TEKST
Hele dette kapitel ligger også i tekstantologien Af Andersen i læse- og printvenligt PDF-format.

Ordforklaringer ligger samlet i Baggrund.


H.C. Andersen: De to Baronesser. Tredie Deel, Kap. I.


ENKEFRUEN

Elisabeth var kommet i Land ved Karrebæksminde*. Skipper Thømming havde vist hende, hvad Vei hun skulde gaae til Nestved og raadet hende, at overnatte der, for næste Morgen tidligt, der just var en af de Dage, paa hvilke Dagvognen gik til Kjøbenhavn, at tage med denne; hun vilde da for nogle faa Penge endnu før Aften naae til Kjøbenhavn; dette var den sikkreste og mest tilraadelige Maade at komme derind paa. I Nestved skulde hun boe hos Viinhandleren paa Hjørnet af Helligaandsgaden og Katekismusstrædet, her var et godt Vertshuus og herfra kjørte just Dagvognen; Alt vilde gaae af sig selv, tilføiede han. Ikke uden Vemod sagde hun Farvel til den skikkelige Skipper og begav sig henad Skovveien til Nestved.
   Det var i October, Skoven stod usædvanlig silde endnu med tæt, broget Løv; Luften var efter Stormen saa klar og høi. Det var de store Træer, den hele Skovnatur i sin synkende Pragt, saa fremmed og dog saa kjendt, der greb hendes rent poetiske Gemyt; der var noget Kirkeligt i Skoven og Solen skinnede som et Guds Ord, en Guds Prædiken derind. Det var ikke den korteste Vei, hun gik, men hun vidste det ikke, mærkede det ikke. Pludseligt hørte hun Orgeltoner, de løde ind i Skoven til hende; hun var ved det gamle Herlufsholm; nogle af Disciplene fra Skolen legede paa den grønne Plads foran den gamle, røde Gaard. Solen skinnede, Orgelet klang, her saae saa hjemligt og godt ud; en af Drengene hilsede hende saa venligt, saa bekjendt, og det gjorde hende godt; hun vovede at spørge ham om Veien til Nestved, og han viste hende Stien langs med Aaen forbi Vandmøllen, hvor Birgitte Gjøe har boet, men hvor nu den fromme, ridderlige Frues Stadsestue er forvandlet til Svinesti.
   Snart saae hun for sig Byen under den store Sandbanke, der er i Høide med Kirketaarnet; hun fandt Vertshuset og fik sig der et lille Kammer; Brød havde hun kjøbt sig paa Gaden hos Bageren, det spiste hun og drak Vand til, for ikke at faae for stor Regning. Elimar var hendes stadige Tanke, ham skulde hun snart see, maaskee allerede imorgen Aften, men hvorledes kom hun til ham? Hvad maatte han ikke lide! Og hun tænkte paa sine Pleieforældre, som hun havde gjort den bittre Sorg at gaae bort fra, uden at sige Farvel, det hun ikke kunde, det de ikke vilde have tilladt hende! Og hvad vilde Monarken sige? Vilde hun hos ham have Mod til at tale, at bede? Jeg vil græde for hans Fødder, tænkte hun, og han vil læse den gamle Bedstemoders Brev og røres ved al den Nød! Taarerne trillede Elisabeth ned ad Kinderne. Da lød ude fra Gaden Musik; det var Trompeterne, som blæste Tappenstreg; hendes Tanker vendte sig derud, og hun blev lettere i Sindet, stille læste hun sin Aftenbøn og sov.
   I Morgenstunden blev hun vakt af Pigen, der sagde hende, at nu maatte hun op, vilde hun med Dagvognen. Nede i Gaarden holdt to store firesædige Vogne; endeel Madammer og Herrer, alle fine Folk, syntes Elisabeth, steg op, det var skrækkeligt høit i Veiret; hun fik en Midt-Plads, Kudsken blæste og rask gik det gjennem Gaderne, hvor Folk rundt om kom til Vinduerne; der var en Nikken og en Hilsen, en Raaben til og fra; det gik just raskt, men kun ud af Byen, da inderligt langsomt. Det var Dagvognskjørsel; Dagvognsconversationen begyndte, Dagvognsbekjendtskab blev gjort. Alle vare, som sagt, fine Folk.
