ANDERSEN OG KØBENHAVN
København var langt den største by i Danmark, men den lå inden for voldene, og den havde ikke mere end 120.000 indbyggere. Man får indtryk af, at klasseforskellene var langt større end i dag, men det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at det var svært at bevæge sig på tværs af klasseskellene. Andersens sociale erfaringer strakte fra den absolutte bund, subproletariatet næsten uden indkomster, til den absolutte top, kongehuset. Det var ikke almindeligt, men dog hører vi, at Elisabeth søger at komme i audiens hos kongen sammen med mange andre almindelige borgere.

Men det er forkert, hvis man tror, at de velhavende havde en meget høj levestandard. Den danske stat gik konkurs i 1813, og kong Frederik d. 6. var bl.a. populær, fordi han personligt var meget sparsommelig. Den collinske gård i Bredgade var et ret beskedent bindingsværkshus, der blev revet ned i 1854, hvorefter familien flyttede til Amaliegade. Rige og fattige boede i de samme tætliggende huse, de rige til gaden og de fattige til gården, i kælderen og på de øverste etager. Nogle få var dog rigtigt rige. Det var godsejerne, der foruden deres godser ejede lejligheder i København, og det fremadstræbende industri- og handelsborgerskab, der i Andersens levetid byggede sig store komfortable villaer på Østerbro. Andersen døde således i familien Melchiors villa på Østerbro med udsigt over Øresund 4.8.1875.