læste jeg hver eneste bog, jeg kunne få fingre i. Det er en følelse, jeg ikke har her ved gymnasiets afslutning. Jeg ved, jeg endnu kunne lære mange værdifulde ting og jeg har ikke lyst til at afslutte min gymnasietid, for jeg føler mig stadig som en lærling, der ikke er parat til at forlade sin mester endnu... At opdage verden er en proces, der tager hele livet.
   En anden af de mere positive elever - og der er bestemt mange andre end positive elever i samlingen - siger: Som sagt mener jeg, at gymnasietiden er en utrolig vigtig tid i vores liv. Det er her, vi skal finde den viden og de egenskaber, vi skal grundlægge vores videre liv på. Man er naturligvis langt fra færdig med ens intellektuelle udvikling, men man har forhåbentligt et fornuftigt grundlag. Det er derfor det er så vigtigt, at gymnasiet afspejler verden uden for i så høj grad, som det kan lade sig gøre. Vi skal ikke kun lære for skolens skyld men for os selv og livet.

For eleven selv og livet. Sprogliggørelsen er forudsætningen for
forståelsen. Det var det for HCA, og det er det for enhver skoleelev der vil noget med sin skolegang. Det er opgaven i enhver stil. Ikke som en elev skrev i en stil sidste år: Efter at have læst denne tekst vil jeg ændre livsholdning og jeg vil i alt fald tænke over det, som forfatteren har skrevet i en uges tid. Det var ikke lang tid. I som har skrevet med på temaerne kommer med garanti til at tænke længere over HCA, nu I er ramt af hans sprogliggørelse af vore inderste motiver, tanker og psyke. Det har sat sit præg på jer og det vil det fortsat gøre.

Tak fordi I deltog og held og lykke med jeres udforskning af det sproglige univers.


Kategori 1
- analyse og fortolkning af en HCA tekst/tekster
1 præmie Claes Emil Holmberg, Aurehøj Gymnasium
2 præmie Sine Kirstine Kratholm, Thisted Gymnasium

Kategori 2 - en fiktiv eller journalistisk tekst:
1 præmie Louise Balle, Rønde Gymnasium
2 præmie Katrine Haugaard, Frederiksborg

Kategori 4 - et essay på engelsk
1 præmie Astrid Schnabel, Sankt Ansgar Schule Hamburg
2 præmie Veda A. Nayak, Demonstration School in Mysore