   Himlen var med Skyer, det blæste stærkt; men i den danske Tilfredshed, hvad Climatet angaaer, trøstede man sig indbyrdes med, at man maatte være glad for den Blæst, thi ellers havde man Skylregn. To Madammer fortalte hinanden de frygteligste Historier om Dagvognen; den var væltet Dagen forud, den havde engang ifjor kjørt et Barn over; man kunde vente Alting; og nu kom de til at tale om Elendighed, og det gik fra Dagvognen til en Luftballon, der var styrtet ned ovre i England.
   Der var en halvgammel Mand, som talte Æsthetisk og blev deri drevet frem af en ung Student, der syntes Kløgten selv. "Jeg siger som Shakspeare: no, no," sagde den Gamle, - for han kunde citere.
   "Hvor siger Shakspeare det?" spurgte Studenten.
   "Det siger han mange Steder. Det er en meget bekjendt Replik!"
   "Ja, saa siger han vel noget mere?" sagde Studenten.
   "Saa, troer De det?" svarede den Gamle, og saa var han stødt.
   En Madamme talte idelig kun om Madlavning og om hvad de nu turde skrive i Aviserne.
   En gammel og sygelig Herre sad med sin ganske unge Kone, og en Ven, han traf her paa Vognen, billigede hans Giftermaal og talte meget trøsteligt for Ægteparret, sagde, at det var fornuftigt, han havde taget en Kone, som var ung og rask og kunde pleie ham i hans Alderdom og Sygelighed, og som han kunde efterlade Midler, saa hun efter hans Død vilde faae det velsignet. Den unge Kone sværmede for to Ting: sin gamle Mand, hvis Fingre hun sad og legede med, og for at komme paa Comedie i Kjøbenhavn; hendes Tidsregning havde altid været efter, naar Theatret aabnedes og naar det lukkedes; læste hun i Aviserne, at nu vare Logerne til Salg for den kommende Saison, det var for hende som for os at læse: nu har Storken vist sig, eller at der allerede var kommet modne Jordbær. Dagvogns-Selskabet blev indbyrdes mere og mere bekjendt, og snart var det opdaget, at Elisabeth var "en Fremmed fra Holsteen," som de sagde, og at hun var ganske alene; hvor Halligerne laae, vidste Ingen, ikke engang Studenten; han mente, at det var en gal Udtale af Navnet, thi ellers kjendte han det. Halliger gjorde han til Haligoland, og saa var det snart Helgoland. Elisabeth rystede med Hovedet, men indlod sig ikke videre paa Forklaring. Og saa kjørte de over det høitliggende, bakkede Hedeland med den vide Udsigt, forbi Gisselfeldt og Bregentveds Skove. Hun saae dem ikke i deres Friskhed, saae ikke ind i denne Sommer-Skov-Ensomhed, hvor Vildtet springer i det høie Græs, hvor Storken gaaer i Enge; hun saae den døende Natur, saae den i sit Fald, saae den fra Dagvognen, og dog som en deilig Musik greb den uendeligt hendes Sjæl under al den tomme Snakken. Endelig naaede de Kjøge; den sygelige Mand viste paa hele Touren den største Lyst til at sige Elisabeth Besked om Egne og Huse, om Alting, men hun forstod ham ikke, saa særegne vare Mærkelighederne, han udpegede. "Det er nu røde Huus!" sagde han om et Huus paa Veien, de kom forbi. I Kjøge pegede han paa et andet Huus: "der boer min Svoger!" Men Elisabeth vendte sig til den modsatte Side, der laa Kirken; en lav Muur skilte den fra Gaden, og op ad Kirkens Muur voxte et heelt Tæppe af Evighedsgrønt; det mindede hende om den gamle Frues Gaard i Fyen; siden Elisabeth som Barn var der, havde hun ikke seet et sligt Grønt. Det fattige Kjøge havde saaledes den smukkeste Erindrings-Blomst at fremvise. Efterat have passeret Byen, kommer man til Værtshuset; her ved Ombytning af Vognen fik Elisabeth Plads ved de to Madammer, som talte om Dagvogns-Ulykker; de maatte vide, hvem den lille "Holstenske" var, og med barnlig Uerfarenhed fortalte hun sin Reises Hensigt og at det var første Gang, hun kom til Kjøbenhavn, og at hun slet Ingen kjendte. Og nu havde begge Madammerne, den Ene var da Enkefrue, en ny, sand Ulykke, som de kunde regne med til Dagvogns-Ulykker.
