Dansk litteratur har kun to verdenskendte forfattere: H.C. Andersen (1805-1875) og Søren Kierkegaard (1813-1855). De boede 26 år i den samme ret lille by, kendte hinanden, men omgikkes ikke. Kierkegaards første bog Af en endnu Levendes Papirer fra 1838 er en lang anmeldelse af Andersens tredje roman, Kun en Spillemand. (Hele Kierkegaards bog er tilgængelig her på bjørnetjenesten.dk).

Kierkegaard er utilfreds med, at hovedpersonen Christian kan opfattes som et kunstnerisk geni, der går under på grund af manglende anerkendelse. Genier behøver ikke anerkendelse, mente Kierkegaard, det gør kun flæb. Andersen selv beskyldes for at mangle livsanskuelse. Andersen var knust over kritikken, men udtalte siden selv, at Christian netop ikke skal opfattes som et geni. Tonen mellem de to var skarpt drillende. Portrætter af sure og uproduktive filosoffer, der imponerer verden ved at tale sort om rene banaliteter, findes flere steder i Andersens tekster. Papegøjen i Lykkens Kalosker, der udkom få måneder før Kierkegaards bog, er fx blevet læst som et portræt af Kierkegaard.