I 1998 udgav Jørgen Nash (1920-2004) erindringerne Havfruemorderen krydser sine spor. Her mere end antyder han, at det var ham der fjernede hovedet på Den lille Havfrue 24. april 1964. Vi bringer et uddrag:

"En havfruemorder krydser sine spor - og bliver massemediernes mæcen

Det findes indhugget i en af Jellingstenene ved Thyras grav. Helt præcist Harald Blåtands store runesten rejst i Jelling ca. år 965. Samme mønster kan man også se på de gammeldags tæppebankere, som er flettet af spanskrør og rotting.

For mig er personen, i hvis krop de mange menneskebørn myldrer frem, et sindbillede på alle de stakler, som efterhånden er dukket op af ubemærketheden og nu i samfulde 33 år har tigget og bedt det danske politi og retsvæsen om at blive straffet for deres nationale udåd på Langelinie. Ifølge politiets drabsafdeling i København, der har kørt denne kriminalsag lige siden foråret 64, skønt det faktisk drejer sig om rent og skært hærværk på en "kommunalansat" bronzestatue og ikke om et bloddryppende drama med døden til følge, er jeg ikke den eneste havfruemorder.

Det vrimler nemlig med havfruemordere. De myldrer frem fra alle kroge og afkroge af landet. Antallet er steget til over to hundrede ulykkelige, vanærede gerningsmænd, som trygler myndighederne om at blive kastet i kachotten for at få deres fortjente straf. Det skulle ikke undre mig, at nu hvor disse memoirer er udkommet, så vil antallet stige ganske voldsomt.
Selv føler jeg mig hverken vanæret eller ulykkelig over, at jeg stadig er den eneste seriøse hærværksmand, som er hovedmistænkt i havfruesagen, og derfor gentagne gange har været udsat for krydsforhør og ransagning af politiets detektiver og sporhunde. Tværtimod er jeg stolt som en løve og glad i sindet, fordi min verdensomspændende mediehappening, som begyndte i foråret 64 og afsluttedes i sommeren 66 med pressemæssig pomp og pragt og festfyrværkeri i Tivoli, gav Københavns slidte image et nyt hoved. Det kostede kun kommunen skaldede 20.000 kroner hos bronzestøber Rasmussen, hovedstadens bedste i faget. Men jeg fik otte mordtrusler sendt pr. brev, som jeg lod gå videre til kriminalkommissær Knud Hornslet, der under det sidste krydsforhør, som bringes i næste sporskifte, var lige ved at få mig i gyngen.

Men Danmarks turistchef i Amerika, Aksel Dessau, lillebror til Tuborgbryggeri-direktøren, kom mig til undsætning både i tv, radio og aviserne, hvor han fortalte, at Jørgen Nash med sit fantastiske havfruedigt havde udført et mirakel. Ikke blot havde jeg indskrevet mit navn i den danske nationallitteratur, men fra De forenede Stater, Guds eget land, var der strømmet så mange nysgerrige turister til Langelinie, at vort fædreland kunne øge turistindtægterne med hundrede af millioner. En så voldsom stigning var aldrig set før.

Det svundne er en drøm, og hist og her skræmmer sporene. Jeg vil gerne takke generøse Aksel Dessau i New York for hans rosende ord, der fik mig til at rødme. Hans ovationer får mig, outsideren, der pludselig er bleven verdensberømt insider, happeningmager og udnævnt til massemediernes mæcen - til at hoppe højt i luften af glæde over, at det er lykkedes.

Ingen mors sjæl kan diske op med så lykkelig en mordhistorie: Vores havfrue med snart 90 år på bagen fik et nyt hoved, hvilket vel nok er et forfængeligt ønske hos mange gamle og søde damer. Danmark fik så meget turistguld i lommen, at kasseapparaterne og bankboksene aldrig havde mærket noget lignende på så kort tid i 64 og 66. Jeg selv fik så mange ægteskabstilbud fra søde piger og dejlige damer, at jeg kunne være blevet gift ti gange, hvis det ikke havde været så lykkeligt, at jeg allerede selv havde fundet min egen havfrue i al hemmelighed på Strøget i wonderful Copenhagen. Min tredje kone på vores drømmes Drakabygget.

"Man kan stadig med held udstille en lort i en glasvitrine, men det er noget upoetisk," sagde min gamle ven, tusindkunstneren, Niels Viggo Bentzon i et radiointerview, hvor han mindedes de glade 60'ere, da radiosymfonikerne spillede alfabet, Nam June Paik spejlede æg på koncerttribunen, Joseph Beuys kom med en hare på stylter og jeg selv blev sigtet for at save hovedet af Havfruen. "De tider kommer aldrig tilbage," sagde han til Politiken dagen efter. "Til gengæld er der masser af kunst og kultur fra happening-årenes overskudslagre."

Hvis havfruemordet var forspil til et kys, da vil mange nok sige, at det var et dødskys fra Drakabygget, al den stund jeg stadig er under mistanke.

Min sjæl - hvad vil du mer?

Jeg vil fortælle om den vanvittige jakobskamp, jeg kæmpede med Havfruen hine to nætter på Langlinie med en nedstryger i højre hånd." [...]

Bibliografisk:
Jørgen Nash: Havfruemorderen krydser sine spor. Kbh: Aschehoug 1998, s. 422-424.


Se mere om og af Jørgen Nash her på Det Fri Universitet i København om den kunstneriske bevægelse 'situationisme'. Læs fx teksten af Jørgen Nash: "Who are the Situationists?".