   "Men hvem vil De søge til, naar De kommer ind i Byen?" spurgte Enkefruen.
   Elisabeth nævnede Etatsraad Heimeran, som hun ikke kjendte, men som kjendte hendes Pleiefader. Etatsraaden var næst Kongen hendes Haab og Støtte.
   "Ja, men hvor finder de Etatsraaden iaften? Kjøbenhavn er en stor vildsom By med fæle Mennesker! saadan et stakkels ungt Barn, som De, kan ikke gaae alene paa Gaden; der er de ækleste unge Mennesker! Ak det er skrækkeligt!"
   Og hun gjorde Elisabeth endnu mere angst.
   "Jeg veed ikke, hvad jeg skal finde paa med hende!" sagde Enkefruen.
   De nærmede sig Kjøbenhavn; det var, som vi veed, i October, det var Flyttedag, vaadt og graat. Der er til enhver Aarstid noget Trykkende ved at komme fra Landet ind i en Fæstning, som Kjøbenhavn er, at kjøre for første Gang igjennem snevre, mørke Befæstningsværker, over smalle Broer ind ad en lang tunnelartet Port under Volden, ind i de snevre Gader med høie Huse paa begge Sider; og det gjorde Elisabeth nu ved Efteraarstid, i Regn og Rusk, paa aaben Vogn, lige i Mørkningen, om Aftenen paa en Flyttedag. I andre Lande kjender man ikke denne Dag, der hos os indtræffer en Gang om Foraaret og en Gang om Efteraaret, da de Familier, som skifte Bopæl, drage med Alt, hvad de have, fra det Sted, hvor de vare, og ind i det nye Hjem. Her er en Rumsteren, et Roderi, som vel kan være ret artigt for en Genremaler at studere, men for Vedkommende ikke er saa lysteligt. Den Fremmede, som ikke kjender en kjøbenhavnsk Flyttedag, og paa denne kommer ind i Byen, vil troe at være traadt ind i en Gade, hvor Qvarteret i Nærheden staaer i Lyslue, og at det er derfor, alle Mennesker paa Vogne og paa Børe slæbe afsted med Dyner og Meubler for at frelse. Hele Gader ligge opdyngede med Straae og Skarn, med Alt, hvad der ikke er værdt at gjemme paa; man seer en uendelig Mødding. Hvilket Billed paa Forgængelighed! Der hviler en skrækkelig gammel Silkehat, som engang vakte Misundelse i hele Nabolauget og sad dog paa et stygt Hoved; her ligger en graa Handske, engang var den hvid, Brudgommen bar den sin Bryllupsdag. I dette Chaos kjørte Elisabeth. Hun følte sig som trykket sammen, forkuet og angst. I Vertshuusgaarden, hvor Dagvognen holdt, stege de Alle af; de Fleste fandt Bekjendtere, som ventede paa dem; der var megen Glæde og Snakken, Eftersyn med Kufferter, Trængsel og Droskekjørsel. Elisabeth følte sig saa forladt, som aldrig før; med sin lille Byldt stod hun og vidste hverken frem eller tilbage. Enkefruen søgte ogsaa efter Nogen; med Eet skreg hun: "Sanne!" og en ganske lille Pige, spinkel og skiden, Haarene hang hende i Tjavser om Ansigtet, borede sig frem, kyssede Enkefruen paa Haanden og tog en Æske, der havde staaet paa Skjødet hele Dagvognstouren. Den Lille snakkede i Eet væk, vendte og dreiede sig, borede sig frem i Mængden og skreg med fin Stemme paa en Landsoldat, der skulde bære Kufferten. Enkefruen nikkede til Elisabeth, saae derpaa endnu engang paa hende og vilde til at gaae. Da greb Elisabeth i Angst fat i hendes Kaabe og spurgte, idet Taarerne løb hende ned over Kinderne: "O Herre Gud, hvor gaaer jeg hen?"
