TEKST
Hele dette kapitel ligger også i tekstantologien Af Andersen i læse- og printvenligt PDF-format.

Find og læs også de følgende to kapitler i Af Andersen.



H.C. Andersen: Lykke-Peer. Kapitel XVI.


Paa den aarlige, store Maleri-Udstilling mødtes en Dag Peer og Felix foran Portraitet af en ung, smuk Dame, Datter af Enkebaronessen, som Moderen almindelig kaldtes, hvis Salon var Samlingsstedet for den fornemme Verden og Enhver af Betydning i Konst og Videnskab. Den unge Baronesse var i sit sextende Aar, et uskyldigt, deiligt Barn. Billedet var ligt og konstneriskt gjengivet.
 "Træd ind i Salen her tæt ved," sagde Felix, "der staaer den unge Deilighed selv med sin Moder."
 De stode hensunkne i Beskuelsen af et charakteristisk Billede; det forestillede Campagnen, hvor to unge Ægtefolk kom ridende paa en og samme Hest, holdende hinanden fast. Hovedfiguren var imidlertid en ung Munk, som betragtede de to lykkelige Veifarende. Der laae et sørgende, drømmende Udtryk i den unge Mands Ansigt, man læste deri hans Tanke, hans Livshistorie: et forfeilet Maal, det Lykkeligste tabt! Menneskelykken i Kjærlighed havde han ikke grebet.
 Den ældre Baronesse saae Felix, som ærbødigt hilsede hende og den smukke Datter; Peer viste samme almindelig Høflighed. Enkebaronessen kjendte ham strax fra Scenen, og efter at have talt til Felix sagde hun nogle venlige, forbindtlige Ord til Peer, idet hun trykkede hans Haand:
 "Jeg og min Datter hører til Deres Beundrere!"
 Hvor var den unge Pige i dette Øieblik fuldendt smuk. Hun saae med sine milde, klare Øine næsten i Taknemmelighed paa ham.
 "Jeg seer i mit Huus," sagde Enkebaronessen, "saamange af de meest betydende Konstnere; vi almindelige Mennesker trænge til en Aandens Luftning, De vil være hjertelig velkommen! Vor unge Diplomat," hun pegede paa Felix, "vil ledsage Dem første Gang, senere haaber jeg at De ved Dem selv finder Veien!"
 Hun smilede til ham; den unge Pige rakte ham sin Haand, naturligt og hjerteligt, som havde de længe kjendt hinanden.

Seent paa Efteraaret, en kold, sludfuld Aften, kom de to unge Mænd, de to Fødte i den rige Grosserers Gaard. Det var et Veir til at kjøre og ikke gaae i, for den rige Mands Søn og for Scenens første Sanger, alligevel, de gik, vel indpakkede, Galosker paa Fødderne, Beduinhætte paa Hovedet.
 Som et heelt Feeri var det at komme ude fra den raa Luft ind i den med Luxus og Smag indrettede Bolig. I Vestibulen, foran den med Tæpper belagte Trappe, prangede et Flor af Blomster mellem Buske og Viftepalmer; et lille Vandspring pladskede i Basinet, omgivet af høie Callaer.
 Den store Selskabssal var prægtigt oplyst og en stor Deel af Selskabet allerede samlet. Der blev snart næsten Trængsel; man traadte paa Silkeslæb og Kniplinger, omsuset af Conversationens klingende Mosaik, i sin Heelhed vistnok det mindst Værdifulde af al den Herlighed.
 Havde Peer været et forfængeligt Menneske, det han ikke var, kunde han have indbildt sig at det var en Fest for ham, saa hjertelig var Modtagelsen af Husets Frue og den livsstraalende Datter. Unge og ældre Damer, ja Herrer med, sagde ham Behageligheder.
 Der blev musiceret; en ung Forfatter læste et velskrevet Digt; der blev sunget og den Tact viist, at Ingen anmodede vor unge, hyldede Sanger om at fuldkommengjøre det Hele. Husets Frue var den opmærksomste Vertinde, aandfuld og hjertelig i den rige Salon.
 Det var Indtrædelsen i den store Verden. Snart var vor unge Ven ogsaa her en af de Udvalgte i den snevre Familie-Kreds.
 Syngemesteren rystede med Hovedet og loe.
 "Hvor Du er ung, kjære Ven!" sagde han, "at det kan fornøie Dig at komme til disse Mennesker! de kunne i og for sig være brave nok, men de oversee os Borgerlige. For Nogle af dem er det alene en Forfængeligheds-Sag, en Morskab, og for Andre et Slags Dannelses-Skilt, at de optage i deres Kreds Konstnere og Øieblikkets Feterede; disse høre til Salonen som Blomster til Vandglasset, de pynte og kastes saa hen!"
 "Hvor bittert og ubilligt!" sagde Peer, "De kjender ikke disse Mennesker og vil ikke kjende dem!"
 "Nei!" svarede Syngemesteren. "Jeg hører ikke hjemme mellem dem! Du ikke heller! og det huske og vide de Allesammen. De klappe og beskue Dig, som man klapper og beskuer Veddeløbshesten, der skal vinde en Seier. Du hører til en anden Race, end de. De slippe Dig, naar Du ikke længer er i Mode. Begriber Du ikke det? Du er ikke stolt nok! - Du er forfængelig, og det viser Du ved at søge disse Høitstillede!"
 "Hvor ganske anderledes vilde De tale og dømme," sagde Peer, "om De kjendte Enkebaronessen og et Par af mine nye Venner der!"
 "Jeg kommer ikke til at kjende dem!" sagde Syngemesteren.

