H.C. ANDERSEN OG TEATRET

H.C. Andersen var en meget flittig og velorienteret teatergænger. Hans mange dagbogsoptegnelser og rejseskildringer udgør et levende vidnesbyrd om hans store forståelse for teatret og dets væsen.

Andersens dramatiske produktion består, når alt medregnes, af mere end 50 arbejder. De omfatter alle teatergenrer: skuespil, vaudeviller, lystspil, eventyrkomedier, folkekomedier, operalibretti, balletudkast, revyer, prologer, dramatiske optrin ved kunstnerkarnevaler samt børne- og dukketeaterforestillinger.

Det Kongelige Teater

Interiør af Det Kongelige Teater i København, hvor Andersen debuterede som dramatiker i 1829. Maleri af C.F. Christensen fra 1830.



Af denne omfattende produktion blev i alt 34 værker opført på hovedstadens to førende scener, Det Kongelige Teater og Casino Teatret, mens hans mange mindre lejlighedsarbejder i form af vaudeviller, studenterrevyer, dramatiske optrin og parodierende skuespil blev opført ved særforestillinger i bl.a. Studenterforeningen. Desuden skrev han talrige særforestillinger til Hofteatret og en række private hjem.