   "Stakkels Barn!" sagde Enkefruen; "det er næsten bælmørkt; kom da med mig! for en Nat eller to faaer jeg vel Plads til Dem; De kunde komme i slemme Hænder, stakkels Barn! det er en farlig By og her er mange onde Mennesker!" Landsoldaten gik med Kufferten paa Ryggen, Sanne løb med Æsken foran. "Vi skulle i Laxegaden", sagde Enkefruen, "den Gade har De vel hørt nævne? den ligger paa et godt Strøg, mellem Børsen og Theatret; det er i den Gade, Fanden for et Par Aar siden viste sig, som der blev talt saa meget om og som Politiet aldrig kom efter."
   I Regn og Rusk, i al Flyttedags-Dyndet vandrede de afsted. De mange Mennesker paa Gaden, denne Travlhed, Alt havde noget ængstende for Elisabeth; "saa Mange rundtom og ikke en Eneste kjender mig eller bryder sig om mig!" det var en Tanke, som paatrængte sig. Endelig vare de i Laxegaden, der saae ud som de andre Gader med Halm og Skarndynger; en Kobbersmed stod med sine tre Drenge og hamrede Slag i Slag paa en stor Kjedel nærved Huset, hvor de stege ind og op af de mange Trapper, vistnok flere end der var i Kirketaarnet paa Oland. Stuen, de traadte ind i, laa temmelig i Uorden, det Hele her svarede ikke ganske til de fine Klæder, Fruen havde paa i daarligt Veir paa Dagvognen. Alt laa kastet omkring; Sanne løb gesvindt ud at gjøre Ild paa og kom saa at faae Penge til Brænde, Fløde og til Punschextract.
   "Et lille ukonfirmeret Skind er det," sagde Fruen; "Sanne kommer Morgen og Aften og passer mig; den Anden, jeg havde, var en slet Person, som jeg maatte lade løbe. Siden skal De see en ung Dame, Adelgunde, en klog, dannet Pige; hun kommer i de bedste Familier, hun hjelper med Pynten, det kan hun mageløst. Hun gjør bestemt engang et Parti i den høiere Stand, hun er egentlig født til at være Prindsesse!"
   Elisabeth vidste ikke, hvad hun skulde svare, hun sad forknyt og trykkede Fruens Haand til sin Mund; og nu gav Fruen hende en egen Skuffe med egen Nøgle til, der kunde hun gjemme sit Tøi og de Penge, hun havde, - nogle maatte hun jo have; og saa vilde de for iaften ikke sørge mere, sagde hun; nu kom Adelgunde strax, og saa skulde de hver have et Glas Punsch; imorgen kunde de tænke over, og saa skulde Elisabeth gaae til Etatsraad Heimeran, der maatte tage sig af hende og vilde det nok!
   Fruen fik et meget godt Schavl om sig, Bordet blev vel besat, og nu kom Adelgunde, med Silkekaabe og Fløielshat. Hun var neppe tyve Aar, slank Figur, straalende Øine og et ypperligt Snakketøi, og af Profession - Sypige.
