Fire af H.C. Andersens rejser gik til Rom, i 1833-34, i 1840-41, i 1846 og i 1861. Den første var Andersens store dannelsesrejse, som kulminerede med det ophold i Napoli, der gav inspiration til romanen Improvisatoren. Se denne intro.

Det andet ophold var et led i rejsen til Orienten i 1840-41. Det skildres muntert i En Digters Bazar og noget mindre muntert i dagbøgerne. Der var ikke så meget nyt at se i Rom, og Andersen og hans danske bekendte gik hinanden på nerverne. En ubarmhjertig bekendt, digteren H.P. Holst, karakteriserede fx i et brev hjem Andersen som: "en Plageaand, som jeg har faaet med mig fra Hjemmet, som forfølger mig med alle sine Jammerligheder, som piner mig med sin Forfængelighed, sit Vrøvl og sine ravgale Manerer".

Andersen var mere overbærende over for Holst i sine dagbogsnotater, men konflikterne skinner tydeligt igennem. Det tredje besøg fandt sted i 1846. I mellemtiden var Andersen blevet berømt i det meste af Europa, og det havde måske en gavnlig indflydelse på hans "ravgale Manerer". Der kom ingen stor bog ud af denne tur, og dagbogsnotaterne handler mest om stilfuld omgang med betydningsfulde beundrere.

Den fjerde rejse foretog Andersen i 1861 sammen med Jonas Collin den Yngre, tredje generation i Collin-familien. Her fortsattes den livslange kamp mellem Andersens absolutte krav om nærhed og Collin-familiens dobbeltstrategi: at fungere som Andersens familie og samtidig holde ham lidt på afstand.