"Naar skal Forlovelsen declareres!" spurgte en Dag Felix. "Er det Moder eller Datter?" og han loe. "Tag ikke Datteren, thi da faaer De hele den adelige Ungdom imod Dem; ogsaa jeg bliver Deres Fjende og den blodigste!"
 "Hvad mener De?" spurgte Peer.
 "De er jo den Begunstigede! kan gaae ud og ind til alle Tider. De faaer Penge med Moderen og kommer ind i god Familie!"
 "Hold op med den Spøg!" sagde Peer. "Der er ikke noget Morsomt i, hvad De der siger."
 "Det skal heller ikke være morsomt!" sagde Felix. "Det er den høitidsfulde Alvor! for De vil da ikke lade Hendes Naade sidde over og sørge, blive dobbelt Enke!" -
 "Lad Baronessen være udenfor denne Tale," sagde Peer, "gjør Dem lystig over mig, men kun over mig alene, og jeg skal svare Dem!"
 "Ingen vil troe at det er et Inclinations Parti fra Deres Side!" vedblev Felix. "Hun er lidt udenfor Skjønheds-Linien! - man lever ikke af Aand alene!" -
 "Jeg havde tiltroet Dem mere Dannelse og Forstand," sagde Peer, "end at De saaledes vilde tale om en Dame, De bør høiagte og i hvis Huus De kommer. Og jeg taaler det ikke længer!"
 "Hvad vil De da gjøre!" spurgte Felix, "vil De slaaes!"
 "Jeg veed, at De har lært det og jeg ikke, men jeg kan lære det!" og han forlod Felix.
 Et Par Dage efter mødtes igjen de to Husets Børn, Sønnen fra første Sal og Sønnen fra Qvisten. Felix talte til Peer som om intet Brud havde været imellem dem; denne svarede høfligt, men kort.
 "Hvad er nu det!" sagde Felix. "Vi To vare lidt pirrelige sidst; men Dril maa der til, derfor er man ikke flabet! jeg holder ikke af at bære til Bunke, lad os glemme og tilgive!"
 "Kan De tilgive Dem selv den Maade De talte om en Dame, vi Begge skylde Høiagtelse?"
 "Jeg talte meget honnet!" sagde Felix; "i den fornemme Verden kan man ogsaa tale med Ragekniv, men det menes ikke saa slemt! det er Saltet til "Hverdagslivets matte Fisk", som Poeten kalder det. Vi ere Alle lidt ondskabsfulde. De kan ogsaa nok dryppe En, min Ven, give en lille Uskyldigheds-Draabe, som svier!"
 Snart saae man de To Arm i Arm. Felix vidste nok, at flere end een ung, smuk Dame, der ellers gik forbi uden at see paa ham, nu lagde Mærke til ham, der gik med "Idealet fra Scenen". Lampelyset kaster altid et Skjønheds-Skjær over Theatrets Helt og Elsker; det lyser endnu om ham, naar han viser sig paa Gaden ved Dagslyset, men slukkes der som oftest. De Fleste af Scenens Konstnere ligne Svanen, man skal see den i dens Element, ikke paa Brostenene, ikke paa offentlig Promenade. Der gives imidlertid Undtagelser, og til disse hørte vor unge Ven. Hans Personlighed udenfor Scenen forstyrrede aldrig det Tankebillede, man havde af ham som Georg Brown, Hamlet og Lohengrin. - Det var disse Digtningens og Tonernes Skikkelser, som mangt et ungt Hjerte sammensmeltede med Mennesket selv og løftede mod Idealet. - Han vidste at det var saaledes og fandt ogsaa et Slags Behag deri! han var lykkelig i sin Konst og i de Midler han besad til at øve den, dog kunde der komme en Skygge over dette ungdomsglade Ansigt, og fra Claveret klang da Melodien til Ordene:

Alt er Forsvinden - Forsvinden,
Ungdom, dit Haab og din Ven.
Alt farer hen som Vinden
Og kommer aldrig igjen!

"Hvor veemodigt!" sagde Enkebaronessen, "De har Lykken i dens fulde Maal! jeg veed Ingen, der er lykkelig som De!"
 "Kald Ingen lykkelig før han er i sin Grav, har jo den vise Solon sagt!" gjentog han og smilede gjennem Alvor; "det er en Uret, en Forsyndelse, om jeg ikke var taknemmelig glad i mit Hjerte. Jeg er det! jeg er taknemmelig for det mig Betroede, men dette selv vurderer jeg anderledes end Andre. Det er et smukt Fyrværkeri, der farer hen og slukkes! den sceniske Konstners Værk er forsvindende. De evigt lysende Stjerner kunne glemmes for Øjeblikkets Meteorer, men naar disse slukkes er der intet blivende Spor af dem uden de gamle Optegnelser. En ny Slægt kjender ikke og kan ikke gjøre sig Forestilling om dem, der fra Scenen henrev deres Bedsteforældre; Ungdommen jubler maaskee ligesaa lydeligt og inderligt for Glandsen af Messing som de Gamle engang for Glandsen af det ægte Guld. Langt lykkeligere stillet, end den sceniske Konstner, er Digteren, Billedhuggeren, Maleren og Componisten. De kunne i levende Live prøve trange Kaar, savne den fortjente Erkjendelse, medens Bæreren af deres Værker lever i Overdaad og Forgudelsens Overmod; lad Mængden beundre den stærktfarvede Sky og glemme Solen, Skyen fordunster, Solen lyser og straaler for nye Slægter."
 Han satte sig ved Claveret og phantaserede saa tankerigt, saa mægtigt som aldrig før.
 "Vidunderligt deiligt!" udbrød Enkebaronessen. "Det var som hørte jeg et heelt Livs Historie! De gav os Hjertets Høisang i Toner!"
 "Jeg tænkte derved paa tusind og een Nat," sagde den unge Pige, "paa Lykkens Lampe, paa Aladdin!" og hun saae med uskyldige, taarefyldte Øine frem for sig.
 "Aladdin!" gjentog han.

Denne Aften var et Vendepunkt i hans Liv. Et nyt Afsnit begyndte tilvisse.
 Hvad foregik der med ham i dette hensusende Aar? Hans friske Farve forlod Kinderne, Øinene straalede langt klarere end før. Søvnløse Nætter levede han, men ikke i vilde Orgier, i Sværm og Sviir, som saa mangen stor Konstner; han var bleven mindre talende, men mere glad.
 "Hvad er det, som fylder Dig saa?" sagde hans Ven, Syngemesteren, "Du betroer mig ikke Alt!"
 "Jeg tænker paa hvor lykkelig jeg er!" svarede han - "jeg tænker paa den fattige Dreng! jeg tænker paa - Aladdin!"


Bibliografisk:
Andersen, H.C.: Af: Lykke-Peer. (1870). Kap. XVI. Andersen. H.C. Andersens samlede værker. Romaner III. 1857-1870. Red. Klaus P. Mortensen, Kbh.: Gyldendal. Det danske Sprog- og Litteraturselskab 2004.
Elektronisk og korrekturlæst fil venligst udlånt af DSL/Gyldendal