GOLFBANER
I Danmark er golfsæsonen så lang, at du kan råbe "fore!" og svinge køllen på livet løs hele året rundt. Klimaet er ideelt og det let kuperede landskab er som skabt til golf. Mere end 100 baner fordelt over hele landet står til rådighed. Gæster er som regel velkomne og green-fees er rimelige, men du skal kunne dokumenterer både handicap og medlemskab af golfklub.

Har du specielle ønsker, kan du foretage en avanceret søgning i Guide Danmark - bl.a. på antallet af huller, beliggenhed, leje af udstyr, mulighed for indkvartering, handicapbegrænsning og banens beskaffenhed.






God standard
Der findes 136 golfbaner fordelt over hele landet, oftest i nærheden af en by og som regel i smukke og rekreative områder. Det kan have betydning, hvis kun et enkelt familiemedlem er golfspiller, idet den øvrige familie kan udfolde sig på anden måde eller slappe af ved skov og strand. De danske golfbaner er af forskellig sværhedsgrad, men alle er af god standard og som regel er der god plads.

Dog er golfbanerne nær de store byer så søgte i weekends og på helligdage at lidt ventetid må påregnes. Gæster er velkomne. Handicap og medlemsskab af golfklub skal kunne dokumenteres. Green-fees er rimelige. På hverdage ca. DKK 180. Weekender ca. DKK 300. En del klubber har handicapbegrænsninger. Det tilrådes at kontakte klubbens træner eller sekretariat inden start.

De fleste danske golfklubber har en 18-hullers bane og råder over velindrettede klubhuse med omklædningsrum og bad, opholdsrum og pro-shop. Mange har egen restaurant eller cafeteria. Nogle stiller køkkenfaciliteter til rådighed for spillerne. Husk regntøj og paraply, så vejret ikke bliver nogen hindring for udfoldelserne på banen.