Det Kongelige Biblioteks webudstilling Digterens Teaterdrømme. H.C. Andersen og Teatret er udarbejdet i tilknytning til bibliotekets udstilling af samme navn, der vises i Den Sorte Diamant fra 11. marts til 22. oktober 2005.

Andersen er ikke årets eneste 200 års jubilar. Sammen med sine to jævnaldrende, balletmesteren August Bournonville og komponisten J.P.E. Hartmann, satte han et præg på den danske nationalscene igennem flere årtier.

Odense Teater

Odense Teater i Andersens barndom.



H.C. Andersen besad en livslang og aldrig svækket kærlighed til teatret. Noget af det allerførste han gjorde efter i 1819 - som fjortenårig - at være ankommet til København fra Odense, var at forsøge sig på scenen; som danser, sanger, korist og statist. Dog uden større held.

Bedre blev det, da Andersen begyndte at skrive for teatret. Han fik en lang række dramaer, lystspil og vaudeviller opført på den danske nationalscene og på danske og udenlandske privatteatre. Der er faktisk ikke den teatergenre, han ikke fik afprøvet.

Kostumetegning     Kostumetegning

To kostumefigurer af Edvard Lehmann til hovedrollerne i lystspillet Da Spanierne var her fra opførelserne i 1865. 

Andersen, Hartmann og Bournonville samarbejdede ved flere lejligheder om en række sceniske værker i form af operaer og balletter og deres iscenesættelse. Nævnes kan operaen Liden Kirsten, som Andersen skrev tekst til, Hartmann komponerede og Bournonville satte i scene og koreograferede.

Udstillingen giver indblik i denne side af Andersens åndelige virksomhed og belyser, hvordan Andersens teaterinteresse fik betydning for store dele af hans prosa og digtning. Og den giver en bredere litteraturhistorisk forståelse af hans livsværk.

Udstillingen er inddelt i seks hovedafsnit: Tidens Teater - Vejen til Scenen - Andersens Teaterliv - Dramatikeren - Den store Generation - Teaterdigteren til Debat. Vi sættes i teaterdigterens 'drømmestol' og oplever hans teaterliv gennem de originale arbejdsmanuskripter, samtidige dekorations- og kostumetegninger, musikalske kilder og andre arkivalier samt en række nyproducerede DVD-optagelser om H.C. Andersens teaterliv og et længere interview med forfatteren Stig Dalager.

Dukketeater

Dukketeaterversion i originalmodel med en scene fra eventyrkomedien Meer end Perler og Guld.

Se den virtuelle udstilling her.