H.C. Andersen: Levnedsbogen Afsnit III.IV

Fruen havde intet godt Rygte, man fortalte mange skandaleuse Historier. Smuk var hun ikke, feed og rødhaaret, det var rigtignok kun de forlaarne Krøller der havde denne Farve sagte hun, thi da hun som Barn havde rødt Haar vilde hun bære den Couleur Krøller for at man ikke skulde troe det var Forfængelighed hos hende, at hun tog dem mere mørke, skjøndt det var hendes egentlige Haar-Farve. Hvilket dog var Snak! - Jeg fik et lille Værelse ved Siden af Fruens Sovkammer, men med egen Indgang; begge Værelserne stode ellers i Forbindelse ved en Dør, Nøglen til denne bad hun M at tage til sig, efter som Slagelse havde saa meget Bysladder, og hun ønskede sit Rygte forskaanet. - M loe deraf og tog Nøglen til sig. - Hun var et underligt jovialt Væsen, der tog Alting let, og manglede ikke Hjerte. For at M ikke skulde forstyrres ved Børneskrig, fik han sit Værelse paa Qvisten. Hver Aften Kl: 8 gik han til Sengs, lavede sin Puns, drak den, medens Fruen læste for ham i Walter-Skotts Romaner, naar han sov gik hun ned, og da blev altid mellem Døren lukked af for ham, men aabnet saa tidlig om Morgenen at han ikke mærkede det. Ofte naar hun ikke havde Lyst at læse for ham, gav hun sig til at skjænde, Resultatet var da at han jog hende ned og det ønskede hun; saa lavede hun sig selv stærk Punsch, hvortil Jomfruen maatte stjæle Rom fra M medens Fruen læste, han mærkede at Rommen svandt, Fruen bildte ham da ind at Jomfruen drak den, bad ham endogsaa at overraske hende, noget han dog ikke vilde da han erkjendte at hun tog sig saa ypperligt ellers af alle Dele i Huset. - Sov nu M, da fandt Fruen tidt Fornøielse i, at forklæde sig, som Bondepige og vandre ud; hun fortalte mig selv at hun een aften var gaaet i Skoven, havde der truffet paa Officererne, hvis Regiment laa der i Byen, de havde kjendt hende, og det gav mange Løier; da hun siden vandrede Hjem, var der Spectakkel lige udenfor Skolen, Meisling laae ud paa Qvisten og saae ned, hun blev da forskrækket, men tog Mod til sig og trampede stærkt med sine Træskoe i det hun gik forbi; - slap siden vel ind. - Ellers fortalte hun mig hver Dag, at hun var saa uheldig med at faae slemme Piger, (det vil sige, som i Grunden vare for at spille det første Partie i le Djeu et la Bayadere). Hun sagde at det let kunne falde paa hende; bad mig strax fortælle sig det, hvis jeg om Natten hørte mindste Larm; gik selv og satte Halmstraae for Dørene og undersøgte da om Morgenen, om disse havde forandret Stilling. "Rygtet er Eens kostbareste gode sagde hun!" - Tidt hørte jeg hendes Klager; thi jeg maatte om Aftenen sidde og læse i et lille Kabinet, hvorigjennem man maatte, for at komme ind i Stuen; snart kom Jomfrue[n] og sagde: "Det er et frygteligt Huus vi ere i!" - saa kom Kokkepigen, der havde et poetisk Sving og coramsponderende med Romanskriveren Johannes Vilt og forsikrede mig "Dette kan man kalde Helvede paa Jorden!" Lidt efter kom Stuepigen og beklagede sig over, at Fruen talte saa ilde om hende, fordi hun var jaloux over at Kammerjunkeren gjorte mere af Pigen end Fruen. "Jeg stod igaar aftes og vadskede Gulv, ved det aabne-Vindue, saa kom Kammerjunkeren og sagde "god aften lille Ane!" saa kunde jeg ikke andet end jeg maatte sige "Tak!" men da kom Fruen og blev saa lynende etc. etc." - medens vi talte kom da Fruen og jog hende paa Flugten, jamrede over sine slette Folk, der enten hun tog dem fra Kjøbenhavn eller Slagelse var lige fordærvede. En Aften var der Fremmede, en Præst ude fra Ringsted Kanten. Mod Sædvane vare vi da alle oppe til over 12. Det var sildigt, og Meisling forlangte at hun skulde spille og synge; hun vægrede sig, men til sidst maatte hun; strax efter hørte man det banke paa Ruden. - Hun sprang forskrækket op, Meisling sagde, jeg skulde see efter, hvad det var for Drenge der gjorte disse Optøier, jeg saae ud, og sagde i reen Uskyldighed, hvad Sandhed var; "det var en Officeer, nu gik han!" - M vilde ikke troe mig, og Fruen foer mig næsten med Hænderne lige ind i Ansigtet. - "Hvor kunde De være saa eenfoldig," sagde hun næste Dag til mig, "at sige sligt; det har været Løier af en af Officerene og saa siger De det; De veed ikke hvor jaloux M er." - Det var en ganske underlig Verden der lidt efter lidt gik op for mig; jeg var virkelig saa ganske Barn endnu at jeg rødmede, vist nok over for meget mere, end der var Grund til; Fruen sagde også, "det er ingen rigtig Mandfolk!" - Een Aften kom hun ind til mig, fortalte mig, at hun begyndte at blive mager, at hendes Kjole hang ganske løst om hende, bad mig føle det, jeg bukkede mange Gange for min Rectors Frue; hun gav mig meget ypperlig Punsch, var særdeles venlig og god - men, jeg veed ikke selv, jeg følte mig som paa Naale, jeg