Maleren Wilhelm Bendz (1804-32) kom ligesom H.C. Andersen fra Odense, var kun et år ældre end Andersen og havde den samme ubegrænsede tillid til sit eget talent, men han kom fra den anden ende af det sociale hierarki. Hans far var borgmester. Bendz' mest kendte billeder er fulde af raffinerede skyggevirkninger og fordoblinger. Bendz drog til Italien i 1831, to år før Andersen, men døde på rejsen. Andersen ledte efter hans grav i Vicenza i april 1834, men fandt den ikke. En præsentation af ham kan læses i Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Dansk kunst 2003, og en udførlig analyse af hans maleri En ung Kunstner (Ditlev Blunck) betragter en skitse i et spejl i Klaus P. Mortensens artikel i Kritik nr. 120, 1996.

Se desuden Perspektivering og Galleri.