   I Kjøbenhavn ere Sypigerne en egen Classe, og i Regelen høist respektable Piger, - med Undtagelser. Deres Stilling er sædvanlig meget tung og bitterlig. Fortjenesten er saare ringe, og deres Liv ofte et Fængsels-Liv. Fra den tidlige Morgen til ud paa Aftenen maae de i en dem fremmed Familie arbeide ufortrødent og prøve forskjellig Behandling; hos Borgerklassen regnes de i Almindelighed med til Huset, spise endogsaa i Stuen med Familien, eller i Børnenes Sovekammer; hos Folk høiere i Rangen have de en Slags ensom Arrest; de lukkes inde med Sytøiet paa et Kammer og der kommer ikke et levende Væsen til dem, uden, ligesom i Arresten, naar Maden bringes dem. Man har mange Exempler paa, at om endogsaa Fortjenesten her er større end andetsteds, de stakkels Syjomfruer aldeles skye disse Huse; de kunne ikke udholde denne Afsondring fra Alle, denne evige Taushed.
   Adelgunde havde for længe siden taget sit Parti, kun at gaae hvor hun morede sig, og det var ikke mange Steder; dog, hun havde det alligevel som Lillierne paa Marken, de staae godt klædte. Familierne, som hun syede hos, vidste hun ypperligt at opfatte fra deres komiske Side, og forstod hjemme med ægte dramatisk Talent at gjengive dem. Hun var inde i alle Forhold, vidste løst og fast fra neden og fra oven.
   Enkefruen satte hende strax ind i Elisabeths Historie, og Adelgunde blev saa rørt over sin Venindes Opførsel, at hun faldt hende om Halsen og kaldte hende "sin søde Frue!" Det var ogsaa yndigt, fandt hun, hvad Elisabeth havde giort; naar bare ikke Fyren blev Slave; "det er saa nedrigt!" sagde hun. "Han er da Din Kjæreste? ja, det kan man da godt tænke paa i Din Alder; det gjorde jeg, - det ligger i os! Ah, see, hun bliver rød!" udbrød hun; "det kan jeg lide! Hun er i Grunden ikke ilde, den Smaa, der er noget Fint, noget Klogt! men Kjolen er fra Landet." Og Adelgunde lo og fortalte sine Historier hele Aftenen; hun vidste uendelig meget. Og der blev drukket Punsch og klinket, og drukket en Skaal, som Fruen hvidskede til Adelgunde, der da lo og kastede sig tilbage i Sophaen. Det var igrunden forunderligt at see de to lystige Qvinder der og den frygtsomme, bedrøvede Elisabeth. Silde kom hun tilsengs; et Spiskammer, som ved en Trævæg var afdelt fra Kjøkkenet, hvorud Døren gik med to udskaarne Hjerter i, blev hendes Sovekammer. Hun læste sin Aftenbøn og takkede vor Herre, at der gaves gode Mennesker, og at hun havde fundet dem i denne store, skrækkelige By.
   Det var høit paa Dagen, da der blev kaldt paa hende; hun havde sovet længe. Adelgunde bragte hende selv Kaffe paa Sengen, og da hun saa stod op og saae fra Kjøkkenvinduet ud, var Luften saa klar, Solen skinnede over Nabohusene; et Vindue paa Tagkammeret stod aabent, en lille Fugl i Buur sang derfra saa høit og lystigt, - et godt Varsel for, hvad Dagen vilde bringe. I Hast var hun færdig for strax at gaae til Elimar; see ham, trøste ham, var hendes første Tanke. Men Enkefruen sagde, at det var ikke saaledes at løbe til, der maatte først erholdes Tilladelse hos Politiet; der var meget at gjøre, før man saadan kom ind til Fanger, og det Dødsfanger; hun skulde imidlertid idag høre sig for og saa paa det snareste faae det udvirket, at hun kom til ham. Men Elisabeth maatte strax i Formiddag gaae til Etatsraad