CFB




KALENDER
Tinhjerte og ællingefjer - en bog om H.C. Andersen

08 August 2004

Louis Jensen har skrevet en forunderlig børnebog om H.C. Andersens liv og værker.
Bogen foræres i to eksemplarer til samtlige grundskoler i Danmark ved skolestart august 2004.


Tinhjerte og ællingefjer - en bog om H.C. Andersen  er bygget over en samtale mellem en nysgerrig dreng og en far, der er vild med H.C. Andersen.

Drengen, som er bogens jeg-fortæller, skal skrive en stil om Danmarks store digter. Han har mange spørgsmål, og faren fortæller glad og gerne, finder bøger og billeder frem, som flettes ind i samtalen om H.C. Andersen, hans kunst, samtiden og personer der fik betydning for Andersens liv.
 
Eventyr, rejseskildringer, dagbøger og selvbiografien Mit livs eventyr inddrages i dialogen mellem far og søn. En række billeder danner ligeledes udgangspunkt for samtale og analyse: Niels Larsens Stevns otte fresker med centrale begivenheder fra Andersens liv, fotografier og malerier, ældre, nyere og helt moderne illustrationer af omtalte eventyr indgår sammen med eksempler på H.C. Andersens egne tegninger og papirklip.

"At skrive" betød alt for ham. Hør, hvad han skrev i dagbogen: "Drømt at jeg skrev og Bogstaverne stak Ild i Papiret".

"Drømte han det?" spørger jeg
"Ja, der var virkelig noget på spil. Bogstaverne satte ild til papiret. Ligesom der gik ild i tinsoldaten og danserinden af papir. De blev jo forvandlet af ilden. Du husker tinhjertet? På samme måde blive vi forvandlede af ilden, når vil læser H. C. Andersen. Ilden står lige op fra papiret og ind i vores hjerter."

(Uddrag fra bogen).

Tinhjerte og ællingefjer er en bog for læsere på grundskolens mellemtrin. Heri formidler Louis Jensen stor viden og personlig fortolkning i en form, der egner sig såvel til oplæsing som til selvlæsning. Formidlet gennem oplæsning kan bogen bruges på 3.-4.klassetrin og som selvlæsning på 5.- 6. klassetrin. Bogen består af 22 korte kapitler. Den er indbundet og gennemillustreret i farver, 144 sider. Grafisk tilrettelagt af Tove Krebs Lange.





Tilbage