Det københavnske miljø, Andersen søgte at blive en del af, var præget af enevældens embedsmandskultur. Oprindelig hvilede den på en adelskultur, og adelige spillede stadig en stor rolle både som embedsmænd og godsejere. Det, som indadtil holdt dette miljø sammen, var den almene dannelse, som man kun kunne erhverve ved at aflægge studentereksamen og filosofikum. Herfra var flere veje mulige: man kunne studere teologi, jura, medicin, humaniora eller naturvidenskab. Efterhånden blev der også mulighed for at gå ind i forretningslivet. Dannelsen ytrede sig i beherskelsen af omgangsformer og sprog. Efterhånden som man gjorde karriere, blev man indplaceret i rangklasserne. Andersen blev fx i 1867 udnævnt til etatsråd, og ved sin død havde han rang af konferensråd.

Men Andersen havde hele livet et dobbelt forhold til hele systemet. Han lader sig fx irritere over sin værtindes snobberi: "Jeg var forleden i Nyhavn nogle Minutter og følte mig syg ved al den : "vor kjære Conferentsraad!" jeg der hørte." Værtinden benyttede i øvrigt chancen for at sætte huslejen op.