Heimeran; Sanne kunde følge hende; de skulde imidlertid først gaae til Urtekræmmeren ligeoverfor, laane Veiviseren og see, hvor Etatsraaden boede. Det var langt ude paa Christianshavn, hans Huus var, - der maatte de ud. Sanne viste Vei gjennem Børsen, for der var noget at see, Boutikker og Gange, to hele lange Gader under Tag; og udenfor laae Fartøier, Side ved Side, alle Arter ligefra de smaa Pæreskuder med Æbler og Potter, til de store Kulskibe. Der var en Trængsel med Vogne og Bærebøre; Piger kom med Torvekurve, Skoledrenge med Bøger, og hele Gaden var i eet Dynd. Amagerpiger og Fiskerkoner raabte, den Ene hæsere end den Anden. Sanne var snart foran snart paa Siden, saa uendelig vever, og hun vidste ogsaa at fortælle. Hendes ældre Søster, sagde hun, havde havt Bryllup med en Mand, hvis Embede var at bære et Blad om; Brylluppet havde staaet hos Forældrene, og Søsteren havde af sit Herskab faaet fem Rigsbankdaler til Brylluppet; for de to var kjøbt en Myrte-Bouket i botanisk Have, for den maatte Bruden have; og saa var der dandset hele Natten i deres lille Stue, hvor Seng og Dragkiste var sat ud paa Gangen; de havde siddet i Vindueskarmene og faaet Klipfisk og Punsch; og lille Sanne lo over hele sit lille, skidne Ansigt og tabte to Gange Slæberne, som hun havde dandset med og traadt ned; men hun fik dem igien og saa kom de til Etatsraadens. Jørgen lukkede op, den gamle, skikkelige Jørgen, som Caroline saa tidt havde spøgt med; Elisabeth kjendte ham af Fortællinger fra Hjemmet, ja hun kjendte næsten Meublerne selv, saa ofte havde hun hørt om Alt i dette Huus. Hun sagde, at hun kom fra Halligerne, fra Moritz, og Jørgen satte sit allerbedste Ansigt op, men gav tillige den Besked, at Etatsraaden netop idag var reist ud paa Landet og kom ikke tilbage før om fem, sex Dage. Elisabeth stod forskrækket, var nær ved at briste i Graad, kunde ikke sige et Ord, og da Jørgen saa spurgte, hvor hun boede, var det Sanne, som maatte svare for hende. Og saa gik de hjem igjen. Her sad Adelgunde og læste i en Roman af Johannes Wildt; den var saa spændende, sagde hun, den var noget Andet end dem af Walter Scott, - han forstod sig ikke paa Kjærlighed. Iøvrigt trøstede hun Elisabeth med, at fem, sex Dage var jo ingen Evighed, og saa kom jo Etatsraaden; hun skulde nok snakke med Enkefruen. Denne hørte ikke med det mest fornøiede Ansigt derpaa, men Adelgunde vidste at tale, sagde, at nu var hun engang den lille Jomfrues Beskytter, og det kunde jo altid blive gjengjeldt.
   "Mit Hjerte koster mig meget!" sagde Enkefruen; "det løber altid af med mig! ja, var jeg en rig Kone, saa var det ikke noget, saa kunde jeg ødelægge mig med Fornøielse, det sagde ikke noget! men nu maa jeg tænke videre frem; naa, saa bliv da her til Etatsraaden kommer, men saa maa Du fortælle ham, hvad jeg har gjort, nogen Godtgjørelse maa jeg have!" Og hun kaldte Elisabeth til Siden, bad hende, som Laan foreløbigt at give tre Rigsdaler af dem, hun havde; Enkefruen var i en øieblikkelig Pengeforlegenhed. Hvad Elimar angik, var der talt med Assistenten, og hun vilde erholde Tilladelsen til at see ham, rimeligviis imorgeneftermiddag; den Dag var det ogsaa Audientsdag og saa kunde hun benytte Formiddagen til at forsøge sin Skjæbne hos Kongen; man maatte bruge Tiden!