gjorte hende vist Uret, troede jeg da, men jeg fik slemme Tanker om hende, skyndte mig bort saa snart jeg kunde og rystede over mit hele Legeme. Bysnakken om hendes Characteer havde smittet mig, jeg gjorte hende vist Uret, men jeg var fra den Tid mistroisk. Da jeg kom ind i mit Værelse, læste jeg min Aftenbøn, bad vor Herre, at jeg maatte blive et godt Menneske! men kom - for første gang i mit Liv - til at tænke over Forhold, der aldrig var faldet mig ind; Forstanden begyndte at spille Slangen fra Kundskabs Træet; men der var Gud skee Lov, en god Grund i mig, i barnlig Uskyld flagrede jeg forbi og glemte alt det Onde om mig. - Dog mine Begreber - Bevidstheden om noget Letsindigt udenfor, var jeg ikke længer uvidende om, og mit barnlige Gemyt, der lod sig bestikke af andre gode Træk, ansaae det ikke for saa stor en Synd, som det gjælder for; jeg undskyldte Folk, men følte dog Rædsel for deres Liv og Handlinger. - Det var altsaa min barnlige Uvidenhed, der her blev jaget bort; Barn var jeg endnu i Sind og Hjerte. -
Der var meget Griserie i Huset! Meisling selv var fuld af Duun og vadskede næsten aldrig Hænderne; om Aftenen Kl 8 gik han til Seng, lavede sig da stærk Punsch, satte den overskaarne Citron mellem Tænderne for bedre at udpresse den og fik da altid rene, hvide Fingerspidser. I Dagligstuen stod en Divan med Skabe i hver Ende; i disse laae alle Slags; Stivelse, Søm, etc. etc.; naar vi nu spiiste Kjødsuppe, og levnede Kjødboller, da tog hun tidt disse og lagde derind, at Pigerne ikke skulde faae dem, men vi have dem til Aftensmad. Men bort fra alle disse væmelige Erindringer. - October Examenen kom, jeg udmærkede mig her i Mathematik, Meisling roeste mig og jeg var lykkelig - for nu ogsaa at bevæge vor Herre, at han skulde hjælpe til at jeg kom i øverste Klasse, bad jeg M om jeg ikke maatte gaae til Alters, han fandt det underligt, at jeg mit i Examen faldt paa Sligt, men lod mig gaae; jeg var saa barnagtig at jeg troede det kunde hjælpe. - Jeg laae foran Altret og bad saa inderlig i mit Hjerte, men just her vaagnede Tanken om Fruens Letfærdighed, og jeg syntes ordenligt at det var en frygtelig Synd at jeg her kunde erindre Sligt. - Examens Udfald blev da - at jeg flyttedes op i den øverste Klasse. Jeg var saa lykkelig, saa uskyldig glad; skrev 14 Breve paa een Søndag for at melde Venner og Bekjendtere min Lykke. - Vi havde nu nogen Tid Ferie. Da digtede jeg paa min Roman, thi jeg var saa glad, og vi havde ingen Lexier for. - Da Skolen begyndte igjen faldt det mig noget vanskeligt at følge med de Andre; thi i Grunden var jeg umoden for denne Klasse. M tabte ogsaa strax Taalmodigheden og tog fat paa samme maade som før, at spotte og haane. Livet der hjemme har jeg alt omtalt, saa man kan tænke sig min Stilling; dog, hver Søndag var M igjen saa venlig, lystig og moersom, at jeg den Dag fik Modet bragt i Veiret; - hans Characteer var ganske forunderlig! han havde noget ret barnagtigt. - Om Søndagen kunde han more sig med Børnenes Tinsoldater; eller ogsaa det lille Dukketheater kom frem; jeg maatte da spille; sædvanligviis "Skuespilleren imod sin Villie", hvilket Stykke jeg kunde ganske udenad. - Ofte kjørte han mig i en lille Barnevogn omkring i øverste Klasse, hvor Bordene da vare flyttede til Side; eller vi legede Juleleeg, Fruen, han, Jomfruen, Børnene og nogle af Disciplene. - Eengang var der lystig Begravelse; Svinet var dødt, det havde slugt et Peberkorn sagde Pigen; (συινετ άυδε σιτ λογιε ι σχολενς υανώως).* - Der blev gravet en Grav i Haven, hvori strøedes Sand og Blomster. Svinet blev jordet, vi fulgte alle og Fruen sang en Bravou[r]-Arie over det. Fra dette og lignende Ting blev jeg ledet til at finde Morskab i at blande det Høitidelige med det Latterlige, uden at jeg saae andet deri end en uskyldig Spøg. -
   Julen nærmede sig nu. Jeg glædede mig saa meget til at komme til Kjøbenhavn, og Wulff var nu bleven Commandeur i Søetaten, havde, som Chef for Academiet faaet en større Bolig paa Amalienborg-Slot. Fruen skrev mig til at jeg kunne logere hos dem, medens jeg var i Byen, og at jeg ret var dem inderlig velkommen. - Kammerjunker Holsteins Vogn kjørte just ind, M:, jeg og een Descipel til fulgte frit med. Dog paa denne lille Tour fik jeg Exempel paa hans Gjerighed. - Ved et Vertshuus, kom Karlen med en Trappe-Stige, for at vi kunne stige af, han gav ham derfor 3 Skilling, i det han sagde til os: "Vi kan siden dividere det med tre!" og vi dividerede virkeligt.

Note:
* Med græske Bogstaver for danske: (Svinet havde sit Logie i Skolens Vandhuus).


Bibliografisk:
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
Andersen, H.C.: Af: H.C. Andersens Levnedsbog. Udg. H. Topsøe-Jensen, Kbh.: Det Schønbergske Forlag 1988, s. 31-36.