Andersen holdt meget af at rejse, selv om det var langt mere besværligt dengang end nu. De første udlandsrejser foretog Andersen med hestevogn, hvilket han fandt både langsommeligt og anstrengende. Senere tog han toget, når det var muligt - en transportform han elskede, fordi det var komfortabelt og hurtigt.

I 1800-tallet tog mange danske kunstnere på dannelsesrejse ud i Europa til fx Tyskland, Frankrig eller Italien. Formålet var dels at få inspiration i kraft af en masse nye indtryk, dels at møde andre kunstnere og kulturpersonligheder. I Rom var der således i mange år en dansk kunstnerkoloni, hvor malere, digtere, billedhuggere m.fl. boede og arbejdede i nogle år, inden de vendte tilbage til Danmark.

Andersens første udlandsrejse gik til Tyskland og fandt sted i 1831; på det tidspunkt var Andersen ulykkeligt forelsket og trængte til at komme væk. I Tyskland mødte Andersen nogle af tidens store tyske digtere, og i september 1831 udkommer hans første rejseberetning Skyggebilleder af en Reise til Harzen.

Den sidste rejse gik til Tyskland, Schweiz og Italien og fandt sted i 1873. Da var Andersen alvorligt syg.

I "Tro og Videnskab. Prædiken i Naturen" diskuterer Andersen sammenhængen mellem tro og videnskab, en diskussion han ofte havde ført med sin ven og velgører H.C. Ørsted. I sit mest berømte værk Aanden i Naturen belyser Ørsted sin Totalanskuelse på forholdet mellem det sande (naturlovene), det gode (etikken) og det skønne (æstetikken). Ørsted - og Andersen - mener, at de er tre sider af samme sag og alle tre kan lede til den guddommelige ånd i naturen.

Da Andersen tog af sted på sin første store dannelsesrejse i april 1833 havde han følgende lille vers med fra Ørsted som en reminder om de mange, lange samtaler, de to havde ført i tidens løb: "Fornuften i Fornuften = det Sande. Fornuften i Villien = det Gode. Fornuften i Phantasien = det Skjønne".

I  H.C. Andersens Samlede Skrifter, bind XII (offentliggjort første gang i 1879), findes et lille vers over samme tema, som Andersen har skrevet til sin ven:

"Til H.C. Ørsted:
Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn I alle Tider, ind i Folk og Riger. Gud i Naturen er det Sandheds Syn, Du gav os, klart som Skriftens Ord det siger". [skal dette ikke sættes anderledes op - i verselinier?]