   Altsaa endnu næsten en heel Dag før hun skulde see Elimar! hendes Hjerte bankede i Sorg og Længsel, hendes Hoved var som vilde det gaae itu; men hun maatte jo finde sig i hvad de Andre sagde, det var det ene Rigtige og Mulige. Adelgunde læste høit for hende af "Dødningefingeren", et af de allerdeiligste Steder, som hun forsikkrede. Der var to Fruer i Besøg om Aftenen og der blev levet høit, rimeligviis for de tre Rigsdaler, Elisabeth havde leveret; men hun fandt ingen Trøst eller Glæde, ikke engang i Enkefruens Kjærlighedshistorie, Intriguen som den kaldtes, den, hvorved hun havde faaet sin salig Mand.
   Fra sin tidligste Ungdom havde hun elsket ham, men han havde ikke mærket det, for han var Forretnings-Menneske; da kom de i By sammen, det var Helsingør, og der begyndte Intriguen. En Dag, hun var i Kjøbenhavn, læste hun i Aviserne, at en Mand i Slagelse lyste efter sin Hund, som var løbet bort. Da fik hun sin Idee; hun skrev strax uden videre, at Hunden var seet i Kjøbenhavn der og der; og heri var nu ikke et Ord sandt, men indeni Brevet lagde hun et Andet, som hun bad Manden i Slagelse besørge til Helsingør, og det var til ham, hun elskede, og hvem hun nu sagde det reent ud; for det er altid det Bedste! Sit Navn skrev hun ikke, og den Omvei Brevet gjorde, vilde føre ham paa Vildspor, mente hun; ogsaa havde hun skrevet, at dersom han nu, efterat vide hendes Hjertes Tanker, vilde kjende hendes Person, da kunde han Løverdag Middag i Helsingør hos fire forskjellige Piger finde hendes Lighed; den Ene var Klædekræmmerens Datter paa Hjørnet, der kunde han gaae ind og tage Prøver af fint Klæde; den Anden var hos Isenkræmmeren, der kunde han gaae ind at kjøbe smaa Søm; det tredie Sted skulde han gaae ind paa Gangen og spørge efter Nogen, som ikke boede der, og paa det fjerde Sted, det var hos Consulens, kunde han gjøre det samme, og naar han saa havde seet dem alle Fire, kunde han tænke over; han skulde da om Søndagen gaae i Kirken, hvor han vilde finde alle fire Piger i den sidste Kirkestol, og naar de saa gik ud, skulde han tale til den af dem, som mest behagede ham; traf han da den Rette, vilde han modtage en lille Billet, og Forlovelsen var afgjort. Og Brevet kom rigtigt og Alt gik rigtigt. Han gik i alle fire Huse, og om Søndagen i Kirken, og traf den Rette, og saa var det jo gjensidig Kjærlighed! de bleve Mand og Kone, og nu var hun Enkefrue! Og Adelgunde saae med opspilede Øine paa hende, lo og forsikkrede, at det kunde blive den deiligste Roman, naar den blev rigtigt sat sammen; og Fruerne beundrede hvad der var fortalt, og havde ogsaa Historier, der skulde sætte dem lige saa høit i Opfindsomhed og Kjærlighed. Elisabeth vidste tilsidst slet ikke hvad de talte om, hun hensank i sin egen Sorg og dens mørke Tanker. Næste Morgen skulde hun søge Kongen og samme Dag see Elimar; det var den vigtigste Dag i hendes Liv, følte hun; hvorledes vilde den ende? med hvilken Ro og Fortrøstning skulde hun vel imorgen gaae tilsengs? Hun var saa ung, og alt saa gammel i Sorg og Angst!


Note:
*Karrebæksminde er en Havn i Sjælland for den en Miil derfra oppe i Landet, ved Suse-Aa beliggende Kjøbstad Nestved.


Bibliografisk:
H.C. Andersen: Af: De to Baronesser (1849). Tredie Deel, Kap. I. Andersen. H.C. Andersens samlede værker. Romaner II. 1837-1849. Red. Klaus P. Mortensen, Kbh.: Gyldendal. Det danske Sprog- og Litteraturselskab 2004.
Elektronisk og korrekturlæst fil venligst udlånt af DSL/Gyldendal