1800-tallets realistiske litteratur er karakterskildringens gyldne tid. Portrætterne af Knepus og Madame Knepus er eksempler på, at Andersen magtede denne disciplin. En anden mester på området var den engelske forfatter Charles Dickens (1812-70), som Andersen følte et slægtskab med og senere besøgte to gange. Når Dickens skulle beskrive lærere, lagde han ikke fingrene imellem. Her er et eksempel fra romanen David Copperfield:

"Jeg vil tro, der aldrig kan have været nogen mand, der nød sin profession mer, end Mr. Creakle gjorde. Han havde en nydelse af at hugge løs på drenge, som kunne lignes ved at få en glubende appetit tilfredsstillet. Jeg er overbevist om, at han simpelthen ikke kunne modstå navnlig en buttet dreng, at der var noget dragende ved sådan en dreng, som gjorde ham rastløs, lige til han havde fået sat et hak og mærket ham for resten af dagen. Jeg var en af de buttede, så jeg skulle vide det. Når jeg tænker på den ka'l nu, er jeg overbevist om, at mit blod koger med den upersonlige indignation, jeg ville føle, hvis jeg havde hørt alt om ham uden nogensinde at have været i hans magt. Men det koger nu også hedt, fordi jeg har kendt ham og ved, han var en håbløst udygtig stud og ikke havde mere ret til at udøve det kald, der var ham betroet, end han ville have haft til at være Øverstkommanderende over Flåden eller Hæren - to poster, hvor han højst sandsynligt ville have gjort umådelig meget mindre fortræd."

Se litteraturhenvisning i Perspektivering.